kbh.dk skuffer … stadig

·

·

Nu har jeg i et par uger rodet rundt med kbh.dk, og jeg er desværre stadig ikke synderlig imponeret. Det var jeg ikke første gang, jeg betatestede. Jeg var det ikke lige efter launch. Og nu, efter lidt ekstra tid til at opdage alle de fremragende ting, der da måtte gemme sig, er jeg stadig ikke imponeret.

Desværre.

Jeg sludrede lidt med min geniale tidligere (snøft!) kollega Martin om det, da han var ved at forfatte sin anmeldelse til Kommunikationsforum, “Københavnerne går i BETA?“. Vi var helt naturligt meget enige om en masse ting, for der er åbenlyse mangler og deciderede forfejlede prioriteter. Så før du læser videre, kan du med fordel læse hans i irriterende grad indsigtsfulde og velbalancerede analyse.

Så vidt jeg kan tyde de forskellige trends (herunder især mine egne vanvittigt subjektive ønsker og behov), er der tre ting, der i øjeblikket skal overvejes, når man vil drive sociale netværk.

1. Åbenhed

Åbenhed er det nye sociale netværksparadigme. Derfor er det også lækkert, at folkene bag kbh.dk har valgt at stikke OpenID og Open Source en stor krammer. De benytter udelukkende open source-komponenter og har tænkt sig i fremtiden at klæbe samme mærkat på deres produkt. Desuden vil de også udbygge XFN, så der på et tidspunkt kommer nogle microformats nedover dataene. Det er superfedt! Sidst men ikke mindst ønsker de fuld social portabilitet (ikke ulig andre små spillere på det sociale netværksmarked).

Ideologisk set er folkene (og hermed Københavns Kommune) klar til den fulde åbenhed. Det er en kæmpe fordel for et projekt, som ikke er stort nok til at kæmpe mod globale sites om formater og om brugernes fulde opmærksomhed.

Åbenhed nu på kbh.dk: 4/10
Åbenhedspotentiale på kbh.dk: 10/10

2. Fokus

Fokus er et af de netværksparadigmer, der ikke helt har slået igennem endnu, men som jeg er overbevist om, bliver bærende i den kommende tid. Det er ENORMT naivt at tro, at individet har lyst til og mulighed for at navigere rundt i et univers af offentliggjort selvfremstilling uden at vide, hvem publikummet og hvad omdrejningspunktet er.

Mine yndlingsnetværk er alle single-purpose-sites. LinkedIn er et CV-netværk, last.fm er et musiknetværk, Flickr er et (video- ) og billednetværk, del.icio.us er et bookmark-netværk. Jeg elsker LinkedIn, last.fm, Flickr og del.icio.us. Og har opgivet vidt forskellige oplysninger de forskellige steder og er “venner” med meget forskellige mennesker de forskellige steder.

Facebook, som er det netværk de fleste af os i øjeblikket bruger mest tid på, er et kontaktbogsnetværk. Dem, der vil have det til at være andet, bruger ganske givet for mange af dagens minutter på Facebook og bliver lige så forudsigeligt trætte af lorten efter få måneder. Facebook kan bruges som et alle-former-for-socialitet-i-hele-verden-netværk, men det er ret indskrænkende, at man har alle former for kontakter på sidelinjen. Derfor skal de sikkert snart fokusere på noget bestemt, eller brugerne skal snart rydde op i deres Facebookvenneflok. For mit eget vedkommende er det væsentligste deres event-del.

Hvad er kbh.dk? Det er et mødested for københavnere. Altså en kontaktbog? Desværre er oversigten over kontakter helt umulig. Man kan ikke se fælles venner, man kan ikke importere kontakter fra andre sites, man kan ikke importere kontakter fra e-mail-kontaktbogen, man kan ikke tilføje flere brugere ad gangen, man får ikke foreslået kontakter. Alt i alt er kontakt-delen værre end det Groupcare kunne tilbyde for 10 år siden.

Men de fokuserer også meget på events. Og ja, jeg tror faktisk, at det er deres fokus. Blandt andet eksemplificeret af de dersens fliser rundt omkring. De vil gerne have en klog kalender. Det skriver Rasmus Luckow selv:

Vi har nemlig indbygget nogle algoritmer, som skal forsøge at hive de arrangementer frem som er mest relevante for dig. Vi kigger på ting som hvilke events dine venner (kontakter) deltager i, hvilke typer events du selv tidligere har sagt du kom til, hvilke du kommer til nu og hvad der generelt er populært på siden.

Største problem er selvfølgelig, at det ikke virker endnu. Næste problem er, at jeg igen gerne vil segregere mine venner efter eventtype. Jeg deler musiksmag med mange af mine venner, men jeg deler altså ikke nogle af vennernes interesse i motorcykler og strikning. Får jeg smidt events om sidstnævnte direkte i fjæset? Sikkert. Jeg vil have en selvstændig musikkalender og selv udvælge de venner, som skal indgå i musikforslagsalgoritmen. Det samme med teater. Og film. Os så videre.

Og ikke nok med, at deres kalender skal være klogere end last.fm’s og Facebooks for at jeg vil bruge den. Den skal også kunne eksporteres. Lige som det er muligt hos førnævnte tjenester. Det kan man heller ikke endnu.

Alt i alt: Fokus er på København og det, der sker i byen. Det vil sige en eventkalender. Det har de bare ikke kommunikeret klart nok. Hverken i tekst eller i handling.

Fokus nu på kbh.dk: 6/10
Fokuspotentiale på kbh.dk: 7/10

3. Værdi

Det er ikke nok at kunne omfavne diskussion og hhv. en-til-mange- og mange-til-mange-kommunikation. Det kan e-mails, fora, blogs og især Facebook allerede i høj grad. Hvis der er et andet fokus end kommunikation, og hvis jeg har ret i at fokus her er en københavnsk eventkalender, så er der altså langt til mål, før det giver mig nogen ekstraværdi. Især fordi jeg selv er så fokuseret på musik. Der kommer de ganske givet aldrig til at kunne slå last.fm – med mindre de får nogle aftaler i stand, hvor jeg kan være sikker på, at alle events i København er listet, og at jeg ikke forstyrres af dem af dem, jeg ikke kunne drømme om at tage til. Og at der linkes til musik og info om de forskellige bands – ikke blot til mitKBH‘s beskrivelse af spillestedet.

Til generelle events er Facebook på nuværende tidspunkt langt bedre, og iBYEN og AOK er heller ikke helt uefne i den retning.

Der skal være en ekstra værdi. Det giver kbh.dk mig på ingen måde på nuværende tidspunkt. Og de skal hæve barren et par favne eller 13 før jeg får noget ud af det.

Værdi nu på kbh.dk: 2/10
Værdipotentiale nu på kbh.dk: 6/10

Konklusion

Arbejdet bag kbh.dk er åbenlyst drevet af folk, der kender sociale netværk og de ting, der rører sig i det farvand. Men det er også teknikere, som har været tilfredse med at sende et fedt kodet projekt på banen uden at tage højde for de sociologiske mekanismer og tendenser, der rent faktisk skal drive sitet. Idéer og teknisk implementering får ikke folk til at bruge et site – de får dem til ikke at droppe sitet. Og selv der er det alt for alpha til at blive kaldt beta.

Der mangler på nuværende tidspunkt incitamenter for at komme tilbage. Der mangler endda incitamenter til at blive hængende første gang man er der. Jeg håber, at den store rekrutteringskampagne først kommer, når det er på plads, for hvis alt for mange får sitet at se nu, dør det inden der er gået et halvt år. Eventfokus krøver større kontinuerlig vedligeholdelse end stedfokussuccesserne mitKBH og AOK.