In Danish

Idioter kommer og går

… men mesteren består!

Fårk, hvor er jeg tåbelig. Skødesløs. Ubetænksom. Dum. Tankeløs.

Jeg valgte at sætte mig i Ørstedsparken for at læse i dag. Efter at have sendt diverse spørgsmål ud til alverden via sms ville jeg synkronisere telefonens kalender med min Google Calendar, hvilket gerne tager en rum tid (rum og tid er i øvrigt en sjov sammensætning af ord i ikke-abstrakt sammenhæng … æhh … undskyld). Men i stedet for at tage mobilen i lommen, som jeg normalt gør, lagde jeg den. I græsset, velsagtens. Åbenbart. For da jeg på vej hjem overhalede en irriterende cyklist på strækningen ved Vesterport, kom jeg til at tænke på, at det da var noget mærkelig noget, at jeg ikke havde hørebøfferne på til at holde irriterende krampers udtalelser om hårprodukter ude.

I det samme kunne jeg så mærke en mangel i min buks (nej, Pollas, Ørstedsparken var ikke pointen – telefonen). Telefonen var ikke i min lomme, men heller ikke på stedet, hvor jeg havde siddet. En venlig forbipasserende lod mig låne en telefon, men min telefon var allerede slukket. Ergo, stjålet efter vink fra min vognstang.

Jamen for faen, tænkte jeg (jeg gennemgår en kognitiv-retrosproglig periode i øjeblikket). Jeg strøg hjem, ringede til Tele2 og fik dem til at lukke sim-kortet. “Kan jeg hjælpe dig med mere” spurgte en venlig stemme i den anden ende. Og ja da. Hun kunne give mig et godt tilbud på en ny telefon, nu da jeg stadig var bundet til Verdens Dyreste Abonnement hos dem i over fire måneder mere. Hun kunne fortælle, at jeg i Elgiganten kunne få samme tilbud igen (du ved, en telefon til 2 kr.) og så blev mit abonnement bare forlænget tilsvarende.

“Cool burgeuers”, udbrød manden (det er så mig) og stæsede i rasende fart til Amagerbrogade, hvor han svedig kunne tale med en butiksassistent efter blot fem minutters stirren-ud-i-luft. Ny rekord i Elgiganten. Han skulle dog tale med Tele2 og have systemerne til at virke. Kombinationen af mit cpr-nummer og navn blev nemlig ikke godkendt. Ti minutter senere viste sig dog, at han “ikke havde husket apostrof” (jeg vil bide skeer på, at det var accent aigu, men jeg polemiserede slet ikke). Slutningen blev, at jeg da i hvert fald ikke bare kunne få forlænget mit abonnement. Heller ikke seks måneder oven i det eksisterende. Kunne jeg bare få et midlertidigt nummer til min gamle telefon? Nej. Men jeg var blevet kreditgodkendt til at købe en ny telefon med nyt abonnement og nyt telefonnummer her og nu. “Ihhhh”, tænkte jeg heldigvis kun. Så bliver jeg jo lige så pænt behandlet som ALLE andre i hele verden (der er danske statsborgere, for det skal man vistnok helst være for at få abonnement hos Tele2-fascisterne). Tak for ingenting.

Summa summarum: Jeg har ikke noget telefonnummer i nogle dage og bliver nødt til at vende tilbage til min ikke-helt-fungerende Nokia 6280, når jeg får nyt sim-kort (en proces, der jo heldigvis kun tog et par uger sidste gang). Bugger. Den er jo langt over et år gammel! Yuk! Suk! Luk! Ok!

I'm pretty much in love with a data. Or, the knowledge we can extract from it. Or, rather, the better decisions that can be made based on said knowledge.I hold a M.Sc in Sociology a MA in Historical Social Enquiry (Social History + Historical Sociology + Global Development), and work as Information Management Lead at the International Federation of Red Cross and Red Crescent Societies. I guess you can call me a Computational Sociologist of Global Development and Humanitarian Action. No less.That's pretty much it, really.

  1. To ting:
    1) Du har dine problemer med (mobil)telefoner. Har du overvejet at give op og gå over til enklere former for kommunikation som f.eks. tankeoverføring eller konservesdåse-med-snor?
    2) Mens jeg læste det her, håbede en lille del af mig, at historiens pointe skulle være noget i stil med følgende: René mangler telefon, René sætter himmel og hav i bevægelse, René anskaffer sig dyr telefon og forlænget bindingstid på ditto abonnement, René falder udmattet ned i sofaen og opdager sin “forsvundne” telefon ligge mellem hynderne/i tasken/lommen eller et helt syttende sted. Men det var kunne en lille del af mig. Lillebitte.

  2. Giv det tid. Den telefon finder nok vej ud af sig selv… (forstod godt den udførlige historie om parker og græs – det er et billede, I get it. Now poop.)

  3. @Ricco: Hvis du har en konserveåse med indbygget kalender, er jeg overbevist.

    @Pollas: Jeg er i fuld gang.

  4. Det er en time siden du sidst skrev. Er du ok?

  5. So-so. Det gjorde nas og jeg fandt ikke telefonen, men jeg har også spist meget kød på det seneste. Hvis du mangler dit ur, kan du bare komme forbi efter det.

  6. What time is love, Atkins-boy?

Comments are closed.

%d bloggers like this: