Jeg har mange profiler rundt omkring på nettet. RIGTIG mange profiler rundt omkring på nettet. Men alligevel er jeg slet ikke med alle steder. Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal bruge alt det lort til. Meget af det er nyttigt. Det meste af det er sjovt. Men en god del er også bare støj. Problemet er bare, at jeg måske ikke selv er den bedste til at fortælle, hvad der er spændende, og hvad der ikke er.
Tag nu bare Twitter. Twitter er nettets ubestridte upcomer. Nettets rising star. Twitter er en slags miniblog, hvor man dagen igennem sender små beskeder, så ens netværk ved, hvad man laver. De får besked via sms. Det vil sige, at det er en slags masse-sms, som man ikke kan svare på. Indtil videre har jeg holdt mig udenfor det. Af to årsager.
- Jeg oprettede en profil, men havde ikke den fjerneste idé om, hvad jeg skulle skrive. Hvem i heeeeele verden er interesseret i mine strøtanker eller mine minibeslutninger? Ingen, er jeg kommet frem til.
- Hvis jeg skulle blive lidt for bidt af det, ville det være en for stor tidsrøver her i specialeslutspurten.
Men selvfølgelig kunne jeg ikke holde mig tilbage. Punkt 1 blev droppet, for jeg kan jo sådan set være ligeglad. Hvis ingen gider glo på lortet, kan de jo bare lade være. Punkt 2 blev også droppet, for jeg snyder vist mig selv, hvis jeg siger, at to-tre ekstra sms’er i løbet af dagen vælter læsset.
Første twit blev sendt da jeg stod op i morges, for nummeret var jo alligevel allerede tastet ind i telefonen. Og lur mig om ikke jeg – som den overspringshandlingens mester, jeg er – begynder at skambruge tjenesten snarligt. Har dog stadig ikke helt grejet, hvem der gider lytte med. Overvejer at koble mig på et par af de dejlige mennesker derude, som jeg kun perifert kender, og lade som om de er mine venner. Bare for at se efter om den konstante opdatering går mig på nerverne eller er fin nok. Jeg ved i hvert fald, at Lars, Kim, Karin, Line, Emme, Oschlag m.fl. er sprunget på bølgen. Dem har jeg i det mindste alle mødt i levende live. Derudover er alle andre fremme-i-vinterstøvlen-bloggere selvfølgelig også på. Alle dem, jeg har e-mailet med, du ved. Men er jeg interesseret i bekendtskabers gøren og laden? Er det ikke kun “rigtige” venner, jeg på nogen måde kunne se det sjove i at have i Twitter-netværket? Jeg ved det ikke helt. Jeg mangler modspil og respons. Men jeg giver det nok et forsøg for jeg er jo samtidig hamrende interesseret i, hvordan mediet bruges. Så må jeg sluge den kamel, det er at skulle lade som om, at mine hverdagstrivialiteter interesserer andre. Sådan havde jeg det også, da jeg startede med at blogge for 3 år og 232 dage siden. Nu kan jeg ikke være mere ligeglad. Hvis du ikke gider læse med, er du velkommen til at skride, Fister Løgsuppe.
Men jeg mangler jo stadig mange andre virtuelle identiteter og selvfremstillingsfora. Hvad med KForum? Burde jeg være der? Det ser fint ud og sådan noget, men jeg arbejder jo ikke med og ikke er uddannet indenfor kommunikation. Ville det ikke være lidt prætentiøst at være med, bare fordi jeg interesserer mig for det? Og hvad med MySpace? Der er alle jo, men jeg har endnu ikke fattet, hvad ind i hele hule helvede, jeg skal bruge det til? Og så er det jo selvfølgelig ejet af Rupert Murdoch. Med hvad så med Facebook og Friendster? Og så videre?
Jeg må hellere lige lave en ShowYourself ved lejlighed.
Jeg forstår udmærket, hvad du mener. Jeg har tilmeldt mig meget få af den slags ting. Faktisk bliver jeg irriteret, når det er et krav, at man skal oprette en profil for at bruge visse tjenester. Det er f.eks. en skandale, at Imdb kræver login for at man kan læse debatter. HRPOMFF!
Alligevel er det da fristende at følge med i den slags og have en jævn strøm af mails eller lign. der altid kan underholde eller hvad vi nu skal kalde det.
Problemet er vel med mange af disse ting, at man aldrig rigtig dykker ned i det. Hverken én selv eller andre. I mit arbejde bliver jeg henvist til en myspace profil jævnligt, men de er aldrig særligt opdaterede, der er højst brugt 10 min. på at lave det og de er, stort set, uanvendelige foruden at være rene øjebæer.
Der er for meget kvantitet og for lidt kvalitet. Jeg savner lidt den charme som der er ved Usenet, hvor de samme bliver hængende i længere tid og man derved lærer dem “at kende”. Eller også er det bare fordi jeg selv har brugt det så, at jeg kender det. Svært at sige. Blogging virker som Usenets klare afløser i hvert fald.
Mange af tilbudene bliver sådan noget man scanner henover, men egentligt ikke rigtig bruger til noget, men det føles vigtig at følge med!
Jeg tror, jeg kan besvare et af dine spørgsmål rimmelig nemt:
Det kunne jeg dat godt være..? Men jeg skal satan edme ikke have dem til at tikke ind på min telefon – over en øl, på din hjemmeside, måske endda mail.. Men ikke som en konstant strøm af bip-bip fra mobilen…
@Mark: Jeg synes faktisk ikke, at manglende dykken-ned-i, men nærmere tværtimod. Jeg har det netop med ikke at være synderlig kritisk – og hvis jeg bliver det, stopper jeg helt med at bruge skidtet. Desuden synes jeg at den linde strøm af e-mails klarer sig noget så ganske fremragende uden profilopdateringer.
@Jonas: Det vælger man heldigvis selv. Men det er jo meget smart, hvis man har det med at skam-sms’e med folk. Men ok, den sms vi sender til hinanden hver anden uge, godtgør ikke i sig selv, at vi skulle twittes af hinanden (det lyder egentlig ret vulgært!). Men hvis man kommer med et enkelt twit eller to om dagen, tror jeg ikke, jeg ville have noget imod det. Hvis du derimod twitter ti gange om dagen, så er du helt sikkert ude af min liste igen.