In Danish

Den ultimative altruisme

Den irske sociolog Kieran Healy har lige udgivet bogen “Last Best Gifts“. Bogen er med det samme kommet ind i toppen af min liste over fagbøger, jeg skal have købt … når det lige passer ind i mine planer.

Bogen er en gave-/byttesociologisk analyse af organdonation. Det er med andre ord en bog, der dykker direkte ned i en af mine kæpheste. Rip dog mit elendige korpus for alt, der overhovedet kan bruges, når den dag kommer! Det er netop ikke nogen udgift for mig. Jeg har ikke det helt store at bruge min lever, mine nyrer, mit hjerte osv. til når jeg er død. Hvis andre skulle kunne bruge noget af det – og dermed enten overleve eller få et bedre helbred – så er det da bare om at komme i gang.

Kieran Healys vigtigste pointe i artiklen “Altruism as an Organizational Problem: The Case of Organ Procurement” (hvor Marcel Mauss, forfriskende nok, ikke nævnes) er, at altruisme ikke udelukkende er en individuel godhed, men i stedet er noget, der oftest skal opfordres til af organisationer m.m. for at materialiseres. Og hvor har han dog ret. Uden Donorregistrets kampagner havde jeg personligt aldrig taget mig sammen til at tænke den tanke, at jeg ville give mig selv til andre.

Altruisme er også en del af undertitlen til “Last Best Gifts”. “Altruism and the Market for Human Blood and Organs” henviser til, at organdonation kunne være et udtryk for den ultimative altruisme, men også for en egentlig handel. Hans konklusion er – ikke overraskende – dog, at det ikke er så sort/hvidt. I stedet fortæller smudsomslaget, at han kommer frem til, at det i stedet er den gode gamle noget-for-noget-tankegang, der er herskende. Det forstår jeg for så vidt ikke, men det må være idéen om, at nogle andre ville kunne hjælpe én selv (eller nære venner eller familiemedlemmer), der gør det til et nul-spil.

Jeg håber også , at det er det, der i forbindelse med en kampagne for 5-6 år siden fik mig til at give fuld tillladelse til René-ripning i Donorregistret. Det ville være ubærligt at få påduttet at være den ultimative altruist. Det er jeg overhovedet ikke berettiget til. På den anden side vil jeg heller ikke, at det andet scenarie – økonomisk gevinst ved donation – nogensinde skulle påduttes mig. Hellere være en altruistisk hippie end få at vide, at jeg hjælper andre for egen gevinst.

Beviserne på, at jeg ikke er den ultimative altruist (de, der kender mig, ved det jo nok i forvejen 😉 ), er, at jeg med glæde ville give en nyre til et familiemedlem eller en god ven, hvis det henholdsvis kom på tale og blev lovligt. På den anden side har jeg ikke tænkt mig at donere en nyre til hvem som helst (dvs. til en stor anonym pulje). Så vil jeg egentlig gerne have den i reserve til dårligere tider. Dette nærhedsprincip, som jeg er arg modstander af, når det kommer til økonomiske donationer (vi er ligeglade med, at 30 kr. om dagen kan redde en hel flok børn i 3. verdenslande, hvis bare vores egne unger har en is i kæften, så de ikke vræler), gælder altså ikke, når jeg pludselig skal give noget af mig selv. Desuden nægter jeg stadig at være bloddonor, bare fordi jeg bliver skidtmas så snart jeg ser en nål. Øv, hvor er jeg nogle gange selvcentreret.

Så lang tid jeg lever, vil jeg gerne beholde mine organer. Eneste alternativ er at give til de mennesker, som er tættest på mig. Noget, som er ret paradoksalt, da min største frygt ville være, at de skulle gå rundt med en følelse af, at de står i evig gæld til mig. Her er jeg nok lidt af en hippiealtruist, for jeg nægter at få noget til gengæld. Igen: Healys konklusion er forhåbentlig, at den bytterationalitet, der skulle ligge bag, er rent hypotetisk. At det, organdonoren vil have tilbage, er tanken om, at det kunne være ham eller hende, der var i modtagerrollen. Vi er nogle afstumpede og selviske fjols, hvis vi vil have økonomisk kompensation eller evig taknemmelighed for at hjælpe andre mennesker. Uden udgifter for os selv.

Jeg bliver nødt til at læse den bog.


Læs mere:
Kieran Healy (2004): “Altruism as an Organizational Problem: The Case of Organ Procurement“, American Sociological Review, vol. 69: 387-404.
Kieran Healy (2000): “Embedded Altruism: Blood Collection Regimes and the European Union’s Donor Population“, American Journal of Sociology, vol. 105, no. 6: 1633-57.
Nancy Scheper-Hughes (2000): “The Global Traffic in Human Organs“, Current Anthropology, vol. 41, no. 2: 191-224.

I'm pretty much in love with a data. Or, the knowledge we can extract from it. Or, rather, the better decisions that can be made based on said knowledge.I hold a M.Sc in Sociology a MA in Historical Social Enquiry (Social History + Historical Sociology + Global Development), and work as Information Management Lead at the International Federation of Red Cross and Red Crescent Societies. I guess you can call me a Computational Sociologist of Global Development and Humanitarian Action. No less.That's pretty much it, really.

  1. Ikke at dine beslutninger egentlig rager mig, men emnet rumsterer med mellemrum i mit kranie.
    Af indlægget tyder jeg, at du gerne vil modtage blod, såfremt du render ind i en bybus, og egentlig også af egen vilje vil give din søster en nyre, såfremt hun var værdig til det. Men i øvrigt er René in Corpus “spare parts” helliget det øjeblik, hvor René ikke er mere.
    Spørgsmålet om, hvornår Réne ikke er mere, formoder jeg du lader Videnskaben afgøre eller ?
    Som reel tvivler på, hvad der lige sker efter minutterne, synes jeg kontrol over nyre eller lever “inden” er godt nok, men er total “rip off” lige sagen, da det selvsagt er ude af egen kontrol ?
    Jeg har heller ikke læst bogen, men egentlig handel eller noget-for-noget ser jeg ikke lige komme, for at bruge dit udtryk. Som dansker er det ikke lige hipt at udbryde “nej søn, jeg løber ikke så længe efter den lunge jeg solgte”. I stedet ser jeg danskeren af i dag som den evigt unge, der overraskes af dårligt helbred, nu det lige gik så godt…

  2. [quote comment=”33652″]Spørgsmålet om, hvornår Réne ikke er mere, formoder jeg du lader Videnskaben afgøre eller ?[/quote]

    Korrekt. Jeg har lidt svært ved selv at skulle informere lægerne om, at “nu er jeg død, gå bare i krig” 😉

    Jeg tvivler – modsat dig – ikke på, hvad der sker “efter minutterne”. Når hjernen slår fra, er der ikke mere…

    Jeg er heller ikke bange for, at en dansker ville sælge en lunge. Jeg tror dog sagtens (jeg tror desværre endda, at jeg ved det), at en dansker ville købe en lunge af en fattig indisk kasteløs, der trænger til lidt at spise og en varm trøje. Vi er nu engang dem, der er ovenpå og har pengene – og har ofte bevist, at vi er mere end parate til at udnytte dem, der ikke er helt så priviligerede…

  3. Sjovt nok kører der en aktuel debat om emnet på berlingeren (http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=774710/?&gbidx=1).

  4. Tak for linket. Jeg kommer ualmindeligt sjældent forbi berlingoen, så jeg ville aldrig selv have opdaget det. Jeg vidste i øvrigt ikke, at svenskerne automatisk er donorer. Det er vejen frem!

Comments are closed.

%d bloggers like this: