Jeg er lidt forvirret. Musikalsk forvirret. Jeg har i lang tid irriteret mig lidt over, at jeg kan lide lidt for mange genrer. Jeg gad godt, at jeg i stedet kun lyttede til en eller to genrer, så jeg havde en lille mulighed for at sætte mig lidt i den (eller dem). Det kunne være fedt, at vide meget om musik, men med min hukommelse og den tid, jeg gider lægge i det, får jeg aldrig opbygget noget, der kan minde om en imponerende musik-viden. Desuden er jeg ikke i nærheden af at have råd til at opbygge mig en komplet musiksamling, når der hver dag udkommer mindst et album, som jeg potentielt ville elske højere end is på en varm dag. Jeg skal derfor have hjælp. Især fordi jeg i min iver efter at finde noget, der kombinerer det bedstre fra flere genrer, nogle gange mister fokus og ender med noget, som jeg virkelig burde holde mig for fin til…
Jeg har lyttet en del til Hot Chip de seneste dage, og jeg er rigtig glad for nummeret “Over and Over”. Men er resten fedt? Deres første singleudspil fra albummet “The Warning”, “(And I Was a) Boy From School” er ikke i nærheden af at være lige så fedt som “Over and Over”. Hvad minder resten af sangene mest om? Og er det ok cool at lytte til Hot Chip, eller er jeg en led tabernar, hvis jeg kan lide det?
[gv data=”kHB9F8tvGVM”][/gv]
Mikael Simpson røg tilnærmelsesvis ind under huden på mig på sidste års Public Service. Dengang regnede jeg med, at det udelukkende var noget han skulle takke Trentemøller for. Nu er jeg dog blevet lidt forelsket i især “Mist dig selv i mig”, men også “Hvor end du er” (begge kan høres hos DR). Men burde jeg alligevel holde mig væk fra ham? Han er jo nærmest lige så overeksponeret i medierne som ham dersens fra Magtens Korridorer (omend knap så irriterende at høre på)…
Siden Roskilde har jeg lyttet overordentlig meget til WhoMadeWho. Især har deres koncert fra årets SPOT Festival fået lov til at hænge i mine ører (find den på DR). Sammen med Hot Chip og WhoMadeWho (og The Rapture for den sags skyld) får også LCD Soundsystem en del rotation på min personlige netradio/-video. Det er ret nyt, at jeg har fået øjnene op for dem, men det er nu engang ret godt. Burde jeg lære dem bedre at kende?
[gv data=”nFwcGuTYAsE”][/gv]
Apropos SPOT Festival, så har jeg også fundet et lille sted i mit kolde hjerte til Lis Er Stille. Hele deres album, “The Construction of the AmpTrain” ligger til fri afbenyttelse på MyMusic (ja, der er kun fire numre på albummet), så du har mulighed for at give mig ret i, at de er fede. Please?
Sidst, men ikke mindst, har jeg også genlevet koncerten med Death by Kite på årets Vesterbro Festival nogle gange. Igen takket være MyMusic.
Det var problemerne. Største problem selvfølgelig, at jeg ikke har noget musik med nogen af dem, men må tage til takke med det på internettet værende. Det er derfor du skal hjælpe mig. Har du et par cd’er jeg kan låne? Hvad bør jeg glemme hurtigst muligt? Hvad bør jeg lære at kende, hvis jeg rent faktisk kan lide det ovenstående?
Jeg kan forstå dine frustrationer i forhold til, at der er så meget musik så mange forskellige genrer, man gerne vil dykke lidt dybere ned i, så man kan få et mere intimt forhold til de massevis af kunstnere, der tilbyder os lyttere så mange oplevelser.
Selv om jeg absolut mest er til musik i rockgenren, som jo også har uoverskuelig mange undergenrer, forsøger jeg da også at have antennerne åbne for andre genrer så som soul, hip hop (dog meget lidt indtil videre)og electronica (i den absolut bløde ende). Når jeg begiver mig ud i nye lydlandskaber, gør jeg ofte det, at jeg spiller sikkert ved simpelthen at begynde med nogle klassiske navne og albums, eventuelt en opsamling. Et godt trick kan også være at spørge sig frem hos pladesmeden, hvis denne altså gider og har kyndighed tid at introducere. Ofest er der bid på denne måde.
For ikke så mange år siden var jeg særligt fokuseret på at være up beat med de nyeste plader, som jeg havde læst om i aviser, blade og på nettet, men det er jeg egentlig holdt lidt op med. Som du skriver, skabte det lidt frustrationer, fordi jeg hele tiden skulle forholde mig til noget nyt, og egentlig var mine pladekøb nok også lidt for meget styret af nyhedstørsten. Det betød, at der var mange plader, som jeg kun fik hørt et par gange, inden jeg igen skulle tjekke nye skiver ud. Det blev lidt overfladisk, og mange kom til at samle støv.
I denne tid prøver jeg at gå lidt dybere ned i mine yndlingskunstnere, men også genrer, ved simpelthen at lytte mere intenst og gå på opdagelse i bagkataloget. Fx. er Neil Young, Nikolaj Nørlund og bob hund navne, som jeg har dyrket i lang, lang tid, og hvor jeg stadig kan skrælle lag af og få nye oplevelser. Neil Young har formentlig lavet over 30 plader, så der er jo nok at gå igang med.
For lige at summere op, vil jeg sige, at den måde jeg har kommet nogle af mine “syv vægelsind” til livs, har været at sætte farten ned samt droppe nyhedstørsten og behovet for at vide meget om en masse. Ofte endte det nemlig med, at jeg kom til at vide lidt om meget. I stedet forsøger jeg at lade antennerne fange de frekvenser, som jeg virkelig føler for og så dyrke dem for fuld kaffe. Tjaeeh, det er så min måde at lytte musik på for tiden. I andre perioder vil nyhedstørsten sikkert tage over igen, for der er også noget utrolig fedt i at søge nye musikoplevelser. Måske opdager man, at man er modtagelige over for frekvenser, som man slet ikke var klar over. DEN skattejagt ender nok aldrig. Heldigvis.
Med hensyn til din forespørgsel må du meget gerne låne “Echoes” med The Rapture. Den er ganske fed, men også lidt rodet, synes jeg. Men stadig meget anbefalelsesværdig. Punkrock man kan danse til. Og så synger han på det nærmeste som Robert Smith fra The Cure.
Med hr. Simpson kan du låne lige hvad du har lyst til. Er selv helt tosset med ham. Hans forrige “De ti skud” er måske en god starter.
Fortsat god lørdag og jagt i musikjunglen!
Du er hermed skrevet op som den glade udlåner af en kende Rapture og en fyrig masse Simpson.
Savner egentlig også Bob Hund. Dem må jeg også lige låne (igen igen)…
Og nu til Rock the Square på Rådhuspladsen!