Generation Cool

·

·

Nærværende indlæg blev påbegyndt den 19. juni 2005 klokken 12.22, så aktualiteten kan helt sikkert debatteres (men bør det ikke, nu da jeg har tilkendegivet, at det ikke er synderligt aktuelt). Efter den nedenfor omtalte debat i Deadline var jeg ganske enkelt så edderspændt overmegairriteret over Morten Albæks over-intellektualiserende men dog ikke-underbyggede selviscenesættelse, at jeg måtte have luft for mine frustrationer. Jeg udgav dog ikke indlægget, fordi det ville være for tamt, når jeg ikke havde læst bogen. Det har jeg nu. Jeg gav endda 30 kr. for den. Jeg burde have lånt den på biblioteket. Morten Albæks (ikke længere, red.) nye bog “Generation Fucked Up” er noget af det værste verden endnu har set. Eller, det vil sige, som det også fremgår af Noa Redingtons anmeldelse i Weekendavisen (kræver abb.) og hans ditto kritik i Deadline, er der tale om lunken vin på gamle flasker. Forældregenerationens holdning med at “det-var-meget-bedre-dengang-hvor” og “de-unge-er-simpelthen-så-forkælede” er personificeret i et ellers ganske ungt og moderne individ som Morten Albæk. Han angriber vores generation med en misvækst af en løftet “I-er-ikke-politisk-aktive-i-politiske-partier-finger”. Aldrig har jeg da læst noget så tåbeligt fra en filosof, der aldrig selv har været medlem af et politisk parti. Logik? Nej tak! Borgerligt provokerende uden substans? Yes sir! Desværre har hans medforfatter, modvægt og meddebattør, Rasmus Hylleberg, ikke altid mere gennemslagskraft, så hvor jeg i første halvdel af bogen irriteres over Morten Albæk, så vender min antipati sig i stedet mod Rasmus Hylleberg i anden halvdel. Jeg kan ikke længere huske hvorfor, men jeg tænkte over det lige da jeg læste bogen (det er efterhånden flere dage siden, så forvent ikke dybdegående analyser af mine egne holdninger, som jeg ikke kan huske grundlaget for længere). Selv om deres projekt er meget fint og tiltrængt, så er der ikke meget mere at komme efter, end det, der kan læses i anmeldelserne og i deres indledende udvekslinger i Politiken. Der er ikke nok materiale til en bog, og hvis jeg absolut skulle bruge penge på en bog bygget på e-mail-udvekslinger, så havde de været bedre givet ud på “Michael Laudrups tænder“. Måske jeg kunne have solgt den videre. Hvorom alting er: Der er ikke sandhed (eller blot indhold) i et udsagn bare fordi man 1. pakker det ind i en flom af fremmedord, sat sammen efter behag (Albæk) 2. som en anden god gymnasieelev siger/skriver “som en eller anden sagde i 1912, så … og det er jeg enig i” (Hylleberg) Nu gider jeg ikke bruge mere tid på den bog, selv om min kritik af den egentlig lægger op til, at jeg var mere saglig. Men det gider jeg ikke være. Basta. Anmeldelser: Information, Politiken, Sentura, Flix, Berlingske Tidende (kræver abb.), Jyllands-Posten (kræver abb.) Nu vi er ved det: Kan du se et mønster i dagbladenes profithunger?