Northern Universities Boat Race

Det meget prestigefyldte væddeløb til vands mellem University of Manchester og bysbørnene fra Salford University løb af stabelen i går – og hvilken dyst det blev. Lene og jeg tog hjemmefra omkring en time før de slog sig løs på vandene omkring Salford Quays klokken 13:00. Det betød, at vi havde tid til at gå den omvej, som vi helt uforvarent (fedt ord!) fik os selv rodet ud på. Turen var flot lige som vejret, så vi brokkede os ikke væsentligt. Mållinjen var lige uden for en pub, hvilket vi ikke kunne se det store ubehag i. Vi ankom på pubben lige efter første løb var færdigt, men vi kunne se på afstand, at Manchestertøsepigebarnet vandt med flere bådlængder. Så var stilen lagt. De næste par løb så vi ikke det store af, for da sad vi og guffede bajere (XXXX, Landlord & Guinness) og også lidt af det faste føde. Pubben var sådan set fin nok, men jeg har det lidt svært ved at skulle synes rigtig godt om den. Jeg ved ikke hvorfor, men det kunne have noget at gøre med, at det er en Manchester United pub, hvor man eksempelvis skal være medlem af Uniteds fanklub for at komme ind på kampdage. Old Trafford lå trods alt også lige på den anden side af gaden.
Resultaterne af selve ræset var meget forskellige, men Manchester hev (selvfølgelig) en sejr hjem. Salford blev sendt hjem til en fattige del af byen med et knusende 5-2 nederlag i bagagen. Vigtigst af alt var dog, at Manchester vandt hoveddysten mellem mændenes ottere i overbevisende stil: med én fod (hvorfor måler de ikke sådan noget i et eller andet, der har noget med vand at gøre. Et eller andet knob-

ohøj

halløj ville være mere passende). Efter sejladsen (dvs. da vi troede, at det var færdigt – ca. to timer før det rent faktisk var det) gik vi hen til teatret/galleriet/osv. The Lowry, som er en imponerende bygning. Desuden gik vi selvfølgelig ind i Lowry Designer Outlet, hvor man, som navnet siger, kan købe designerkluns til næsten ingen penge. Der kunne vi godt lide at være. Der var faktisk rigtig rart. De havde osse is, men det havde vi ikke råd til. Jeg behøver vel ikke sige, at vi dermed heller ikke havde råd til nye klude? Det bedste var næsten, at de havde en Diadora-forretning. Dem ser man altså ikke mange af. Og det af gode grunde. Selv om deres poloer kun kostede henholdsvis £2 og £3 ville jeg under ingen omstændigheder fyre sådan en slat penge efter dem. Fydaføj de var grimme (og ret brune og uldne … dog ikke på den fede måde). Vi havde selvsagt (selvevident måske endda) heller ikke råd til at gå i biffen, og det er godt det samme, for den hedder “Red Cinema” og ejes af Manchester United (ikke overraskende kostede billetterne £1 mere her end i byens andre biografer, som endda ligger i centrum. Hrrrrmf). Måske jeg burde have sneget mig ind for at se en film og efter filmen sagte sige: “Ha! Der fik jeg jer. Pengepugere”. Hmmm … en anden gang måske. Vi tog også en flok billeder, som jeg synes, du skal tage et kig på. Der var forresten ikke helt så mørkt, som det ser ud til på billederne.