In Danish

En ode til min teen spirit

(Fik lige et spark nostalgi lige i måsen af at læse Lauren Spencers artikel “In search of Nirvana” i The Guardian. Headerbillede taget af Julio Enriquez)

På lørdag er det 20 år siden Nirvana udgav “Nevermind“. For 20 år siden var det ikke specielt nemt at få musik, der ikke var hypermainstream i Fjerritslev. Den lokale Expert havde et overraskende godt udvalg, men derfra og til at sige, at man kunne få en masse forskelligt, er nok at stramme den. Jeg hørte derfor alt det, de andre også hørte.

En solrig dag kom min storesøster hjem fra en tur med vennerne til Aalborg, hvor de blandt andet havde været i musikparadiset StereoStudio. Jeg selv måtte ikke tage til Aalborg, så min pladesamling levede af, at Sanne købte noget en gang i mellem. Jeg spænede rundt med en fodbold i haven og hørte pludselig, at hun satte noget musik på pladespilleren, som jeg kun til da havde hørt på MTV (jeg var avisbud og havde sparet op til en parabol, så jeg kunne glo hhv. MTV og Eurosport). Jeg vidste godt, at jeg nok ikke skulle brase ind på hendes værelse til hende og vennerne, så jeg blev stående lidt udenfor hendes dør og lyttede lidt med på nummeret, jeg kunne kende fra MTV, Smells Like Teen Spirit.

Efter ganske kort tid kom hun ud og spurgte om jeg ville have hendes nye plade. Det var noget vederstyggeligt larm, og hun havde egentlig kun købt den fordi nogle af de andre sagde, at det var det nyeste og smarteste. Men det ændrede jo ikke ved, at det var noget larm. Og larm og kattejammer kunne hun jo – modsat bettebror – ikke lide.

Efterfølgende hørte jeg dybest set ikke andet, hvilket ganske givet drev min far til vanvid. Jeg tror faktisk ikke, at han forventede, at jeg skulle blive til en helt masse, da jeg tossede rundt i sorte t-shirts og hørte hhv. helvedes- og negermusik (jamen det hed det altså på de kanter dengang). Aggressiv musik i hvert fald hele vejen rundt. HØJT! Heldigvis gik det godt i skolen og jeg passede min avisrute ganske pænt alt taget i betragtning. Og derfor fik jeg nok lov til at høre den slags musik, jeg måtte ønske. Hvis jeg da bare for helvede søren ville skrue ned!

I konfirmationsgave gav Sanne mig i øvrigt Guns N’ Roses‘ “Use Your Illusion II“, som blev udgivet en uge før “Nevermind”. Helt uforvarende fra hendes side, er jeg sikker på, var det disse to albums, der virkelig satte musikinteressen i gang hos mig. Det var musik, som betød noget for mig. Jeg havde allerede haft et par mobile diskoteker på det tidspunkt, men musikken, vi spillede, var de plader vi arvede fra forældre, og som vi kunne låne fra venner.

Mine yndlingsnumre fra “Use Your Illusion II” var i øvrigt Locomotive og denne her, Yesterdays:

Med Nirvanas “Nevermind”, Guns N’ Roses’ “Use Your Illusion”-albums og Red Hot Chili Peppers’ “Blood Sugar Sex Magik” – som blev udgivet samme dag som “Nevermind”, og som jeg købte for mine konfirmationspenge på blå mandag i Göteborg – havde jeg fundet den musik, JEG kunne lide. Kort tid efter forsøgte Anders, Pernille og jeg at lave et band, der blandt andet spillede Red Hot Chili Peppers, men eftersom jeg hverken kunne synge eller spille noget instrument, gik det ret hurtigt i vasken. Faktisk kunne jeg ikke engang huske teksterne, så mit liv som forsanger i et band var heldigvis for både Anders og Pernille – og resten af denne verden – meget kort.

Der var ikke mange andre på min skole, der kunne lide den slags musik, men i 8. klasse kom elever ind fra omegnsskolerne og en af de nye elever gik kun klædt i dødningehovede-t-shirts og slidt denim med mærker med bands som AC/DC og Mötley Crüe og havde evigt og altid fyret op under høj død på sin walkman. Han vidste mere om sej musik end nogen, jeg nogensinde tidligere havde mødt.

Jeg kom aldrig til at kende ham særligt godt, men han fortalte mig en vinterdag på de sjapfyldte gange, at det fedeste han hørte på daværende tidspunkt, var et band kaldet Rage Against the Machine, som lige havde udgivet det albummet “Rage Against the Machine“. Jeg fik lov til at lytte med på hans walkman, og jeg var med det samme solgt. Hvordan jeg fik fat på albummet husker jeg ikke, men jeg arbejdede på det tidspunkt som flaskedreng i Super Brugsen, som også havde en lille musikafdeling ved kiosken. Jeg fik sikkert den ansvarlige til at bestille Rage Against the Machine hjem.

“Rage Against the Machine” skulle blive albummet, jeg hørte, når jeg spillede basket ude i haven. I 9. klasse var vi nemlig flyttet til et andet hus, hvor mit værelse lå lige ud til den del af haven, hvor min basketring var. Jeg kunne derfor smide højttalerne op i vindueskarmen og vende dem ud mod haven og skrue Rage op på fuld skrald og føle mig lidt basket-street-agtig (jeg var heller ikke dengang noget, der så meget som mindede om det) med rap-undertonerne og samtidig nyde noget ond spade. Rage Against the Machine var en åbenbaring.

I gymnasiet kom jeg selvfølgelig til at kende mange flere mennesker, som vidste latterligt meget mere om musik, end jeg nogensinde kommer til. De har præget min musiksmag lige siden (især tak til Wieland og Kloch). Men i dag blot en ode til Nirvana, Guns N’ Roses, Red Hot Chili Peppers og Rage Against the Machine. Især Nirvana og Rage Against the Machine står stadig som fyrtårne i min musiske bevidsthed og som stærke minder om, hvordan jeg blev den person, jeg er.

  1. Lyder meget bekendt, især omkring Oasen i StereoStudio der kunne supplere Experts noget amputerede udbud. Kan godt spekulere lidt over hvor min musiksmag var endt hvis jeg i den alder havde haft adgang til tjenester som Spotify, Pandora osv.

    • Det er rigtigt, Palle. Men det væsentligste er nok, at musikken vi hørte, kunne have været meget anderledes, hvis musikerne havde de samme distributionsmuligheder dengang. Det er jo ikke kun blevet nemmere at få adgang til meget musik, men også nemmere at gøre det bredt tilgængeligt. Den lange hale var rimelig kort dengang 🙂

  2. Jeg fik selv “Nevermind” af min storebror, som også havde været i stereostudio efter det sidste nye, så det må være datidens måde at få nyt musik på i Fjerritslev. Det skulle dog tage mig lidt tid at lære at høre den slags. Faldt for øvrigt også over Sonic Youth – Experimental Trash, Jet Set And No Star forleden – en CD som du vist introducerede mig til i sin tid. Synes dog den var bedre dengang.

    • Lur mig ikke om Per og Sanne havde været sammen i StereoStudio og at Per overtalte Sanne til at købe “Nevermind”. Hvis det forholder sig sådan, skal han have stor tak 🙂 Og ja, Sonic Youth. Jeg overvejede også at tage dem med, men jeg er ret sikker på, at jeg først begyndte at høre dem i gymnasiet, da de havde udgivet “Experimental Jet Set, Trash and No Star”. Jeg synes stadig den holder, men der er sandt for dyden længere i mellem, at jeg hører den nu, end dengang 🙂

  3. Glemmer du ikke Dog Eat Dog?

    • Whhhooops!

      Anyway! Jeg mindes ret tydeligt, at vi hørte en del Dog Eat Dog i gym, og at jeg ikke vidste, hvad “Funnel King” betød, før du forklarede, at “det er sådan en som dig…”. Altså en høj, mumlende jyde… 😉

      • Vi hørte en del Dog Eat Dog, det er korrekt. Men de har ikke ligefrem haft den samme længerevarende effekt på min musiksmag som de andre. Hvis jeg skulle have inkluderet andre, burde det nok i stedet have været Metallica, som jeg skamlyttede gennem længere tid – og stadig hører en gang i mellem. “… And Justice for All” og “The Black Album” er stadig fantastiske. Jeg kan bare ikke helt huske, hvordan jeg begyndte at høre dem – kun at jeg så “Enter Sandman” på både MTV og “3773 Hitservice” med Maiken Wexø og med det samme var solgt.

      • I øvrigt, ang. Funnel King. Hah! Jeg formoder at du stadig er kongen?

  4. Well said. Expert i Fjerritslev havde faktisk et ok udvalg for en musikbutik i bonderøvsland at være.

    Det er “skægt” (i mangel af bedre ord), at Nevermind, Ten, Black Album og Blood Sugar Sex Magik (som jeg dog aldrig lærte at holde af) alle udkom indenfor så kort tid.

  5. Det lyder som om vi har lyttet til stort set det samme, stort set samtidig. Jeg er vokset op i de Københavnske forstæder, så jeg havde nok bedre muligheder for selv at finde den gode musik. Min storesøster bidrog primært med AHA og Prince…
    I 1996 gjorde jeg livet meget svært for mine forældre i månederne op til Roskilde for at få lov til at tage afsted (Dog Eat Dog, Bush, Rage Against The Machine, Red Hot Chili Peppers osv.), men det lykkedes ikke at presse dem. Året efter var jeg fyldt 16, og fik ENDELIG lov til at tage på festival.
    Jeg havde glemt alt om Dog Eat Dog, men i et par år skamhørte jeg et kassettebånd med All Boro Kings, som jeg havde hjembragt på en Polenstur med ungdomsklubben.
    Gode minder… 🙂

  6. Pingback: Flyd med, Jonathan Franzen - renecnielsen.com

Comments are closed.

%d bloggers like this: