En ode til min teen spirit

(Fik lige et spark nostalgi lige i måsen af at læse Lauren Spencers artikel “In search of Nirvana” i The Guardian. Headerbillede taget af Julio Enriquez)

På lørdag er det 20 år siden Nirvana udgav “Nevermind“. For 20 år siden var det ikke specielt nemt at få musik, der ikke var hypermainstream i Fjerritslev. Den lokale Expert havde et overraskende godt udvalg, men derfra og til at sige, at man kunne få en masse forskelligt, er nok at stramme den. Jeg hørte derfor alt det, de andre også hørte.

En solrig dag kom min storesøster hjem fra en tur med vennerne til Aalborg, hvor de blandt andet havde været i musikparadiset StereoStudio. Jeg selv måtte ikke tage til Aalborg, så min pladesamling levede af, at Sanne købte noget en gang i mellem. Jeg spænede rundt med en fodbold i haven og hørte pludselig, at hun satte noget musik på pladespilleren, som jeg kun til da havde hørt på MTV (jeg var avisbud og havde sparet op til en parabol, så jeg kunne glo hhv. MTV og Eurosport). Jeg vidste godt, at jeg nok ikke skulle brase ind på hendes værelse til hende og vennerne, så jeg blev stående lidt udenfor hendes dør og lyttede lidt med på nummeret, jeg kunne kende fra MTV, Smells Like Teen Spirit.

Efter ganske kort tid kom hun ud og spurgte om jeg ville have hendes nye plade. Det var noget vederstyggeligt larm, og hun havde egentlig kun købt den fordi nogle af de andre sagde, at det var det nyeste og smarteste. Men det ændrede jo ikke ved, at det var noget larm. Og larm og kattejammer kunne hun jo – modsat bettebror – ikke lide.

Efterfølgende hørte jeg dybest set ikke andet, hvilket ganske givet drev min far til vanvid. Jeg tror faktisk ikke, at han forventede, at jeg skulle blive til en helt masse, da jeg tossede rundt i sorte t-shirts og hørte hhv. helvedes- og negermusik (jamen det hed det altså på de kanter dengang). Aggressiv musik i hvert fald hele vejen rundt. HØJT! Heldigvis gik det godt i skolen og jeg passede min avisrute ganske pænt alt taget i betragtning. Og derfor fik jeg nok lov til at høre den slags musik, jeg måtte ønske. Hvis jeg da bare for helvede søren ville skrue ned!

I konfirmationsgave gav Sanne mig i øvrigt Guns N’ Roses‘ “Use Your Illusion II“, som blev udgivet en uge før “Nevermind”. Helt uforvarende fra hendes side, er jeg sikker på, var det disse to albums, der virkelig satte musikinteressen i gang hos mig. Det var musik, som betød noget for mig. Jeg havde allerede haft et par mobile diskoteker på det tidspunkt, men musikken, vi spillede, var de plader vi arvede fra forældre, og som vi kunne låne fra venner.

Mine yndlingsnumre fra “Use Your Illusion II” var i øvrigt Locomotive og denne her, Yesterdays:

http://youtu.be/XP1XOD3ZQIE

Med Nirvanas “Nevermind”, Guns N’ Roses’ “Use Your Illusion”-albums og Red Hot Chili Peppers’ “Blood Sugar Sex Magik” – som blev udgivet samme dag som “Nevermind”, og som jeg købte for mine konfirmationspenge på blå mandag i Göteborg – havde jeg fundet den musik, JEG kunne lide. Kort tid efter forsøgte Anders, Pernille og jeg at lave et band, der blandt andet spillede Red Hot Chili Peppers, men eftersom jeg hverken kunne synge eller spille noget instrument, gik det ret hurtigt i vasken. Faktisk kunne jeg ikke engang huske teksterne, så mit liv som forsanger i et band var heldigvis for både Anders og Pernille – og resten af denne verden – meget kort.

Der var ikke mange andre på min skole, der kunne lide den slags musik, men i 8. klasse kom elever ind fra omegnsskolerne og en af de nye elever gik kun klædt i dødningehovede-t-shirts og slidt denim med mærker med bands som AC/DC og Mötley Crüe og havde evigt og altid fyret op under høj død på sin walkman. Han vidste mere om sej musik end nogen, jeg nogensinde tidligere havde mødt.

Jeg kom aldrig til at kende ham særligt godt, men han fortalte mig en vinterdag på de sjapfyldte gange, at det fedeste han hørte på daværende tidspunkt, var et band kaldet Rage Against the Machine, som lige havde udgivet det albummet “Rage Against the Machine“. Jeg fik lov til at lytte med på hans walkman, og jeg var med det samme solgt. Hvordan jeg fik fat på albummet husker jeg ikke, men jeg arbejdede på det tidspunkt som flaskedreng i Super Brugsen, som også havde en lille musikafdeling ved kiosken. Jeg fik sikkert den ansvarlige til at bestille Rage Against the Machine hjem.

“Rage Against the Machine” skulle blive albummet, jeg hørte, når jeg spillede basket ude i haven. I 9. klasse var vi nemlig flyttet til et andet hus, hvor mit værelse lå lige ud til den del af haven, hvor min basketring var. Jeg kunne derfor smide højttalerne op i vindueskarmen og vende dem ud mod haven og skrue Rage op på fuld skrald og føle mig lidt basket-street-agtig (jeg var heller ikke dengang noget, der så meget som mindede om det) med rap-undertonerne og samtidig nyde noget ond spade. Rage Against the Machine var en åbenbaring.

I gymnasiet kom jeg selvfølgelig til at kende mange flere mennesker, som vidste latterligt meget mere om musik, end jeg nogensinde kommer til. De har præget min musiksmag lige siden (især tak til Wieland og Kloch). Men i dag blot en ode til Nirvana, Guns N’ Roses, Red Hot Chili Peppers og Rage Against the Machine. Især Nirvana og Rage Against the Machine står stadig som fyrtårne i min musiske bevidsthed og som stærke minder om, hvordan jeg blev den person, jeg er.