In Danish

Gode tasker

Simple LivingLad os være ærlige. Jeg er generelt en stor fan af gode tasker. Jeg kan praktisk taget lide dem i alle farver og størrelser. Selvfølgelig har jeg et par yndlingstasker, men jeg tør godt generalisere over min betagelse. Mmmm, tasker…

Nå. Det er hverken gået værre eller bedre end at jeg nu ikke bare afskyr, men rent faktisk hader nogle tasker. Det har jeg ikke prøvet før. Men damn, hvor er Louis Vuitton pissearrogante, protektionistiske og røvhamrende usympatiske (nej, ikke taskerne i sig selv (de er bare lortegrimme), men firmaet).

Hos Afskaf provinsen læste jeg om Nadia Plesners Simple Living-kampagne og hendes kamp mod Louis Vuitton. Og det gjorde mig edderspændt indigneret.

Nadia Plesner har designet en t-shirt, der generelt kritiserer mediernes fokus på overfladisk forbrugerisme og tæt-på-totale negligering af globale problemer – specifikt overeksponeringen af Paris Hilton og undereksponeringen af krisen i Darfur. Det er der kommet nærværende motiv ud af. Et ballonmaveafrikanerbarn går rundt med designertaske og Hiltonhund. En del af overskuddet går til Divest For Darfur. Jeg synes det er fantastisk. Det synes Louis Vuitton ikke, for de synes, at SL-logoet på tasken minder for meget om deres LV-logo. Og det er der jo selvfølgelig noget om (at det ligner, ikke at ligner for meget).

Derfor har de nu sagsøgt hende. Fordi hun har lavet en t-shirt med en illustration af en kopi af deres produkt. Hun sælger ikke taskerne. Hun kopierer ikke taskerne. Hun har lavet et stykke kunst, hvori der indgår en taske, der – hvis den havde været materialiseret – kunne have været at sidestille med en kopi af et egentligt produkt.

Derfor vil de have 112.500 om dagen fra denne 26-årige kunstner, som nok er heldig, hvis hun har en årsindtægt på 112.500 (hun går på Gerrit Rietvelt-akademiet i øjeblikket). De er jo vanvittige.

Marc Jacobs og resten af slænget bør ikke få en krone. Hvis man skal kæmpe kampen for rettigheder til at tisse på religiøse overbevisninger via kunst, bør en tegning af en kopi af en taske aldrig blive et issue. De kan få en arrig tæppetisser kylet i bukserne, kan de.

  1. Jeg kender til et par Kinesiske kopi fabrikanter, det uden skyggen af tvivl fra en Pais Hilton hund, bedre kunne betale sig at sagsøge. Men det er nok for politisk ukorrekt lige her op til OL.
    Jeg synes det er fremtastisk at vi lever i et samfund, hvor det ikke er velset (endda måske strafbart) at trykke en sulten negerunge med taske på en T-shirt, men gerne må lave lort på dåse, eller deltage frivilligt i Paradise Hotel. Uden sammenligning iøvrigt. Eller. Lidt. Så. For nu at citere en vis herre i en vis film om epileptisk fremkaldende pære opførsel “det burde sgu’ da være omvendt!”

  2. Årh, totalt fedt sammenfald, dèr, for jeg har lige bestilt sådan en herresej og næstekærlig-agtig t-shirt. Dèr.

  3. Tillad mig at reklamere for dette (synes jeg selv) glimrende initiativ: Lad Nadia Plesner overtage navnet Louis Vuitton hos Google.

  4. Det er ikke første gang vi ser dette ske. Det er et cirkulært fænomen hvor krig og ødelæggelse og andre pinsler i verden bliver gemt af vejen, via et eller andet dumt. F. eks. i 80érne var det det stupide (gay)pop kultur som alle var så betaget af. I dag er det Idols, paradise hotel etc etc. Celebrities generelt (gay)pop TV som erstatter de rigtige nyheder.
    For at gør et virkelig lang historie kort: FED kunst, meget aktuel, fuck LV, køb T-shirten.

  5. De er jo bindegale, men er den industri ikke efterhånd ved at være kendt for netop det.

Comments are closed.

%d bloggers like this: