I dag kom jeg af med et af de 285 feeds, jeg følger. Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: Lars Kolind er gået fra at være marginalt bedre end ok til at være en intrigant, sur og gammel stodder med ondt i røven over alt, han ikke har indflydelse på. Og tidspunktet, hvor han blev mavesur, var meget tydeligt: Da han valgte at være med til at starte Ny Alliance. Siden er der gået politik og obsternasig selvpromovering i maskineriet, og det er noget så ganske trættende at læse. Med det til dato mest trættende indlæg, “Bistandsstrategi“blev jeg endelig overbevist. Kolind Kuren er ikke længere en del af min feedreader.
Så kan man argumentere for, at indlægget her både er lidt for kras, og at jeg bliver personlig og ikke må kalde andre mennesker ovenstående. Fair nok, det er på kanten, men når en ellers meget fornuftig mand vil tvinge en meget vigtig statslig institution til at sige farvel til nogle enormt dygtige medarbejdere for derefter at kunne benytte dem som konsulenter til tredobbelt pris bare for at tækkes det private erhvervsliv, og samtidig åbenlyst siger, at vi er langt bedre og klogere end de andre lande, som har skrevet under på at følge Paris Deklarationen (ja, det skrives officielt i to ord), og hele den 3. verden til at vide, hvad der bedst for sidstnævnte, så synes jeg faktisk ikke, at det er så slemt endda. Han skriver eksempelvis:
“Selvom man skulle tro at en borgerlig/liberal regering havde forstået budskabet om at videnvirksomheder skaber værdi i partnerskab med folk udefra der har særlig forstand på det pågældende fagområde, så har Udenrigsministeriet åbenbart de senere år valgt den modsatte strategi: At skære brugen af konsulenter ned til at absolut minimum og i stedet ansætte folk selv.”
og
“Her henviser man til den såkaldte Paris Deklaration fra 2005, hvor ca. 100 bistandsorganisationer bleve enige om at integrere deres bistand nærmere i modtagerlandenes egne “systemer”. […] Hvis man kender lidt til korruption i udviklingslande, kan det godt undre, hvordan så mange kloge mennesker kan vedtage noget sådant. For er der noget der er sikkert, så er det at den form for bistand med fuld sikkerhed vil medføre masser af eksempler på misbrug af skatteydernes penge.”
- Det med den borgerlig/liberale regering er noget vås. Alle partier har allerede forstået det, og samarbejde og åbenhed hænger unægteligt meget lidt sammen med at være borgerlig og/eller liberal. At forstå konceptet er ikke det somme som at implementere det, og at forvente at netop den nuværende regering skulle være dygtige til at tage den slags til sig, er smånaivt.
- Hvordan bliver de pågældende personer dårligere eksperter ved at arbejde for Danida end for en konsulentvirksomhed?
- Hvordan hænger argumentet sammen, når Kolind på den ene side siger, at vi skal overrule Paris Deklarationen for at bestemme det hele selv, men samtidig fortæller, at det er for latterligt, at Danida ikke arbejder endnu mere sammen med folk udefra fordi det er det eneste rigtige? Han må selvfølgelig mene, at den danske konsulentbranche er overordenligt meget dygtigere eksperter end den samlede videnbank i verdens donor- og modtagerlande. Det er da for nationalistisk-patetisk af en generelt meget åbensindet mand.
- Den generaliserede indignationen over andre landes ødselhed med VORES penge, som vi GIVER TIL DEM, er også en temmelig uklædelig Dansk Folkepartisk og Ekstra Bladsk retorik og logik.
Men bare rolig, jeg har stadig en vis respekt for manden, men er bare blevet træt af Ny Alliance-propagandaen på en blog, jeg ellers til tider har nydt ret meget. Meget træt. Åhhhh så træt, faktisk.
Enig… Meget enig faktisk.
Undrer mig en del over, at han er en del af ophavsmændene til NA, for han er ellers en yderst fornuftig mand, synes jeg. Har læst et par af hans udgivelser i studieregi, og man må erkende, at manden er en kapacitet inden for organisationsudvikling, og en virkelig dygtig skribent hvad det område angår. Derfor står jeg også undrende tilbage, når jeg læser “Bistandsstrategi”, der i bedste fald, som du siger, minder om en (aldeles) usaglig artikel fra EB.
Kolinds opfattelse af blankochecks til magthavere i 3. verden er der 1) masser af fakta, der underbygger og 2) flere og flere, der er enige med Kolind i. Alverdens hjælpeorganisationer, statslige såvel som NGOer, sender da selv formodet korruptionsresistent personale ned på udstationeringer for ikke at løbe ind i skandaler.
1) Der er også masser af eksempler på, at projektejerskab i modtagerlandet har lykkedes. At generalisere og sige at alle 3. verdenslande er korrupte og ikke kan finde ud af, at en skole er bedre end fodboldbaner, er dumt. Punktum.
2) Det viser intet om rigtigheden af generaliseringen, men kan også vise, at flere og flere elitære mennesker tager stilling til det, det kan vise en politisk venstre- eller højredrejning, eller noget helt syvogtyvende. At penge givet til en korrupt diktator kun sjældent bliver brugt i henhold til donorlandets intentioner har altid været kendt, og det er der ingen der fraskriver sig.
3) Jeg er som sagt ikke til enhver tid uenig i, at mere styring fra Danmarks side til tider kan være en stor sejr for de fattigste, men at vi igen skulle gå imod verdenssamfundskonsensus hjælper på ingen måde os og i det lange løb heller ikke bistandsarbejdet på globalt plan. Kæmp for en revideret deklaration, glem enegangstanken.
Med min ganske sparsomme viden om dette emne (sådan set kun ud fra en transskribering af et interview, samt at overhøre kærestens specialekvaler:-))vil jeg mene at du rammer ganske godt i din analyse. Manden er jo ude i en ren politisk manifestation.
Selve ideen med Paris Deklarationen er for så vidt ganske god, men det er jo klart at hvis du får x antal lande og organisationer til at undskrive en aftale er det jo klart at man vil både se visse problemer:
Uenigheder, implementeringsproblemer, indenrigs- og udenrigspolitiske ideer, ønsker og hensyn. .. og jeg tror ikke at en hær af danske konsulenter ville kunne løse dette.
Nærmere vil jeg mene at man f.eks. burde samle de europæiske bidragsydere under EU-regi, således ville man muligvis slippe for de nationale hensyn i bistandspolitikken. Men det skal jeg nu ikke kloge mig på.