Kvinden i mit liv gennem de sidste halvandet år er blevet overført til vores behandlingsinstitution. Hun var ret svær at danse med, og vi nåede simpelthen ikke til det stadie, hvor jeg blev virkelig tryg i hendes nærhed. Jeg burde for så vidt have sparket hende ud for længst, men hun forbedrede sig trods alt hele tiden, så det var lidt svært. Og hvis bare jeg huskede ikke at hænge fast i sofaen sammen med hende og i stedet gøre de ting, jeg havde lyst til uden hende, var alt faktisk meget rart.
Jeg nåede desværre aldrig til et punkt, hvor jeg kom til at holde af hende. Hendes luner stak ud i alle retninger og gjorde det også i forgårs, da jeg afleverede hende på kommunehospitalet. Vi kunne godt diskutere lidt, men vi nåede aldrig de analytiske højder, som vores forhold ellers lagde op til. Jeg ved, at hun havde en masse mere i sig. Desuden var der en hel del sider af hende, der gik mig direkte på nerverne – uden jeg dog nogensinde gjorde noget aktivt for at ændre det. Jeg tager det fulde ansvar for, at hun i dag er, som hun er.
Jeg regner med at skulle se hende igen om ca. tre uger. Dog med mediatorer til stede. Både vores personlige terapeut og en udefrakommende ligesindet, som kan se på hendes sag med friske øjne, vil være til stede. Jeg tror faktisk ikke, at det bliver særlig rart, men jeg ved dybt inde i mit hjerte, at det trods alt bliver sidste gang, jeg skal se hende. Men om ikke andet regner jeg med at få 6 med mere.
