In Danish

Kriminoklog

Hvor er det dejligt at se kriminoklogen (Fessor blandt norske venner) Flemming Balvig igen lave en god undersøgelse (i samarbejde med Socialforskningsinstituttet og for Advokatsamfundet). En undersøgelse som igen viser, at danskernes retsfølelse netop er en følelse – ikke en viden om faktiske forhold. Og især, at regeringspolitikernes (og socialdemokraternes) opfattelse af – og uendelige henvisninger til – befolkningens retsfølelse er uvidenskabelig, ubegrundet og i direkte modstrid med befolkningens egentlige ønsker. Elitær, videnskabelig bedrevidenhed står igen overfor en elitær, holdningsbaseret bedrevidenhed. Personerne med sidstnævte sidder desværre på magten.

I forbindelse med en konference for et års tid siden, hvor Linda Kjær Minke fremlagde resultaterne af den undersøgelse af Pension Skejby, jeg lavede statistik på, holdt Flemming Balvig også oplæg. Et oplæg, hvor han viste hvor enormt mange korte fængselsophold vi har i Danmark. Han sammenlignede med det i vores øjne ofte autoritære Tyskland, som allerede i 1969 skar kraftigt ned på de korte fængselsstraffe. I Danmark var der i 2000 124 domme til frihedsstraf under 6 måneder pr. 100.000 indbyggere. I Tyskland var der 28!. Tyskerne har på den anden side flere med længere domme (hhv. 33 og 41 pr. 100.000). Kriminalitetsniveauet er ca. det samme i to lande. Det vil sige, at der hvert år er mere end dobbelt så stor en andel af den danske befolkning, der bliver idømt en frihedsstraf, end det er tilfældet i Tyskland. Tyskerne hiver penge i land via bøder, vi smider penge ud på menneskenedbrydende fængselsophold. Stigmatisering af dobbelt så mange mennesker. Hvem vinder på det?

I Tyskland viste der sig ingen konsekvenser at være. Eller, det vil sige, der var faktisk nogle gode. Individualpræventivt viser det sig, at personer, der har fået en bøde, sjældnere falder tilbage til kriminalitet end de personer, der har fået korte frihedsstraffe. Generalpræventivt var der ingen udsving – dvs. kriminaliteten steg ikke af en eventuelt mindre afskrækkende effekt, eller af at der var flere kriminelle på gaderne, eller hvad man så end kunne forestille sig. Kriminalitetsniveauet steg ikke.

Men det lyder egentlig også meget fornuftigt. Hvem skulle det hjælpe at komme i fængsel i en kort periode?

Baggrunden for den (vest)tyske reform var en formodning om at korte frihedsstraffe samlet set gør mere skade end gavn. For dem, der udsættes for den, er konsekvenserne ofte drastiske i form af tab af job, familierelationer mv., og samtidig er tidsforløbet så kort, at man ikke kan opveje disse skader endsige hjælpe de straffede til et bedre udgangspunkt i tilværelsen, f.eks. i form af jobtræning, behandling eller uddannelse.

Ovenstående citat er fra Balvigs artikel, “Virkninger af straf” fra artikelsamlingen fra omtalte konference. Titlen på denne artikelsamling er meget god at huske på, når man i dag ser Lene Espersens afvisning af professor Balvigs forskningsrapport. Bogen hedder “Hvad virker – hvad virker ikke: Kundskabsbaseret kriminialpolitik og praksis“.

Det er en ganske fremragende bog, som er redigeret af min til tider næsten for vidende chef, Britta Kyvsgaard. Hun har selv en rigtig god artikel deri, og udover Lindas artikel, som jo selvfølgelig er den klaaaart bedste, kan jeg helt klart anbefale Vagn Greves rant om forandringen fra retsstat til politistat samt Susanne Clausens artikel om “Alternativer til frihedsstraf”. Sidstnævnte er lidt af en storesøster til mit speciale – dvs. hendes projekt handler om samfundstjeneste og er en ph.d.-afhandling, mens mit speciale er om alkoholistbehandling og … øhhh … et speciale.

Justitsministeren kommer snart i forsvarsposition på en tv-kanal nær dig. Om ikke før, så i morgen i Debatten. I øvrigt sammen med Peter Skaarup, som mildest talt er endnu større modstander af grundig kriminologisk forskning.


Ny og god læsning:
Flemming Balvig (2006): “Danskernes syn på straf” (pdf) (stridens kerne)
Jesper Ryberg (2006): “Retsfølelsen. En bog om straf og etik” (eller lyt til P1)
Beth Grothe Nielsen (2006): “Straf – hvad ellers?
Britta Kyvsgaard (red.) (2006): “Hvad virker – hvad virker ikke: Kundskabsbaseret kriminalpolitik og praksis

  1. Jeg hørte den populistiske og anti videnskabelig hr. Skaarups udtalelse i TV-Avisen her til aften.

    Han sagde, at han ikke troede på den “kloge” undersøgelse. Den var vist ikke videnskabelig. Sjovt nok, at det skulle komme fra ham.

    Næh, man skulle ta’ at lave en grundig undersøgelse, sagde han. I hvert fald noget i den retning.

    Og så vendte han sjovt nok konklusionen om følelsernes indflydelse 180 grader. På den måde kom det hele meget passede til at falde i hak med hans egne interesser. Nuvel kun når det gælder det korte indslag i TV-Avisen. Jeg tvivler på at den hænger logisk sammen ved en nærmere granskning.

    Nå, men med hensyn til det med følelserne, så var det noget med, som han sådan cirka sagde: “Det handler jo om holdninger, det der med retsbevidstheden.” Og forresten så “følte” han, at han var godt i trit med befolkningens holdninger.

    Menigmands konklusion – alene grundet DF’erens medietække – Touché

  2. Jag har (heldigvis?) ikke selv haft mulighed for at se dækningen af det. Håber dog at jeg får en ledig stund til at se omtalte udgave af Debatten. Så du det?

  3. Nej, jeg så ikke Debatten. Men er det ikke noget med, at du kan fange den på videopodcast eller streame den?

  4. Jeopardy. Har set skidtet nu. Alt var som man kunne forvente.

    Skaarup synes at det hele er uvideskabeligt, Espersen underkendte forskernes og venstrefløjens fortolkninger af resultaterne som overfortolkninger, samtidig med at hun roste rapporten. Men der er jo også flere af hendes egne velansete ansatte, der har været med til at lave rapporten – og hendes eget ministerium har vist også betalt for den.

    Baastrup og Ammitzbøll var temmeligt enige om at rose rapportens konklusioner og skose regeringen for ikke at have lyttet til SF’s og R’s opfordringer til flere samfundstjenestedomme noget tidligere. Desuden mente de begge, at videnskabsmænd/eksperter bedre end Skaarup og Espersen ved hvordan en videnskabelig rapport skal laves og fortolkes.

    Derefter det evindelige jeg-ser-dig-men-kan-ikke-høre-dig.

Comments are closed.

%d bloggers like this: