In Danish

Kærligheden i undergrunden

Gæsteindlæg af Poul Bonke Justesen

Så står man der. Som ulve, der har begivet sig alt, alt for tidligt ud på brostensstepperne i Nørrebros natteliv. Det er fredag aften, klokken har lige rundet 22, og René, også kendt som manden inden i Shevy.dk (eller omvendt?), og jeg har netop forventningsfuldt billetteret til en undergrundstur på Stengade 30. På plakaten står dansk-svenske Lampshade og den spirende postpunk gruppe Love is All fra Sveriges musikhovedstad Göteborg. René og jeg har netop slugt de sidste hvedeøl fra køleskabet og jernet afsted i femte gear for at høre sidstnævnte. Og ikke mindst for at svinge såvel dansesko som luftguitar til den månedlige Indie Night på Stengade 30, hvor cremen fra især den engelske scene fra firserne til i dag kører i hot rotation. En ikke ueffen cocktail for et par elskere af den genre, der med et luftigt begreb kaldes indie.

Well, well her entrerer vi klokken virkelig tidligt, og et eller andet er ikke, som det plejer på Stengade. Hjernen fungerer for godt, og synet ser det ramponerede kælderlokale for skarpt. Som fornuftige unge mennesker afleverer vi jakkerne i garderoben og overvejer sågar et sikkert sted i skjorte- eller bukselommer, hvor billetnummeret kan ligge gemt hele natten. Et sted som man vel og mærke også kan huske klokken fem om morgenen. En stiløvelse jeg sjældent får praktiseret på mine besøg på Stengade 30, der som regel afsluttes med, at jeg fisker min jakke op fra en øl-pøl i et hjørne eller gå hjem i skjorteærmer, fordi billetnummeret som en trodsig teenager endnu engang er løbet væk hjemmefra. I kælderlokalet, hvor Lampshade ifølge billetten skulle stå på scenen kl. 22, fordeler et dusin af gymnasiaster sig. Der kissemisses i de mørke kroge, skåles, small-talkes, og alt er vældig hyggeligt, men også vældig tidligt på aftenen, så vi beslutter os for at tage ud og lede efter steppeulevene i os selv og herefter at vende tilbage i rette element til top rock leveret fra Love Is All. Det er da en rar, men også noget speciel og uvant oplevelse at opleve Stengade 30 i nogenlunde ædruelig tilstand. Men inderst inde er vi så ikke alle lidt vanemennesker?

Med andre ord beslutter René og jeg os for at gøre noget ved situationen med en afstikker til Ølbaren i Elmegade, hvor bartenderen råder os til en halv liter australsk lager. Den glider ned med behag, men vi sætter vist begge spørgsmålstegn ved, om den virkelig var 60 kroner værd. Som Stengade er Ølbaren endnu ikke vågnet til nattens dåd. Der tales tyst og roligt, og vor sidemand i fornuftig sweater i fesen laksefarve og flippen inden for kraven forsøger at give den som insider verdensmand overfor sine engelske venner. “Christiania er jo ikke som det har været”, bedyrer han. Jeg ved, at jeg ikke skal gøre mig klog på, hvordan Christiania har været eller er, for det ved jeg ikke særligt meget om. Men desværre ved manden i den fesne laksefarve ikke, hvad han ikke ved, og det er sgu lige så tragisk som komisk at høre på. Så hvorfor ikke bare få hældt den australske lager i svælget og gå i undergrunden igen? Som spurgt, så gjort.

Vi daffer atter til Stengade 30, hvor vi til stor fornøjelse ser, at Lampshade er gået på, og kælderen er ved at blive fyldt. Musikalsk giver Lampshade hverken det store spark i maven eller lyst til at bevæge danseskoene. De lyder mest af alt som et ordinært gymnasieband, der gerne vil være indie, men i mine ører lyder de som noget, man har 1000 gange før, og det virker som om, at de aldrig oprigtigt forsøger at gå under huden. Lampshade virker indadvendte og kommer sgu aldrig ud over scenen og får publikum med. Men ganske udmærket musik at drikke fadøl og snakke til – så længe man befinder sig i de bagerste rækker som os. Og det passer faktisk meget fint til René og jeg, der så kan benytte lejligheden til at drikke os klar og ordne verdenssituationen ude og hjemme, som vanen tro skal sættes på plads under en bytur.

At komme ud over scenen formår svenskerne fra Love Is All til gengæld i både bogstavelig og overført forstand, og fra første sekund bandet sætter af fra den lave scene, får vi følelsen af, at det her bliver en helt særlig aften. Ingen af os kendte noget til Love Is All, for kvintetten med den karismatiske sangerinde Josephine Olausson i front, har kun lige udgivet debutalbummet ‘Nine Times That Same Song’ i USA, hvor de høster stor respekt. Gruppen – og ikke mindst Olaussons spinkle vokal – sammenlignes bl.a. med Yeah Yeah Yeahs fra New York, men efter min mening er de helt sig selv. René og jeg er lamslåede, for vi havde ingen forventninger, og her oplever vi en gruppe højenergiske svenskere, der MÅ køre på både sprit og DAMP og fra første anslag fylder kælderen med melodisk poppunk. Der er kant, der er støj og surf på guitaren og en kåd saxofonist er med til at gøre Love Is All til et bekendtskab, man næppe finder mage. Og SÅ er der sangerinde Josephine Olausson, der med sit nærvær og lige-ud-af posen attitude springer rundt i skoleuniforms-outfit og i sin energi tangerer til at være en Kvindelig (absolut med stor K) pendant til guitaristen Angus Young fra AC/DC i sine unge dage. I andet nummer springer hun i bedste punkstil ud fra scenen og danser rundt mellem publikum og fylder rummet med sin spinkle og energisk smittende stemme. Hold da op en pige!

Indtil videre har de unge svenskere lagt amerikanerne fladt ned, og hvis der er retfærdighed til, kommer de også til at gøre det herhjemme, hvor ‘Nine Times That Same Song’ angiveligt skulle udkomme i foråret/sommeren (hør det fremragende nummer ‘Talk Talk Talk’ i fuld længde). Så jeg vil alt i alt råde Jer til at hold øje med forsangerinde Olausson og Love Is All. Der var i hvert fald mere end rigelig energi og kærlighed i dem til at tænde op under min indre weekend-steppeulv. Jep, den med både hang til drift og dans. Og så en sidste opfordring: Hold ditto øje med Indie Night på Stengade 30. Næste gang er fredag den 2. juni, hvor bl.a. danske Lupus gæster.

Love Is All og Lampshade til den månedlige Chelsea Hotel Klub. Arr.: Soundvenue og Indie Night, Stengade 30 Fredag 28. maj

I’m pretty much in love with a data. Or, the knowledge we can extract from it. Or, rather, the better decisions that can be made based on said knowledge.

I hold a M.Sc in Sociology a MA in Historical Social Enquiry (Social History + Historical Sociology + Global Development), and work as Information Management Lead at the International Federation of Red Cross and Red Crescent Societies. I guess you can call me a Computational Sociologist of Global Development and Humanitarian Action. No less.

That’s pretty much it, really.

  1. Tak for en super-duper fantastique aften, Poul. Glæder mig til at skamspille deres album på dit just fra kælderen frembragte anlæg, når det kommer (altså … albummet).

    Godt at se din indre steppeulv komme til sin ret i en stor brun sovs af dansante drifter, djævelsk dacapodans og til sidst en veltilrettelagt debarkering i debatdokken.

    Vend gerne snart tilbage.

  2. Også tak for sidst herfra. Og ja, det var på alle måder en super aften. Jeg skal helt klart have købt det kommende album med Love Is All, men har ikke kunne researche mig frem til, hvornår det egentlig udkommer herhjemme. OK, jeg har ikke brugt oceaner af tid på det, men forhåbentlig melder pressen om pladen, når den lander herhjemme.

    Du skal helt klart få mulighed for at høre skiven på mit 15 år gamle Philips anlæg. Det spiller dog efterhånden så ringe, at det kan tilføre Michala Petris fløjtespil en grumset lyd af støjrock. Men det er jo heller ikke så værst. Jeg stiller dog én betingelse: At jeg snart får hørt din nye plade med Gnarls Barkley. Dem glæder jeg mig meget til at stifte bekendstkab med.

    Poul

  3. Sidder faktisk lige nu og kaster håndtegn til juristerne, der tosser rundt omkring mig. Har taget de store bøffer på og lukket mig inde i Gnarl Barkleys univers (udover speciale-universet, selvfølgelig). Det er rigtig rigtig lækker lyd. Jeg er bange for, at vi skal have fundet endnu en formue til at smide efter en koncert. Marker i hvert fald den 21. juni i kalenderen for en sikkerheds skyld.

    Sagde Love is All-drengene ikke også bare “til efteråret”? Hvis de ikke ved mere, er der nok heller ikke andre, der gør.

    Sidenote: Michala Petri? Det var da nu alligevel en person, jeg ikke ville kunne komme i tanke om, lige meget hvor meget jeg forsøgte 🙂

  4. Jeg er frisk på koncert med Gnarls Barkley, men tror, at vi så skal lidt hurtigt ud af hullet for at få billetter. Jeg har ikke fået tjekket Vegas hjemmeside, men der er jo et pænt stort ståhej omkring dem, så der skal nok blive udsolgt.

    Vedr. Michala Petri: Hun er en blokfløjtevirtous.
    Af Dansk kvindebiografisk Leksikon fremgår det bl.a., at: ‘Som treårig fik MP en billig blokfløjte, som hun kunne lege med, men talentet udviklede sig hurtigt, og som femårig optrådte hun for første gang offentligt ved en musikkonkurrence for børn’.

    Her fremgår det videre, at Petri ikke er som mange andre:

    Som vidunderbarn har MP ikke haft en normal barn- og ungdom, men opvæksten i musikkens tjeneste ville hun ikke have undværet

    Så blev du lidt klogere i dag! Læs evt. mere her, hvis du skal have lyst til lidt fløjtespil i CD-samlingen:

    http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1748/

  5. Og nu vi er ved koncerter og nu hvor du er ved Yeah Yeah Yeahs, så skal vi jo nok en tur til Malmö Festivalen i august?

  6. Helt sikkert. Og så er det jo gratis! Den er skrevet i kalenderen. Uha, det bliver en god sommer i år.

  7. Det var faktisk lige nøjagtig ordet “gratis”, der fængede, da jeg læste om det.

Comments are closed.

%d bloggers like this: