De tre-syv minutter

Jeg har et indbygget klokkeværk. AltsÃ¥, et ur, ikke? Som de fleste andre har jeg et indre ur, der fortæller mig lidt om, hvad der skal ske hvornÃ¥r. Eksempelvis skal jeg vÃ¥gne klokken 5:37 for at gÃ¥ i panik over, at jeg kunne have sovet over, hvis jeg havde sovet tre timer mere. Mit ur gÃ¥r ogsÃ¥ i stÃ¥ efter fem-seks øl. SÃ¥ aner jeg ikke om klokken er 21 eller 06. SÃ¥ jeg tager først hjem fra byen, nÃ¥r alle andre er gÃ¥et – sÃ¥ begynder jeg at fatte det. Det værste ved mit indre ur er dog, at jeg altid kommer tre-syv minuter for sent til alting. Jeg kan tage hjemmefra i god tid, normal tid eller lidt for sent. Lige meget hvilken løsning, jeg vælger (ok, det er kun sjældent et bevidst valg), sÃ¥ kommer jeg tre-syv minutter for sent. Lige nu har det igen kostet mig penge. Jeg skulle se “Demokratiske bestræbelser” i Kaleidoskop klokken 20:00 og mødes med de andre klokken 19:45. Jeg tog hjemmefra i god tid, og steg pÃ¥ cyklen klokken 19:15, sÃ¥ der var plads til et fejlsving. Dem tog jeg sÃ¥ et af, men var alligevel fremme pÃ¥ Ãæ’Ëå“sterbro til tiden, klokken 19:48. Men de andre var der sÃ¥ bare ikke, og da Nina ALDRIG kommer for sent (og dermed heller ikke Rasmus), fattede jeg efter et par minutters tænkeboksning, at det ikke var Kaleidoskop pÃ¥ Ãæ’Ëå“sterbro men pÃ¥ Nørrebro. Jeg nÃ¥ede frem 20:03, hvor stykket lige var startet og dørene lukkede. 128 kr. sparket efter et teater gør mig sÃ¥mænd ikke det store, men jeg ville nu sÃ¥ gerne have haft oplevelsen med. Og sÃ¥ ville jeg ogsÃ¥ sÃ¥ gerne, at jeg ikke var en tabernar. Men det er jo en helt anden historie.