Skraldbang

·

·

Der er noget poetisk over at smadre hovedet ned i asfalten. Det ville jeg ikke have sagt i gÃ¥r, for det er nu engang ikke noget man ligefrem gÃ¥r og ønsker sig. Jeg gør i hvert fald ikke. Men i dag tog jeg et yderst voldsomt og yderst selvforskyldt styrt pÃ¥ cyklen. Det gik over al forventning. Jeg hamrede hovedet ned i asfalten og cyklen vandrede en kæk tur hen over mig, men alligevel har jeg kun nogle fÃ¥ skrammer. I morgen har jeg nok ogsÃ¥ en velvoksen bule i … øhhh … panden, men tænk sig at det var alt, der skete. Hvorfor bruge penge pÃ¥ en cykelhjelm nÃ¥r hovedet kan tage skraldet? Jeg har lige holdt skadesstatus, og jeg har mÃ¥ske nok smÃ¥knubs pÃ¥ hoved, skulder, knæ og tÃ¥, knæ og tÃ¥, men ikke noget voldsomt. Det var egentlig sjovt, at det lige skulle ske pÃ¥ denne cykeltur. Jeg har ikke oplevet et cykelstyrt i mange Ã¥r – pÃ¥ trods af en overdreven følelse af at være cyklernes konge. I dag var dog en cykeltur i embeds medfør, og da jeg er timelønnet, cyklede jeg for en gangs skyld ikke mindst 40 km./t. Jeg skød en god fart, bevares, men der var ingen i nærheden og ingen huller i vejen. Det eneste, der kom i vejen, var min cykelekvilibristiske inkompetence. Det mærkeligste var dog, at da det skete – og en sværm af tanker føg gennem mit hovede – tænkte jeg: “det mÃ¥tte jo komme … nyd det”. Jeg nød det faktisk. Det var et nostalgisk gensyn med en hensynsløs cykelbarndom, hvor min BMX (en rød/gul Raleigh Burner), hundreder af gange har sendt mig i jorden (bl.a. et legendarisk styrt i “kviksandet” pÃ¥ banen oppe ved Rugmarken, 9690). Jernsmagen af at have slÃ¥et hovedet meget hÃ¥rdt var ogsÃ¥ et gensyn med de tider – omend ikke helt sÃ¥ romantisk. Ãæ’Ëå“v en trist smag. Det overraskede mig (igen), hvor meget man kan tænke pÃ¥ meget kort tid. At jeg var totalt handlingslammet er jo sÃ¥ en anden side af sagen. Jeg nÃ¥ede fx ogsÃ¥ at tænke noget i retningen af “hvis bare jeg lige drejer forjulet lidt til venstre og lægger vægten over mod højre, sÃ¥ redder jeg den”. At jeg sÃ¥ bare lod panden bralre ned i cykelstien fortæller lidt om mine tankers manglende evne til at kommunikere med mine lemmer. Det var faktisk meget fint at opleve, at ogsÃ¥ jeg kan styrte. At selv ikke stænkklapper, fuldt indrammet kædeskærm og andre bedstefargimmicks kan afholde mig fra at styrte. Desuden har jeg nu sparet en rutchebanetur i Tivoli. Jeg har igen fÃ¥et opfrisket oplevelsen af at styrte meget hurtigt og ukontrollabelt mod jorden. Det bør dog siges, at jeg pÃ¥ ingen mÃ¥de anbefaler det. Det gør rent faktisk temmelig ondt og man ligner en idiot.