In Danish

Til højre ad Ch. d’Ixelles, derefter til venstre gennem helvede!

Fredag skulle være den store dag, hvor Lene og jeg skulle køre til Manchester. Vi havde lejet en Opel Astra (eller lignende) gennem carrentals.co.uk. Så sent som torsdag fik vi bekræftet, at vi kunne afhente bilen i Bruxelles Internationale Lufthavn hos Europcar fredag klokken 12:00 og aflevere den i Levenshulme, Manchester, mandag klokken 12:00 – også hos Europcar. Torsdag aften pakker vi vores grej (hvilket er del eftersom Lene har boet der i et år) og tager i byen med de andre fra Lenes hus. Vi mødes senere med en del af de andre stagiaires, der skal stoppe næste dag, og har en rigtig god aften. Det vil også sige en lang og ret våd aften. Fredag tager Lene på arbejde og jeg tager til lufthavnen for at hente dytten.
Afhentning af bil
Klokken 12:20 står jeg ved Europcars bås og fiks-fakser papirerne frem. Desværre siger den venlige mand til mig, at det ikke kan lade sig gøre at tage en bil med fra fastlandet til England [zat iz nøt pøssible æm æfræi:d]. Efter at have kigget desorienteret ud i luften i mellem 16 og 32 sekunder, spørger jeg, om ikke lige han gider at gentage det. Det gider han godt. Han kan desværre ikke hjælpe mig, for de har fået at vide, at bilen ville blive afleveret i Bruxelles Lufthavn igen om mandagen – ikke i Manchester.

Selv om jeg er MEGET træt og har hygge-tømmermænd (den slags man godt kan køre bil med) bryder jeg dog ikke grædende sammen. I stedet får jeg lov til at låne Europcars telefon, så jeg kan ringe til Holiday Autos, som siden vores bestilling har overtaget carrentals.co.uk. Europcar-manden ringer op til den belgiske afdeling af Holiday Autos, som ikke lader til at fatte en riv-rav-ruskende bjælde af, hvad der foregår. De fortæller mig, at det ikke er hos deres selskab, jeg har bestilt. Jeg forklarer dem, at jeg snakkede med den engelske afdeling dagen før, hvor jeg fik det hele bekræftet. De vil derfor ringe tilbage, når de har snakket med Carrentals, som jeg skulle fortælle dem, at de havde overtaget.

De ringer selvfølgelig ikke tilbage. En time senere ringer jeg derfor til dem. De har i mellemtiden snakket med Carrentals, som ville ringe til mig. Da de jo altså ikke har haft ringet, vil jeg i stedet ringe til dem. Det kan jeg ikke gøre fra Europcars telefon, fordi det ikke har noget med dem at gøre og er et udlandsopkald. Jeg ringer derfor fra verdens hidtil dyreste telefon- og netcafé, hvor jeg af carrentals.co.uk får at vide, at de bare har udført en service for InterCar Auto Rental Ltd, som er dem, jeg derfor skal snakke med. Den ellers ret venlige mand kan ikke give mig telefonnummeret til InterCar fordi de ikke har noget med hinanden at gøre!!!

På dette tidspunkt er jeg begyndt lige så stille at koge, men jeg holder mig rar og venlig. Jeg bruger derfor 13 internet-minutter (€7) på at finde deres telefonnummer, som er ret svært at finde, idet de vist ikke har en hjemmeside. Jeg har siden fundet ud af, at de helt sikkert står bag E-Car Hire Online, Spanish Car Hire, E-Cars For Hire, Caranywhere.net, Find Cheap Car Hire og TotalCarHire og har samme adresse som både 121 Car Hire, Car-Hireme, 5th Gear Car Hire, Autos4hire og Car Hire Reservations. Et firma der opretter så mange forskellige smarte billig-internet-biludlejning-steder, må jo ret beset være inkompetente (og utroværdige, selvfølgelig). Men jeg får dem i røret, og de undskylder mange gange. De ved dog ikke helt, hvad de skal gøre. De gider dog godt at ringe mig op, idet de godt kan se, at det er ret dyrt for mig at ringe til udlandet fra en telefonboks.

“We’ll call you in five minutes” siger den søde dame i den anden ende af røret. Jeg regner derfor med, at jeg kan nå at gå en tur ud og komme af med nogle af mine mavekramper. Mens jeg sidder i en af toiletbåsene begynder manden i båsen til venstre for mig at snakke i telefon. Det der med at skide og snakke i telefon på samme tid er ikke helt min kop te, men kommer til at tænke på, at jeg kan blive nødt til det, hvis hun ringer. Manden i båsen til højre for mig har åbenbart også en mobiltelefon, for da den begynder at ringe, tager han den og begynder at snakke. Jeg begynder at grine rimelig hysterisk fordi det er lige til en omgang skjult kamera, hvis min telefon nu også ringer. Tre mand, der sidder på rad og række og skider og snakker i telefon ville altså være for morsomt (og tragisk).

Som forventet ringer de selvfølgelig ikke efter fem minutter, men efter 30. Hun kan fortælle mig, at det helt sikkert er deres fejl, og de vil gøre alt for at hjælpe mig. Tak. En halv time senere ringer hun igen og kan fortælle mig, at vi kan få en bil til Calais og en ny fra Dover til Manchester. Eftersom vi skal have alt Lenes grej med, er det ikke umiddelbart nogen overbevisende fantastisk løsning, men det er da bedre end at skulle blive i Bruxelles. Jeg får hende dog overbevist om, at det på ingen måde er specielt fedt at skulle slæbe al vores bagage ombord på færgen og af igen. Hun vil finde ud af om der er en helt tredje bil, der alligevel skal fragtes fra Calais til Dover. I mellemtiden skal jeg dog sørge for at få fat på den franske bil, så vi har en lille mulighed for at nå den færge, som vi har betalt €65 for at komme med. Europcar-manden kan fortælle mig, at det er en VW Golf [Gölvf], vi skal køre i, hvilket i bund og rund vel er godt nok.

Bruxelles-Calais
Klokken er nu blevet over 15:00, så fredagens vi-skal-til-at-hjem-fra-arbejde-trafik er gået i gang. Det tager mig derfor det meste af tre kvarter at hente Lene på hendes arbejde. Hun virker ikke specielt tålmodig, da jeg når frem. Vi kører tilbage til huset for at pakke bilen, hvor Peter er så venlig at give en hånd med. Vi når desværre ikke forbi Jakob, som opbevarer nogle af Stines pynteting, som vi måtte få. De er stærkt tiltrængte her i huset.

Turen ud af Bruxelles er et helvede på grund af den efterhånden MEGET stærke trafik, og det tager os ca. tre kvarter. Mens det hele er allermest hektisk ringer de fra InterCar og fortæller, at vi ikke kan få en bil på overfarten – vi bliver nødt til at slæbe al vores oppakning ombord. Humøret har før været bedre. Derefter går det som smurt i olie (Lene sover heldigvis, så jeg kan lade min fod blive lidt tungere), hvilket betyder, at vi er på havnen i Calais syv minutter før afgang.

Uden bil over sundet
Vi kan selvfølgelig ikke nå at komme med, men får byttet vores billet til afgangen efter. Dvs. vi skal med klokken 21:30 i stedet for 19:00. Vi kan ikke få penge tilbage, selv om vi ikke skal have bilen med over, men bare det, at vi ikke får en ekstraudgift ud af det, er dejligt. Vi får at vide af manden fra SeaFrance, at vi bare skal pakke vores habengut på trolleys, så skal der nok komme en mand og læsse det ombord. Det er der ikke de store ben i, selv om det er ret irriterende nu da vi har pakket en del af grejet i plastikposer – vi regnede jo med at skulle have det hele i samme bil hele vejen.

På færgen går vi direkte til cafeteriaet, som kan byde på cheeseburger og fritter. Sulten er efterhånden så tydelig, at ingen af os har noget humør tilbage – ikke engang dårligt. Burgeren retter op på det, for den er kun til at grine af. Ingen af os spiser det hele af den klejne burger, for bøffen har aldrig set kød og bollen ingen varme. Pføj.

Vi lukker øjnene et par minutter og pludselig er vi i Enger-land. Der regner selvfølgelig. I lårtykke stråler, såmænd. Vi får samlet al vores bagage, mens medarbejderne på stedet tager pis på os. De har aldring set nogen slæbe så meget lort med over sundet. Haha. Virkelig funny.

Selv om vi havde aftalt med InterCar, at vi skulle ringe til damen fra Europcar, som egentlig havde fri på dette tidspunkt, viser det sig, at hun er der allerede. Hun siger dog til os, at vi skal gå et andet sted hen, fordi der er en anden fra samme færge, der har bestilt hende til at komme, så han kan få en bil. Hvis han ser, at vi er der, vil han jo nok ikke betale gebyret for at hun skulle troppe op uden for normal åbningstid! Vi får udleveret en Skoda Octavia, som vi hurtigt får fyldt med vores bagage.

Dover-London-Dover-Manchester
Det er en spritny oplevelse for os begge at køre i en engelsk bil og også at køre i venstre side. Det går dog uden problemer, og vi kommer stille og roligt tættere og tættere på Manchester. Lige før vi rammer det ret ind- og udviklede motorvejsnetværk omkring London, vil jeg gerne have Lene til at kigge lidt på kortet, så vi ved, hvad vi skal. Kortet ligger i min skuldertaske. Skuldertasken ligger i bagageru… nej på bagsæ…, næææ, øhhhh … i Dover. PIS.

Vi bliver dog enige om at fortsætte, for i den silende regn tager det rimelig lang tid at køre de 250 kilometer ekstra, og vi er efterhånden super-trætte og kan ikke overskue at skulle til at køre tilbage. Vi fortsætter derfor, og efter en mindre omvej gennem London er vi kommet på nordsiden af byen og er to kilometer fra frakørslen mod Nordengland, da jeg kommer i tanke om, at nøglerne til huset er i tasken.

Da klokken efterhånden er midnat engelsk tid, giver det ikke meget mening at køre til Dover, da den sidste færge ankom for en halv time siden og ankomsthallen derfor er lukket. Der er heller ingen grund til at køre til Manchester, for en låsesmed vil koste mindst 2.000 kroner sådan en fredag nat (regner vi med). Vi kører derfor ind på en rasteplads og overnatter i bilen.

Jeg begynder at regne sammen på, hvad der var i tasken. Mit pas, husnøglerne, computeren, mit digitalkamera, mit ur og meget mere. Alt i alt løber det op i ca. 10.000 kroner, hvoraf den ikke-forsikrede computer selvfølgelig udgør størsteparten. Jeg bander og svovler og lægger mig derefter til at sove.

Næste morgen (lørdag) køber vi for hundrede kroner kaffe og kage og begiver os derefter tilbage til Dover for at hente tasken. I Dover får vi at vide, at “lost property” afdelingen er lukket weekenden over, og at vi derfor skal gå til politiet. Politiet har kun fået indleveret en flaske rødvin i løbet af natten og regner selvsagt med, at tasken er forsvundet for altid. De henviser dog til Seafrance, som bragte os til landet. Sidstnævnte havde heller ikke set noget til min taske, så vi bliver nødt til at forlade Dover tomhændede.

Alle de ting, der var på computeren, begynder efterhånden at rumstere i mit hoved, og jeg er sindssygt sur på mig selv. Hvordan kunne jeg glemme den taske!

I radioen kan de fortælle, at alle, der ikke absolut behøver at køre ud, skal lade være, fordi vejret er så dårligt. Det står ned i stænger og stormen ser ikke ud til at lægge sig. Fedt.

Vi er efterhånden ret erfarne med Londons motorveje, så vi kommer hurtigt til afkørslen nordpå. Turen hjem går overraskende godt, vejret taget i betragtning, og Lene får også kørt en del kilometer, så jeg kan slappe lidt af.

Hjem, kære hjem
Vel ankomne til Thorncliffe Grove går vi ind til genboen for at låne en telefonbog, så vi kan få fat på en låsesmed. Efter et par mislykkede opkald får vi fat på én, der kan fortælle at det koster �135, dvs. ca. 1.500 kroner. Gisp. Men ind, det vil vi, så vi får den stakkels mand til at komme, og en halv time senere står han ude i regnen og fumler med vores to låse på fordøren. Vi sidder selvfølgelig og drikker cola og spiser Mars i bilen, men hvad.

Da vi skal afregne, siger han til os, at vi kan få det for �50, hvis vi glemmer kvitteringen. Der kan vi godt. Hvad for en kvittering? Er vi blevet låst ind? Næææ, det tror jeg nu selv vi gjorde.

Lørdag, søndag og mandag går med at have dårlige nerver over at have kastet så mange penge ud af vinduet, og over at alle billederne fra julen og Bruxelles er væk sammen med mine opgaver osv. Værst er det dog, at jeg ikke har råd til at købe en ny computer og derfor skal igennem det næste semester uden computer. Lene skal til at søge jobs, hvilket altså ikke er helt så nemt uden en computer.

I løbet af mandagen får jeg snakket med en af medarbejderne i afdelingen for “lost property” i Dover, som glædeligt kan fortælle, at de har fundet tasken. Hun fortæller endda også, at hun synes at tasken skal sendes med kurer, indholdet taget i betragtning. Det må jo næsten betyde at alt indholdet er deri.

Det er det også. Onsdag eftermiddag ankommer tasken med kurer (som i øvrigt kun kostede 230 kroner) og da jeg kommer hjem fra universitetet hen på aftenen, får jeg den glade nyhed.

Og nu lever vi lykkeligt til vore dages ende – eller indtil jeg igen skødesløst kaster rundt med mine ting. Vores tur var uoverskuelig, langtrukken osv., men også billig. Vi kom til at betale det samme for bilerne, som hvis vi havde lejet en bil i Bruxelles og afleveret den samme sted tre dage senere. Vi har fået en kopi af kvitteringen for bilen fra Bruxelles til Calais, som koster det dobbelte af, hvad vi gav for hele turen. InterCar har lovet at betale alle ekstraudgifter på grund af deres fejl, så økonomisk set var turen ret billig.

Jeg har siden forsøgt at arrangere den samme tur igen på forsøgsbasis, og selv om det nu ikke længere kan lade sig gøre på carrentals.co.uk, kan det lade sig gøre på nogle af InterCars andre sider. Hvornår bliver de mennesker en lille smule klogere?

I'm pretty much in love with a data. Or, the knowledge we can extract from it. Or, rather, the better decisions that can be made based on said knowledge.I hold a M.Sc in Sociology a MA in Historical Social Enquiry (Social History + Historical Sociology + Global Development), and work as Information Management Lead at the International Federation of Red Cross and Red Crescent Societies. I guess you can call me a Computational Sociologist of Global Development and Humanitarian Action. No less.That's pretty much it, really.

  1. Vanvittig historie. ha ha. Du/I burde måske kontakte Kontant, så Mette Vibe Utzon kan få de bogus-rentalfirmaer i studiet og give jer en uforbeholden undskyldning 😉

  2. Hehe. Det kunne da være meget sjovt. Men de har nu givet os alle de undskyldninger, man kan forlange – og på grund af deres højtråbende inkompentence kom vi billigt hertil.

    Det var dog ret irriterende med en så langstrakt tur, hvor vi aldrig vidste, hvad der skulle ske med os omkring næste hjørne.

Comments are closed.

%d bloggers like this: