In Danish

Strategi for Google+ Circles

Hvis du ikke kender Google+, så start evt. med mit indlæg “Lidt om Google+

Google+ CirclesDu har sikkert allerede givet op på Facebook. Lister. Jeg lavede lister på Facebook på et tidspunkt og brugte dem faktisk også lidt. Jeg havde lavet en liste, der hed “Statusbeskeder”. For at komme med på listen skulle man blot være en person, hvis statusbeskeder, jeg gad ville læse. Tanken var god, synes jeg faktisk stadig. Jeg lavede også en liste, der hed “Musik” og en der hed “Mozambique”. Problemet var blot, at jeg aldrig brugte listerne aktivt, når jeg selv skulle dele ting. “Statusbeskeder” var en liste, der kunne filtrere indkommende delinger, mens “Musik” og “Mozambique” var tænkt som udgående filtreringer. Ingen grund til at forpeste mine kollegers strømme med mine interesser for nye byggerier i Maputo og obskure koncertstumper. Først med Google+ har vi et system, som faktisk aktivt lægger op til, at jeg benytter mig af udgående filtre.

På Facebook bruger jeg ikke listerne. For at det ville give mening, skulle listerne jo konstant være opdaterede. Det er de ikke. Og var det dybest set aldrig. Desuden skulle jeg være i stand til at vide, hvad mine Facebookvenner interesserer sig for i mit liv. Det er svært. Men øvelsen er god. Og lad os være ærlige: Less is more. Hvis min mor går glip af en sygt god musikvideo med OFWGKTA og min chef misser nyheden om at jeg endelig har fundet en god burger i Maputo, så er de glade. Hvis de samtidig misser hhv. en musikvideo min barndomsven har lavet og nyheden om, at jeg synes, at Mozambiques digitale modenhed efterhånden gør det til et godt investeringsobjekt, så går det nok også. Samlet set vinder de på ikke at se noget af det. Selv om anden halvdel potentielt kunne være noget, de gerne ville vide. Hvis det er vigtigt nok, ringer jeg!

Problemet er det samme på Google+. Circles fungerer som filtre både ind og ud. Nogle interesserer sig for mig. Ikke kun hvad jeg mener om sociale medier eller sociologi eller Mozambique osv. Men vil gerne vide lidt om alt, jeg foretager mig. Jeg ved ikke hvem de er, og der er sikkert ikke så mange af dem. Men de er derude. Er det så de samme mennesker, jeg gerne vil vide alt om? Ofte, ja. Så de er alligevel i de mest omfavnende circles. Ja, flertal. De mennesker, der interesserer sig for mange af de ting, jeg laver, er i mange circles. Simpelt. Og mon ikke vi mødes på andre kanaler også?

Min taktik er derfor den samme på Google+, som jeg forsøgte mig med på Facebook. Det er ikke kun tematiske circles, som er gode til hurtig filtrering og research (men hvor Sparks gerne skulle gå hen og blive et bedre værktøj). I stedet er det mest af alt circles inddelt efter, hvem der deler noget spændende. For mig, selvsagt. Og det er her tankegangen fra Twitter med at følge spændende mennesker (modsat være ven med) giver så forbandet megen mening.

Jeg har en circle, der hedder “Must read”. I “Must read” er der nogle, jeg aldrig har mødt. Der er nære venner og en dag kommer der måske også nogle familiemedlemmer. Men hvad jeg deler, er ikke nødvendigvis “must read” for dem. Derfor deler jeg ikke med den circle. “Must read” er mit indbakke-filter (hvilket titlen minder mig om). Til dage med god tid har jeg også “Nice to read”, som jeg har smidt nogle folk i, men endnu ikke bruger aktivt. Hvis jeg har bedre tid end til blot at gennemgå “Must read”, gennemgår jeg den globale strøm – altså alle, jeg følger. Flere er der trods alt endnu ikke på Google+. Men når jeg engang følger 500+, bliver to niveauer godt at have. Mit bud er, at de to niveauer kommer til at indeholde hhv. 100 og 200 mennesker.

Jeg har også “Africa” (formerly known as “Mozambique”), “Music” osv. Afrika-trivia er ikke spændende for så mange, så indtil videre indeholder “Africa” kun venner fra Mozambique (nå ja, ok, indtil videre den ene ven fra Mozambique, som er på Google+). Det er ren udbakke-filtrering. Jeg bruger min Mozambique-Spark som Mozambique-indbakke. Folk, jeg kender fra Mozambique, skriver jo ikke kun om Afrika. Ergo er tema-circles ikke nødvendigvis gode til at filtrere indgående delinger. Du ved ikke, hvad andre deler, så du kan ikke smide personer i en circle og regne med, at deres indhold er tematisk opdelt!

Min strategi for effektive Circles er derfor:

  • Indbakke-circles: Grader af interesse for menneskene og deres delinger (mine er: “Must read”, “Nice to read”, “Could read”)
  • Udbakke-circles: Tematiske filtreringer, så folk ikke (altid) bliver spammet med ting, de (måske) ikke interesserer sig for (mine er: “Music”, “Social media”, “Sociology”, “Africa”, “WordPress”, “Dansk politik”, “Family”, “Friends”, “Colleagues”)

Jeg kommer til at bruge offentlige delinger mest, men når jeg filtrerer, så bliver det generelt efter temaer. Nogle bruger også inddelinger efter, om folk taler dansk, engelsk osv. Det er ikke helt dumt. Jeg har dog valgt at lave “Dansk politik” i stedet. Så kan jeg linke til artikler fra Information, Politiken osv. via den. Hvad så med links til mine danske blogindlæg? De ryger alligevel ud som offentlige delinger, så ingen grund til sprogfilter der.

En bonus ved de tematiske circles er selvfølgelig, at de kan bruges som tentative indbakke-filtre også. Der er alt andet lige større muligheder for at finde noget om Afrika i den circle, jeg har lavet med folk, der interesserer sig for Afrika!

Måske min strategi er helt hen i skoven? Hvad gør du?

I'm pretty much in love with a data. Or, the knowledge we can extract from it. Or, rather, the better decisions that can be made based on said knowledge.I hold a M.Sc in Sociology a MA in Historical Social Enquiry (Social History + Historical Sociology + Global Development), and work as Information Management Lead at the International Federation of Red Cross and Red Crescent Societies. I guess you can call me a Computational Sociologist of Global Development and Humanitarian Action. No less.That's pretty much it, really.

  1. Hej Rene.

    Godt indlæg. Jeg skal selv til at lægge min cirkelstrategi:-)

    VH Martin

  2. Linse Daugaard

    Hej René,

    fedt du har lagt dine strategitanker ud her, for det er smart at udtænke et system inden man kommer for godt igang. Mens jeg køber din idé om indbakke-cirkler, synes jeg udbakke-cirkel strategien med temaer (for mig) er lidt upraktisk. Jeg kommer til at overføre en del af dem jeg følger fra twitter over på Google+, og det er langt fra alle jeg kender så godt, at jeg ved hvilke temaer de interessere sig for. Bare fordi de ikke tweeter særligt om musik, kan de jo sagtens være interesseret i emnet. Opdager jeg senere, at de faktisk interesserer sig for musik, så kan jeg naturligvis tilføje dem til den cirkel, men hold da op, det bliver da et værre arbejde at holde tema-cirklerne ajour?

    Jeg tror umiddelbart at jeg vil holde mig til venner-, kollegaer-, sociale media-, journalistikategorier osv.

    • Men “Sociale medier” og “Journalist” er jo netop tematiserede. Men som jeg nævner, regner jeg også med, at det meste alligevel ryger ud i den offentlige støm – som på Twitter. Ergo er udbakkefiltrene ikke noget, jeg ser som en central del af min strategi.

      Med hensyn til Twitterfolket, er de fleste af dem i min “Social Media”-circle (ok, faktisk hedder den “Geeks”), mens de af dem, jeg ved, der interesserer sig bare en smule for musik, også er i min “Music”-circle. Igen, hvis jeg ikke finder en musik-deling relevant nok til at dele offentligt, så er den heller ikke relevant for “dem fra Twitter”. Hvis en håndfuld af “dem fra Twitter” ikke får min musikdeling, fordi de ikke er en del af min “Music”-circle, så overlever de nok. Og måske får de den via nogle andre, som videredeler min deling.

      Så kort sagt: Bare fordi folk interesserer sig for musik (folk, jeg ikke kender godt nok til at vide, at de interesserer sig for musik), behøver de ikke nødvendigvis at få det sidste nye fra mig 🙂

  3. Linse Daugaard

    Det kan du naturligvis have ret. Jeg tænker blot, at jeg vil lave så få kategorier som muligt, for at undgå at skulle igennem 14 kategorier, hver gang jeg add’er en ny person. Måske har jeg allerede for mange 🙂

    • Det er også min anke mod mit eget system 🙂 Som på Facebook kommer det til at koste lidt sved, blod og tårer i starten, men efter eks. et år er det jo forholdsvis sjældent, at man tilføjer nye personer. Og det er desværre først når de mange personer er tilføjet, at man kan se, om de mange circles var nødvendige…

  4. Hej René

    Interessant og aktuelt indlæg (ligesom dit foregående om lidt om Google+). Jeg har selv tænkt lidt over, hvordan en cirkelstrategi bør se ud for mit eget vedkommende. Jeg er nemlig ikke sikker på at standardcirklerne med Venner, Familie, Bekendte og Følger er optimalt for den måde jeg kommer til at bruge G+ på. Derfor er det super at læse om dine tanker og ikke mindst konkrete strategi.

    Jeg tror dog jeg holder hestene lidt endnu og får G+ lidt mere ind under huden, før jeg indfører min cirkelstrategi. Og så kan jeg jo dele den med dig bagefter og se om den kommer i din Must, Nice to eller Could Read cirkel 🙂

    • Jeg overvejede også at vente lidt, men arbejdet bliver større og større jo længere man venter, så et første bud på cirkelstrategi blev indført. Men heldigvis er det jo et ekstremt godt lavet system de har til at styre cirklerne, så ændringer senere kan jo sagtens klares… Og så regner jeg med at oprette en helt ny Google+-profil, når de aktiverer det for Google Apps også, så jeg skal nok alligevel starte forfra der. Og så er det jo godt allerede at have testet én måde at benytte cirklerne på.

  5. Fine tanker og ligner meget min beta-cirkelstrategi hvor jeg har et par læsecirkler og en række skrivecirkler. Mine læsecirkler har jeg ikke udviklet så meget på – de hedder bare læsecirkel 1 og læsecirkel 2 (jo lavere nummer jo vigtigere), men mine skrivecirkler har jeg arbejdet lidt på. Dermed har jeg opdaget at det kunne være fedt at kan lade en cirkel være med i anden cirkel (fx har jeg en cirkel der hedder skoledebat og en cirkel der hedder skole og it – den sidste er en forfining af den første og så kunne det være smart at man bare kunne lade den være en del af den første så man ikke skulle enten have personer fra anden cirkel med i første cirkel også eller huske at markere begge cirkler når man opdaterer)…

    • Lur mig om ikke Google allerede har udviklet muligheden for at have cirkler i cirkler. Det giver dog et unødigt kompleksitetslag, som jeg faktisk heller ikke synes, de skal lægge på. I hvert fald ikke endnu. Det er jo heldigvis ikke vanvittig svært at dele med flere cirkler ad gangen – slet ikke hvis de er lige ved siden af hinanden alfabetisk, så man hurtigt kan klikke på alle de nødvendige cirkler.

      Via feedback-funktionen i Google+ har jeg efterspurgt muligheden for selv at sortere cirkler, så de ikke nødvendigvis er listet i alfabetisk rækkefølge. Så kan man netop gruppere cirkler tematisk i listen, så man hurtigt kan dele med flere sammenhængende cirkler. Og bedre huske det 🙂

      • Enig i at det ville være mere komplekst, men det handler jo også om hvor avanceret man laver interfacet til at indstille det… Og det ville afhjælpe en del af mit behov hvis man kunne gruppere cirklerne og selv bestemme deres rækkefølge…

  6. Tak for denne fremragende gennemgang til inspiration for os alle!

    Din praksis peger dog på det problem, at man kan komme til at kommunikere for smalt ud. Jeg ville fx syntes det var ærgerligt hvis jeg ikke fik dine musikbeskeder fordi du ikke vidste at jeg interesserede mig for musik, eller hvad det nu var. Erfaringen fra Facebook er, at mange gange kommer der feedback fra uventet hold. Det vil ikke ske herinde når man kommunikerer smalt.

    Dog giver det mening når det vitterligt ER smalt, såsom Mozambique-interne ting eller ekstremt nørdede emner. Og for mit vedkommende giver det mening kun at dele børnerelaterede updates med min familie og dem som selv er småbørnsforældre – og dermed skåne dem, der er trætte af den slags.

    Men igen: Det kræver at man ved, hvem der er småbørnsforældre.

    Endelig vil jeg nævne, at man burde kunne vælge cirkler FRA som modtagere. Så kunne man have cirkler med dem, man ved der hader børn eller ikke bryder sig om sjofle vitser eller hvad det måtte være.

    • Tak for det, Torben! Nu ved jeg jo heldigvis, at du interesserer dig for musik, men det er selvfølgelig en svær opvejning, om man vil risikere at komme for smalt ud eller risikere at komme for bredt ud. Og her er min strategi netop todelt:

      1. Så meget som muligt offentligt (dvs. meeeeget bredt)
      2. Derefter hellere smalt end bredt, men hvis muligt uden restriktioner på videredeling

      På den måde rammer jeg for det meste alle, men hvis jeg vitterligt ikke tror på, at det er interessant for mange, så må det filter, jeg selv har oprettet, være det bedst mulige i situationen. I forhold til musik vil det være yderst sjældent, at jeg vil benytte cirklen som ud-filter. Rigtig mange har nu engang interesse i musik. Det vil sige, at min “Music”-cirkel nok nærmere bliver brugt til “jeg tager til denne koncert i aften” end “hør dette nye seje støj”. Det vil sige ting, hvor jeg kender størstedelen af min målgruppe.

      Men ja, det er svært at vide, hvad andre er intereserede i. Nogle gange er det dog nemt at vide, at nogle bestemte helt sikkert er interesserede. Og her er cirkler smart.

      I forhold til at vælge cirkler fra, så er det vel kun relevant, hvis man har rigtig mange cirkler? Om man skal tilvælge seks eller fravælge to giver vel næsten det samme?

      • Jesper Steen Andersen

        Jeg vil netop gerne høre om Mozambique, fordi:
        1) jeg stort set aldrig hører om landet,
        2) en, der kender landet, vil sikkert i korte beskeder, kunne fortælle mig noget, som er fornuftigt.
        3) fordi jeg hurtigt kan sortere irrelevant materiale fra. På FB tager det mig max 7 minutter at læse mig igennem mine venners statusser i løbet af en dag.

        Dvs.
        Problemet med G+ er så bare, så vidt jeg kan regne ud, at man ikke kan være sikker på, at alle deler alt efter den strategi, du skriver ovenfor. For jeg er i den grad enig med Torben i, at videndeling oftest sker, at man får statusser om emner, som man ikke regnede med, man havde brug for at vide. I business-lingo hedder det vist nok skraldespandsmodellen; man får en masse information, som man ikke kan bruge, men lige pludselig viser det sig brugbart alligevel.

        Derfor er jeg meget skeptisk over for G+ lige nu og overvejer faktisk at melde mig ud, bare for ikke at medvirke til, at for mange begynder at komme herind.

        • Jeg ser det ikke som et problem. Hvis folk ikke har lyst til at dele noget med mig, så synes jeg, de skal have chancen for at lade være. Det har de slet ikke på Twitter og (de facto) ikke på Facebook, hvis først vi er “venner”.

          Jeg tror, at mange vil dele det meste offentligt. Det er jo netop det, alle de andre sociale tjenester har lært os. Lige som jeg skriver her (og hvis du er interesseret i Mozambique også på The Wizards of Moz), på Twitter og deler alt med alle på Facebook. Jeg tror netop som Torben, at det mest relevante er at udelukke nogen en gang i mellem. For mig, sjældent, men jeg er heller ikke folkeskolelærer, jurist, politiker eller noget som helst andet, hvor diskretion kan være nødvendigt for trods alt at dele med nogen.

      • Jeg kunne tænke mig at man som modtager kunne fravælge en afsender-cirkel. Så kunne jeg f.eks. slippe for fodbold-nyt og 4square-opdateringer når de kommer på +…

        • Du kan skrive til os, der forpester dit liv med den slags, og bede om at blive fjernet fra den slags cirkler. Omend jeg har svært ved at tro, at nogen aktivt vil placere dig i cirklerne “fodbold” og “4sq-checkins”. Dit problem er nok nærmere, at du gerne ville kunne filtrere det offentlige indhold også. Som man eksempelvis kan med sin Twitter-strøm i Tweetdeck?

          (og nej, du er ikke i min sportscirkel 🙂 )

Comments are closed.

%d bloggers like this: