Nyheder, individualisering og specialisering

·

·

Nyhedsmoster. Eller nyhedsdinosauren, om man vil. Se den på en url nær dig. (billede af epSos.de))

Jeg er generalist. Det betyder ikke, at jeg elsker generaliseringer, men at jeg har en generalistuddannelse og ikke rigtig er specialist i noget som helst. Dybest set har jeg en række interessereområder og en faglig profil, som passer ind mange steder, men ikke er perfekt til noget. Jeg er med andre ord, ja, generalist. En blød mellemvare ville nogen sige. Andre ville kalde mig en leverpostejmand. De fleste andre ville nok sige en god mand at have på et fleksibelt arbejdsmarked.

Men det er slet ikke mig, det her handler om. Det handler i stedet om nyhedsmediernes manglende links til sig selv og til hinanden. Det handler om individualiseringen af samfundet og om den form for øget specialisering, der rent faktisk finder sted i et samfund, hvor generalister vinder frem. Med andre ord nogle store emner til et enkelt blogindlæg. Og med endnu andre ord nogle ting, der burde blive underøgt lidt bedre end blot en flok postulerer fra en leverpostejagtig amatør. Men vi skal jo starte et sted.

Jeg har lige læst om udviklingsminister Søren Pinds udspil til en ny ulandsplan. Jeg læste løs hos Politiken, hos Berlingske og hos Information (men nej, aldrig hos JP, tak). Og det gennemgående var, at de fortalte om udspillet, men fortalte mig ikke hvor jeg kunne finde det. Det kan jeg så i stedet fortælle. Det ligger sjovt nok på Udenrigsministeriets website. Det gør også en video, hvor Søren Pind fortæller om det hele. Alt i alt to ting, der er væsentligt for ALLE, der gerne vil vide mere, end hvad Ritzau har samlet sammen af ligegyldigheder og korte kommentarer fra politiske modstandere.

Nyhedsmedierne linker ikke til hinanden

Anna Ebbesen skrev for nogle dage siden om emnet. Og det er netop en væsentlig diskussion. I øvrigt en diskussion, som har stået på, lige så længe som links har levet – og som også ved flere lejligheder har været oppe at vende her på stedet. Nettet lever af links. Nettet er links. Og nyhedsmedierne lærer først at leve (som i: overleve), når de lærer internettets økologi at kende. Så langt, så godt.

Men hvorfor linker de så ikke til hinanden? Eller blot til deres kilder? Den gængse opfattelse er nok ikke helt ved siden af: De er bange for, at brugerne, kunderne, bliver sendt væk fra eget produkt og finder noget bedre hos konkurrenten. Og manglende sidevisninger er lig med manglende annonceindtægter. Er den gængse opfattelse. Men sådan behøver det langt fra at være. Ikke alle annoncer betales efter antal sidevisninger, men eksempelvis efter mediets generelle besøgstal eller efter … gisp … blot efter en fast, mere eller mindre tilfældig (undskyld, økonomer) prissætning.

Specialiseringen af generalister

Men lige meget hvor meget man vender og drejer det, så vil vi have mere. For mange af os er det ikke nok at vide, at Socialistisk Folkeparti og Mellemfolkeligt Samvirke er positivt overraskede, når en ekstremt liberalistisk Venstremand kommer med et udspil. Det er nærmest så utænkeligt, at jeg ikke stoler på det. Giv mig beviser. Vis mig vejen til de ikke engang 30 A4-sider med mandens egne (embedsfolks) ord. Selvfølgelig er mange bedøvende ligeglade og synes at 30 sider er meget. en så har de et andet emne, de synes er spændende. Men mange af os er så tilpas generalistisk skolede, at vi synes at mange ting er spændende og derfor gerne vil have mere at vide om mange emner, når vi har tiden til det.

Og det er denne specialisering, som eksempelvis blogs var et tegn på. De hyperpopulære hyperspecialiserede blogs er et tegn på, at én persons specialistviden er mange andre generalisters specialinteresse. Jeg læser fantastiske single topic blogs om Manchester City, om min vivs niece, om retten til land i Tanzania, om mikroformater og meget andet. Jeg vil vide meget om nogle ting. Jeg gider til gengæld ikke vide alt, hvad Politiken eller Berlingske Tidende finder interessant.

Individualiseringen af/i samfundet

Og det bringer os frem til sidste punkt i dagens blogindlæg. Individualisering. Denne farlige størrelse har fundet sted i mange år siger alle sociologerne. Og alle sociologerne har ret. De er trods alt alle sociologer. Og alle sociologer har ret. Ergo. Men i hvert fald er der en enorm individualisering i vores samfund. Det er ikke nødvendigvis nogen dum ting, som mine forgængere på venstrefløjen ellers i mange år var bange for. Individuelle ønsker er slet ikke nogen dum ting, så længe det ikke bliver krav om, at verden skal indrettes efter mig, mig, mig.

Individualisering er frihed til at være anderledes og ønsket om at kunne tilrettelægge sit liv lige nøjagtig efter egne ønsker (indlægget er tilpas vidtfavnende allerede, så ingen snak om individets mulighed for rent faktisk at have helt egne ønsker). Denne individualisering slår også igennem, når vi jagter informationer. Alt dette her 90’er-fis med at vi alle er nyhedsjunkier, giver jeg ikke meget for. Tidligere sad dem, der havde mulighed for det, hele dagen og læste alle de aviser, de havde råd til. Det gør vi ikke længere. Nu sidder vi i stedet hele dagen og læser om de ting, vi finder interessante.

Konklusion

Og det er her, mit indlæg finder sin røde tråd. Aviserne fatter endnu ikke, at vi ikke længere kun er arbejderne efter kapitalisterne. Eller omvendt. Bevares, vi bør holde liv i klassekampen på mange måder, men pointen er, at vi – når vi bevæger os på nettet – ikke enten læser den ene eller den anden avis. Og ikke har den ene eller den anden generaliserbare interessebasis. Hvis jeg vil læse socialdemokratiske flammetaler, så fortæl mig om dem og link mig hen til videoen. Lad være med at tro, at én artikel giver mig alt, jeg vil vide. På nettet læser de samme mennesker Ekstra Bladet, Politiken og Berlingske Tidende. Og The Guardian og The Sun. Hvis de skriver om Manchester City eller om Jürgen Habermas eller om Mozambique, så læser jeg det i hvert fald lige meget hvem, der skriver om det.

Og det er det, aviserne skal lære. Vi skimmer det hele, og læser meget om det vi finder interessant. Vi læser ikke avisen fra ende til anden. Online. Derfor giver det ingen mening at ødelægge mit læseflow med kun at tilbyde mig noget om X-factor eller noget om paven, når jeg har læst artiklen. Onlineavisens næste side er ikke nødvendigvis min næste side.

Næææ, du. Jeg vil læse Søren Pinds udspil. Men jeg skal nok vende tilbage.