Og op af hatten kom en hippedyhopper, jeg ikke har hørt siden hans debutalbum i 1999. Pharoahe Monch kigger også forbi Risikokilde, og jeg har dermed fået endnu en genre på programmet (jeg er ikke helt tilfreds med at kalde The Streets for hiphop, sorry). Hiphop-programmet i år er alt andet end imponerende – lige som det elektroniske halter lidt – men med tilføjelsen af Pharoahe Monch er der nu et hiphop-navn på programmet, som jeg skal se. Også på trods af eventuelle tunge øjenlåg eller lignende. Der er tale om trademark hip-hop, hvor der tales til den indre, mandschauvinistiske svinehund. Hans eneste? hit, Simon Says (som jeg skamlyttede på 3. semester sammen med diverse numre fra bl.a. Mos Def, Canibus, Xzibit & Busta Rhymes), havde eksempelvis følgende lidet geniale ordlyd:
Get the fuck up! Simon Says get the fuck up! Throw your hands in the sky (BO! BO! BO! BO!) Queens is in the back sippin yak y’all what’s up? Girls, rub on your titties (yeahhhhhh) Yeah I said it — rub on your titties New York city gritty committee pity the fool that Act shitty in the midst of the calm, the witty
De kan altså noget med sproget de dersens rappere, dér. Bo!