Ved det indiske valg fik Kongrespartiet, med Rajiv Gandhis kone, Sonia Gandhi, i spidsen, et overraskende godt valg. Så godt, at det ser ud til, at hun bliver Indiens næste premierminister. I den forbindelse har Salman Rushdie skrevet en rigtig god artikel, “India’s New Era“, som også tager vi ikke specielt Indien-kyndige med på et meget kort historisk tilbageblik. Som diaspora-inder mener han ikke, at det tidligere indiske, hindu-nationalistiske, regime var til stor hjælp. I stedet ser han flere perspektiver i Gandhis kandidatur, især med hensyn til fremmedhadet. Sonia Gandhi er født og opvokset i Italien og bliver derfor set af nationalisterne som en udlænding, selv om hun har boet i Indien de sidste 40 år. Hendes egen katolske opdragelse ligger bag hendes ønske om et samfund med plads til alle religioner og hendes navn har appelleret til alle de hundrede millioner fattige indere i landdistrikterne, som elskede hendes svigerfar, Mahatma Gandhi. Rushdie vil dog ikke løfte armene og juble, før han har set, hvad Kongrespartiet kan udrette: “Sonia Gandhi — who has proved she has the stomach for the fight — will have to prove that she is not just keeping the leader’s seat warm for her son or daughter to inherit, that she is a true, unifying leader”. Under alle omstændigheder er det dog forløsende at se, at verdens største demokrati, som i øvrigt for første gang stemte 100 % elektronisk, har droppet det nationalistiske styre, som måske nok har stået bag tiltrængte økonomiske reformer, men som ikke har sørget for, at de mange fattige har set noget til pengene. Desuden burde dette være starten på slutningen af de brutale ovefald og mord på især muslimer, der har foregået med styrets opbaking i alt for lang tid.
Nehru-Gandhidynastiets retur til magten
14 May, 2004 • 2 minutes of reading
About The Author
René C. Nielsen
Sociologist, social designer, and social change consultant usually dabbling with some combination of social innovation, strategy, computational social science, and systems thinking.