In Danish

Financial Times Graphical World

I går gjorde jeg noget så nørdet som at tage ind på Grand Central Station for at se en reklamekampagne lavet af Financial Times. Med andre ord noget, jeg normalt ikke ville gøre. Men denne kampagne var ret speciel. Kampagnen hedder “Graphical World” og varer kun tre dage (i dag, i morgen og i overmorgen) ude i den virkelige virkelighed. Og det var sandt for dyden en virkelig cool kampagne.

Den er udviklet af David McCandless; I ved, ham fra Information is Beautiful, og reklamebureauet DDB UK. Kampagnen var centreret omkring 3 videoer, som blev projekteret i en 3D-visualisering på væggen i den nu engang temmelig smukke banegård. David McCandless fortæller:

Heldigvis for de af jer, der ikke lige har Grand Central rundt om hjørnet, ligger de tre videoer også klar til fri afbenyttelse for digitale snyltere som mig.

The Global Economy – What’s the dollar in your wallet really worth?

Den korte udgave: USA er rige, men bruger unødigt mange penge på uddannelse. Heldigvis kommer der flere lærere, tandlæger og advokater ud af det amerikanske uddannelsessystem end noget andet uddannelsessystem i verden. Videoen fortæller ikke i hvilken grad USA kan forsvare sin økonomiske posision i verden på baggrund af rigtig mange lærere, tandlæger og advokater. Videoen fortæller dog, at amerikanere tjener flest penge. Mest fordi de ikke må holde ferie og derfor er ulykkelige. Og inderne – som er rigtig dårligt betalte – skal ikke engang arbejde mere end amerikanerne for at komme i biografen. Men amerikanerne, de kan satme drikke bajere. Man aner temaet “vi er fucked!” lure under overfladen. Næste video, tak.

Money Talks – How cell phones are transforming economies

Globalt set er der herremange mobiltelefoner. Især i forhold til dengang der ikke var så mange. Den (klart, red.) største mobiludbyder i verden er China Mobile. Og det mener FT ikke er overraskende. Der er jo virkelig mange kinesere. De fortæller desværre ikke, om nogle udbydere evt. måtte have monopoler.

Men men men, de gode nyheder er: amerikanske udbydere (især AT&T) tjener stygt mange penge. En videreførsel af sammenligningen fra den første video ville have været på sin plads – hvor længe skal man arbejde i de forskellige lande for at ringe i en time? Men det er selvfølgelig ikke så væsentligt. Amerikanske firmaer er virkelig dygtige til at tjene vildt mange penge.

Men hvordan tjener vi flere penge?, spørger FT. Kina og Indien! Begge lande har flere abonnenter end USA. Og vækster i antallet af abonnenter. Faktisk vækster de tilsammen mere på et år, end der er abonnenter i hele USA (meget dårligt forklaret grafisk, men sådan forstår jeg i hvert fald fortælleren), men kun 74 % af deres befolkninger har mobiltelefoner. Ergo bør amerikanske mobiludbydere lancere i de to lande. Igen taler de desværre ikke om monopoler, tilladelser osv.

[Nå, vi skal jo også tale om udviklingslande. De er jo så dygtige til mobiltelefoni. Især det der med pengeoverførsler. Eller … i hvert fald i Kenya, men lad nu det ligge. Generaliseringer er godt, hvis man har data til at understøtte en pointe.]

Udviklingslande. Der er en klar sammenhæng … næææææh … kausalitet mellem mobiltelefoner og BNP, fortæller FT. Faktisk betyder en stigning i antallet af mobiltelefoner på 10 %, at BNP stiger med 0,8 %. Jow jow. Nu er FT jo ikke i udviklingsbranchen, men hvis de var, havde de på dette tidspunkt i filmen efterspurgt, at vi sender alle vore gamle mobiltelefoner til Afrika, så de kan blive rige. Det er alt, der skal til.

Og ja, den er god nok. De mener seriøst, at der er tale om en kausalitet og at den går i den retning: flere mobiltelefoner skaber øget vækst. De har endda et bevis: Der er flere mobiltelefoner i de rigeste afrikanske lande. Det dersens dataanalyse er sgu da easy.

Kenya! Selv om mobilpenetrationen i Afrika i gennemsnit kun er 53 %, bruger dem, der har en, deres telefoner til at revolutionere deres liv og økonomier. Se bare for eksempel (helt tilfældigt randomly valgt, velsagtens) Kenya. En tredjedel af deres indbyggere bruger deres mobiltelefoner til at overføre penge. Mange penge. Faktisk 15 % af BNP.

Og lad os være ærlige; det er vanvittigt, hvad M-Pesa har gjort i Kenya. Men det er altså ikke symptomatisk for Afrika. Det er specielt for Kenya. Nå, men FT tager selvfølgelig det oplagte skridt videre og lader mobiløkonomien fra Kenya, som ikke engang kunne overføres til nabolandet Tanzania med samme succes, være skabelon for, hvordan verden kunne se ud. Og hvad ville resultatet være? At vi alle sammen sendte mange penge til hinanden via mobiltelefon. Trilliarder, faktisk. Hvorfor os, der rent faktisk har bankkonti, skulle bruge det, forklarer de ikke. Heller ikke hvorfor det skulle være ønskeligt. Men det er et stort tal, og det er med mobiltelefoner. Funky.

Recession and Recovery – An upside to the downturn

Verdensøkonomien sux! Vi skylder maaaange penge. Mange flere end nogensinde før. Men der er også positive historier derude, hvis bare man leder godt nok. Arbejdsløshed for eksempel. Der er ret mange lande, hvor det er værre end USA. Det er jo en god ting. Nå ja, og så er der nogle lande, hvor der er lav arbejdsløshed. Sydkorea, Norge og Schweiz for eksempel.

Også i erhvervslivet er der positive ting. For eksempel er der helt vildt mange gigantfirmaer, der er gået konkurs. Nej, vi driller bare, det er ikke positivt. Det positive – i det store billede  (du ved, der hvor man ikke hænger sig i den enkeltes skæbne, demografi og den slags ligegyldigheder) er, at  den samlede enterprise-indtjening i USA stiger. Med andre ord bliver de rige rigere, mens andre mister deres jobs. DET er positivt. Og ikke nok med det. De store globale selskaber sparer i krisetiderne, og sidder derfor på enorme reserver. Er det ikke fantastisk?

Nå, men hvad med de små firmaer? Jo, de havde det virkelig hårdt i kriseperioden. Men vi skulle jo snakke om det positive. Så: Før krisen (før 2007) var der 5 % flere startups end lukninger; i 2009 var der 25 % flere lukninger end startups, men der er også nogle uforståelige, men positive tal for 2010 og/eller 2012, som fortæller, at det går fremad igen.

Mere positivt: I september 2010 blev der skabt flere jobs i USA end der blev tabt. Så det. Ingen af de andre måneder indenfor de seneste 5-6 år nævnes. Men september 2010 er billedet på økonomien lige nu, kan man forstå.

Huse. Huspriser har haft det svært i krisen, så vi må hellere se på, om det er blevet bedre. Hvordan det er lige nu. Nå, men huspriserne er lave. Men derfor kan man jo godt lede efter en positiv historie. Det bliver man jo lissom nødt til, når man har valgt at lave en dyr film om, at der er bedre tider på vej.

Som altid i reklamebranchen er vinklen det vigtigste; data ude fra den sande verden kan jo heldigvis manipuleres. Så vi bruger lige begrebet “Real estate market confidence”, som er steget 13 % siden 2009. Hvad det indebærer, skal man nok ikke tænke for meget over. Og så forventer man, at der vil blive bygget mere næste år end i år. I år sammenlignes ikke med de foregående. Og for lissom at sætte trumf på disse tal: Ude i verden er huspriserne steget nogle steder. Blandt andet i Frankrig, Brasilien, Norge og Letland. Der er de nemlig steget i forhold til “for nogle år siden”. Så det.

Alt i alt: Intet er sikkert, men det kommer måske til at gå bedre på et tidspunkt. Og tro det eller ej, nogle succesrige firmaer blev faktisk startet i nedgangstider. De nævner ikke, om andelen af succesrige firmaer er højere i nedgangstider end i opgangstider. Men nogle succesrige firmaer blev i hvert fald stiftet mens økonomien var dårlig.

Min konklusion

De tre videoer er i sig selv rigtig fedt lavet. Projektionen på væggen på Central Station er en cool måde at vise dem på. Fortællingerne og vinklerne er jeg selvfølgelig ikke specielt glad for (det er jo også FT!), men som kampagne betragtet har de databårne historier ekstrem gennemslagskraft for en lille datadreng som mig. Og hvad der ikke fremgår af videoerne, er interaktiviteten, der fandt sted på Grand Central. Jeg forsøgte at optage en video med et par folk, der gik rundt på sensor-boardet og styrede hvilke lande i grafikken på væggen, der blev vist tal fra. Det blev mildest talt ikke særlig godt. Blandt andet når man ikke at se grafikken ændre sig efter, hvor personerne står. Anyway, pinen er kort, så se det alligevel, hvis du vil forsøge at få en idé om, hvad jeg snakker om.

Alt i alt et sejt projekt, en godt tænkt kampagne og nederdrægtig brug af data.

I’m pretty much in love with a data. Or, the knowledge we can extract from it. Or, rather, the better decisions that can be made based on said knowledge.

I hold a M.Sc in Sociology a MA in Historical Social Enquiry (Social History + Historical Sociology + Global Development), and work as Information Management Lead at the International Federation of Red Cross and Red Crescent Societies. I guess you can call me a Computational Sociologist of Global Development and Humanitarian Action. No less.

That’s pretty much it, really.

%d bloggers like this: