Digitaliseringen af Afrika

[box type=”note” style=”rounded” border=”full”]Alle data skal tages med masser af forbehold.[/box]

Strøm

Det er ikke nogen hemmelighed, at digitaliseringen af Afrika har ladet vente på sig. I hvert fald hvis man ser på Afrika syd for Sahara. Adgang til strøm har selvfølgelig længe været første og største problem sammen med det beslægtede problem med adgang til (stabile) internetforbindelser.

When it comes to electricity, Africa remains the dark continent. There are a billion Africans, and they use only 4% of the world’s electricity. Most of that is round the edges, in Egypt, the Maghreb and South Africa. The rest of Africa is unlit; seen from space, the Congo River basin is as dark as the Southern Ocean. Demand for power is already outpacing economic growth. With its population expected to double to 2 billion by 2050, Africa will have to build entire new power grids just to stand still. So far, the failure has been systematic: of Nigeria’s 79 power stations, only 17 are working. All of this increases political risk. Some African countries could collapse by 2020 unless they can power an industrial base. Yet Africa’s virtual future is not dependent on its physical future. You don’t need much electricity to run a phone network. You need even less to run a phone itself. Even the scabbiest African village has worked out how to charge mobiles and other devices using car batteries, bicycles and solar panels. (kilde)

Internetadgang

Kun 10,9 % af den afrikanske befolkning har adgang til internet. Med til statistikken hører endda, at mere end halvdelen af afrikanere med internetadgang er fra Egypten og Nigeria (som alene står for ca. 40 %). Takket være Google Public Data Explorer og Verdensbankens data har jeg fremtryllet en grafisk illustration, som viser forskellen i internetbrugere mellem Danmark, USA og et nogle håndplukkede afrikanske lande (Seychellerne er med fordi de er kontinentets digitale stormtropper).

Mobiltelefoni

Men konstant adgang til strøm og fiberkabler er heldigvis så småt ved at være knap så væsentlig. Mobiltelefoner har længe været til stede i Afrika. Hele Afrika. Og mobilmaster skyder stadig op over det hele. Det betyder langt fra, at hele kontinenetet er dækket, men adgangen til det mobile net boomer. Og dermed også til internettet – både takket være udbredelsen af WiMAX og almindelig mobilt net.

Fixed broadband development through ADSL (the most commonly used technology) is constrained by a very limited and largely stagnating fixed line sector. In addition, there are very few cable networks and many countries are facing a shortage of international Internet bandwidth. As a result, fixed broadband penetration is low and broadband prices are beyond the reach of the majority of the population (see chapter 4). Mobile broadband is in its very initial stages but is showing faster growth than fixed broadband and may be Africa’s most promising broadband access technology for the future. (kilde: side 25)

Mobiltelefoni overhalede fastnettelefoni i 2000 – og mobilt bredbånd er mange steder allerede større end fast bredbånd. Hvilket bør ses som en naturlig konsekvens af kontinentets lave befolkningstæthed, som netop også er en af de væsentligste faktorer i den generelle tendens til at springe over de kabeltunge teknologier.

Mobiltelefonerne har måske sjældent været de sidste nye og det har ikke været alle, der har haft en mobiltelefon. Men mobiltelefonerne har været til stede. Som regel i form af gamle Nokiaer (især Nokia 1100) med taletidskort (jeg bruger selv taletidskort). Det vil sige en billig telefon, som kun skal oplades en gang om ugen – eller, hvis man kun har telefonen tændt, når man aktivt skal bruge den, hver anden eller tredje uge. “Bare den kan ringe og man kan sende en sms” har længe været mantraet.

Deletelefoner og telefoner, man kan leje på gaden og sætte sit eget sim-kort i, er også ganske udbredte:

To keep calling costs to a bare minimum, villagers keep conversations extremely short and make heavy use of text messaging. Flashing—calling and hanging up after the first ring—is also popular. The flash can signify, “I’ve arrived,” “call me,” or any number of other prearranged meanings. Phone sharing is also common. Some users just buy a SIM card (which is plugged into the phone to grant access to the network) for less than a dollar and borrow a phone from someone else. Many users rarely make outgoing calls, maintaining just enough prepaid credit to keep their accounts active and receive calls. (kilde)

Og netop på grund af dele- og lejetelefoner er Verdensbankens data vedrørende mobiltelefoni ikke specielt sigende, da de kigger på antal abonnenter (og dermed nok heller ikke taletidskortejere, som er klart mest udbredt). Men det overordnede billede fejler ikke noget, tror jeg:

Selv om de fleste afrikanske lande stadig er langt efter Danmark, er det tydeligt at se, at mobiltelefoner er det centrale kommunikationsmiddel – og i ekstrem vækst. Selv om (eller måske især fordi) Mozambique er et af de dårligste ICT-lande i verden, er det væsentligt at lægge mærke til stigningen fra 2,2 % i 2003 til 19,7 % i 2008. Det er en nidobling på 5 år!

IDI – ICT Development Index giver et godt overblik over, hvor langt nede på listen de afrikanske lande generelt er. 3 lande i top-100 globalt er ikke imponerende i sig selv. Men den store vækst i mobilt bredbånd ovenfor hjælper uden tvivl til at gøre bundniveauet langt højere end for blot fem år siden (se også forskellene mellem IDI-scores i 2008 og 2002).

Smartphones

Med den øgede og forbedrede adgang til det mobile net øges også brugen af de tilgængelige funktionaliteter på de evigt forbedrede, billige telefoner. Med andre ord: Bedre telefoner og bedre forbindelser har udviklet markedet for data.

Smartphones er ved at vinde frem i de urbane områder (i Ghana, som er et af landene med flest mobilbrugere, benytter 17 % af den urbane befolkning internet via mobiltelefon). Her i Maputo er de facto-smartphonen en BlackBerry. Jeg ved ikke, om det er generelt for Afrika. Jeg har aldrig personligt forstået fascinationen af BlackBerrys, men de kan købes her. I alle mobilforretninger. Man skal spørge pænt og have uhyrlige summer op ad lommen for at få en iPhone eller en Android-telefon. Men BlackBerrys er tilgængelige overalt og kan fås i alle størrelser og med mange forskellige abonnementer. De er stadig dyre, jovist, men de er til at få for penge.

Og det er det, der gør det så forbandet fedt: Man behøver ikke adgang til en PC for at få adgang til alle de (demokratiserende, frigørende osv.) teknologier, vi andre har været vant til.

There are already 84m internet-enabled mobiles in Africa. It is predicted that 69% of mobiles in Africa will have internet access by 2014. A week’s worth of data can be had for $3. That’s still too much for the majority of Africans, who earn less than $2 a day, but it seems a miracle to those who were shelling out $1,500 for a sim card in 1998. And the mobile web is a more potent communication tool than anything else in African history, because it is interactive, participatory, and to some degree democratic and anonymous. On the internet you can doubt, you can challenge, you can be openly gay, join the opposition or find fellow believers, and most of all you can be entertained and informed in those long hours in traffic jams or evenings in crowded rooms lit by a single bulb. (kilde)

At Nokia helt sikkert nok skal vinde smartphonemarkedet i Afrika er jeg dog ikke i tvivl om. I første omgang er deres strategi fortsat at satse på flere af de allerede tilgængelige håndsæt med internetadgang (med S40) for at udbrede adgangen til billigt at komme på internettet, men efterhånden som priserne falder på de nye Microsoftbaserede håndsæt, kommer de uden tvivl også til Afrika i stor stil. Folk er glade for Nokia. Rigtig glade for Nokia. Og adgangen her i Mozambique til Appleprodukter er næsten ikke-eksisterende. Computere er lig med Windows. Og derfor er Nokiaer med Windows Phone et godt bud på den kommende vinder af det afrikanske smartphonemarked (dybest set er der kun to stensikre teknologiske vindere på det afrikanske marked på nuværende tidspunkt: Nokia … og Toyota).

Sociale medier

Med en BlackBerry eller anden internetadgangsgivende telefon er der adgang til nettet næsten hele tiden. Mobilnettet er – her i Maputo – generelt kun nede i en time eller tre i løbet af en måned – og dermed ikke noget, der ødelægger oplevelsen af at være på nettet hele tiden. Og netop oplevelsen af at være på nettet hele tiden ser jeg som meget væsentlig for den store ændring i øjeblikket. Det er først nu, at det er tiden og energien værd at sætte sig ind i teknologierne. Før var e-mail blot en langsom udgave af sms (der kan gå uger fra jeg skriver en e-mail til den bliver set og besvaret). At skrive en e-mail er lige så nyt for mange som Facebook og Twitter.

Og derfor er Facebook og andre high-maintenance, online værktøjer også på vej op. I slutningen af august 2010 var der i Mozambique ca. 45.000 Facebookbrugere. Det vil sige ca. 0,2 % af befolkningen. I dag er antallet af Facebookbrugere fordoblet til 95.000.

Pricing is driving its popularity. The site was zero-rated in 2010—that is, made almost free of data charges in several African markets (the bill is footed by Facebook, the network operators and the phone manufacturers). “The zero-rating of Facebook was the most significant tech story in Africa in 2010,” says Erik Hersman, who has two influential blogs, White African and Afrigadget. So while text messages are cheap, sitting on Facebook is even cheaper. Facebook’s own numbers show growth coming fastest in Egypt, Morocco, Nigeria, Kenya and South Africa.

Cloud-services generelt har derfor nu fået den første mundfuld ilt. Jeg har selv den bedste internetforbindelse, man kan få som privat. Det er 8Mbps/512Kbps og 28GB trafik til ca. 1.000 kroner om måneden. Hvis man bruger mere, koster det 25 kroner pr. 100MB. Virksomheder er ikke væsentlig bedre stillet (flatrate findes ikke), så at bruge skyen i vestligt omfang er dybest set ikke en mulighed. Det samme gælder backup i skyen – eller på et andet netværk, for den sags skyld. Backup foregår selv i store virksomheder med vigtige data via lokalnetværk. Fjollet, men nødvendigt. Og problemet er generelt for regionen.
Priserne er ikke meget bedre, når det drejer sig om data på mobilen, hvor billigste data i øjeblikket koster 60 kroner pr. 100 MB. Igen, flatrate findes ikke på markedet. Men det er selvfølgelig ikke synderlig anderledes end i Danmark, hvor ISDN, SMS, ADSL og senest mobildata blev solgt metervis med gigantiske fortjenester i stedet for at sælge flatrate til fornuftige priser.

I urbane områder, hvor både fast bredbåndsdækning og mobildækning er god, er teknisk tilgængelighed dermed ikke længere problemet. Problemet er i stedet den vanvittige prissætning. Uden at have detailviden på området, formoder jeg, at det de fleste steder skyldes

1. mangel på konkurrence
   Et tredje mobilselskab er på vej i Mozambique. Det første er ejet af staten og det andet privatejet – blandt andet af medlemmer af regeringen.
2. nødvendigheden i at få hentet investeringerne i infrastruktur ind hurtigst muligt
   Hvor nødvendig nødvendigheden er, er et godt spørgsmål. Argumentet hænger nok sammen med manglen på konkurrence 🙂

Med et forholdsvist beskedent kundegrundlag ser vi nok ikke ændringer det første stykke tid. Med mindre udbyderne forstår, at lavere priser giver flere kunder i et umættet marked. Men det tør jeg ikke umiddelbart sætte min lid til. Men det er der, den ligger. Digitaliseringen af Afrika. Hos udbyderne. Markedet er modent.