Øl, bold & alt andet end hornmusik

·

·

Advarsel: Laaaaaaaaang

Efter at Den Fede er smuttet tilbage til fastlandet, synes jeg at det hør og bør at takke af for en forgøglerig uges tid. Af åbenlyse økonomiske og helbredsorienterede årsager føler jeg, at det var det helt rigtige tidspunkt, at han fløj fra reden.

Det hele startede en (ikke overraskende) regnvåd mandag eftermiddag, da Flemming lidt modvilligt forlod flyet i Manchester Airport. Ikke nok med at han kom til regnvejrets hovedstad ? han blev også omgående mindet om engelske pigers manglende charme og lækre hår. Selvtillid har de jo desværre alt for meget af ? eller er det på grund af mindreværd, de går rundt i alt for lidt tøj? Hvorom alting er, så er de i hvert fald tudegrimme, og det blev bemærket ugen ud.

Vi begav os mod Levenshulme (tog et enkelt pit-stop på Big Hands, hvor den stod på Schneider Weisse), hvor jeg syntes, at det var på sin plads at byde Flemming velkommen ombord i den store indiske karrygryde. Som sædvanlig ville den lokale karrymand helst ikke servere de stærkeste retter for hvide mennesker, men vi holdt hårdt på, at et par blegnæb som os sagtens kunne klare hans Chicken Vindaloo. Som sagt så gjort. Vi låste os ind i hybelen og glædede os til en god gammeldags sveder/brænder/ukontrollabel puls forårsaget af al for stærk mad. Som sagt så gjort. En halv time senere ? da maden var blevet kold, men stadig føltes varm i munden ? kunne en stolt Flemming vise sin slikkede tallerken frem. En flot bedrift, som jeg dog et eller andet sted vidste, at han ville fortryde senere (sådan ca. næste morgen). Som sagt så gjort.

Efter et par dåsepils tog vi på The Pack Horse for at se Leeds-City. Pubben var meget sparsomt bemandet ? kun en god håndfuld Citysupportere med visse alkoholiske tendenser havde fundet det nødvendigt at gå på pub for at følge drengene. Endnu engang viste City at de har et godt hold, men endnu engang viste de også, at de ikke helt har fattet, at en af de vigtigste regler i fodbold er, at man skal gå efter at score flere mål end modstanderen.

Tirsdag havde vi nørdedag. Jeg tog på universitetet og Flemming blev hjemme for at læse. Da jeg skulle forberede et oplæg om noget så interessant som masseproduktion i USA og GB til onsdag morgen valgte vi at se Milan-Deportivo hjemme på min egen flimmerkasse (også kendt under navnet ?Fjernsyn Uden Lyd?). Efter en forrygende forestilling i fremadrettet, fortryllende fantastisk og flydende fodbold fandt vi en godnatbajer frem og jeg gik i gang med mit oplæg, som skulle vise sig at blive knap så formfuldendt som Milans fodbold.

Mere spændende blev onsdag, hvor Flemming tog med ind på universitetet. Jeg placerede ham i en af læsesalene på biblioteket og tog selv til masseproduktionsseminaret (underviserne lyncher mig, når jeg kommer til at kalde det for forelæsninger). Efter seminaret (som skulle have varet 1? time, men tog 2 timer og et kvarter fordi underviseren var så engageret i emnet!) ville vi have lidt at spise og derefter på Manchester Museum. Mens vi sad og spiste lidt græsk junk mødte vi dog min italienske kompis, Stefano, og vi blev enige med ham om, at vi, i stedet for at gå på museum, skulle drikke lidt kaffe på Cafe Muse, som er museets café.

Derefter stod den på et seminar i kildekritik, som skulle vise sig at være en langtrukket affære, som burde have været undgået, og som jeg desværre for Flemming havde overtalt ham til at tage med til. På positivsiden var, at vi ved at tage undervisningen fik en aftale i stand med nogle af de andre, om at vi skulle i studenterhuset og drikke. Der mødte vi nogle af dem, der havde valgt at droppe undervisningen, og de fortalte at en af deres medstuderende (som også skulle have været til kildekritikkurset) skulle spille noget musikværk om aftenen. ?Fedt nok? sagde vi og hentydede til at vi skulle se bold. ?Men måske bagefter?. For at varme op til aftenens betændte dyst mellem Chelsea og Arsenal ville vi lige på en mindre pub-crawl. Skod-Steve fra mit hold tog med, og vi startede ud på The Temple, som er en underjordisk bar, der tidligere var et herretoilet. Stedet er ret fedt og har en meget veludstyret jukeboks udi Manchesters stolte musikalske arv. En eller anden havde dog valgt at stoppe hele sin opsparing i maskinen for at høre Pixies. Ikke noget dårligt valg, men lidt variation ville ikke være sådan at kimse ad. Steve havde selvfølgelig ikke penge nok, så jeg måtte udstyre ham med en øl, før vi alle kunne sætte os tilbage og nyde en råkold Schneider Aventinus, som smager overdådigt taget i betragtning af den kradsbørstige alkoholprocent. Steve tog hjem og vi fortsatte mod Phoenix, hvor vi ville se bold. Phoenix er et rent helvede, men har billige øl og diverse storskærme. På vejen følte vi os dog forpligtede til at tage et par pit-stop (blandt andet på Thirsty Scholar, hvor jeg jo havde været heldig at høre lidt Fear Factory sidst jeg var der), så vi nåede kun at se de sidste 20 minutter. Phoenix var, som ventet, ikke et specielt fedt sted at være, så vi begav os i stedet mod et af Manchesters klart bedste livesteder, Band on the Wall. Ham kulturhistoriefætteren, som jeg skulle have haft undervisning med, skulle spille på Band on the Wall på et tidspunkt i løbet af aftenen. Det passede lige nøjagtig med, at de gik på scenen da vi ankom, så det var jo perfekt. Vi regnede ikke med det helt store, men det viste sig, at de var helt suveræne. Jeg er overbevist om, at Performance er den næste store eksportvare fra Manchester. Jeg glæder mig allerede til at kunne sige ?Jaaaaaa, men jeg så dem før dig? til en masse mennesker om fem år. Hør dem, se dem, køb dem … øhhh … når de engang udgiver noget. Da stedet lukkede omkring midnat havde vi stadig mod på mere, så vi gik hen på Baa Bar, som ligger i Gay Village. Sidstnævnte betød, at vi kunne more os over tre transvestitter, der stod og kylede det ene shot efter det anden ned i halsen. Deres dybe stemmer passede en del bedre til deres opførsel end den blodrøde læbestift og fjerboaen over skulderen. Hjem.

Torsdag bød på endnu en runde undervisning, hvorefter jeg mødtes med Flemming på universitetsområdet og tog på Big Hands for at vælte et par stykker ned i svælget sammen med mine medstuderende. Dagens højdepunkt var russiske Yulia, som fortalte om sine betænkeligheder ved at udtale navnet på Joan Cocks, idet hun skulle holde oplæg om Cocks? ?Passion and Paradox?. Det fik selvfølgelig Flemming og undertegnede til at gå i Pim van der Keysergracht-selvsving (mest af alt fordi hendes russiske variant af ?Cocks? ikke lå langt fra Pims hollandske).

Da vi nu alligevel var så tæt på Rusholme (i daglig tale ?The Curry Mile?) kunne vi jo lige så godt spise en omgang karry. Igen tog Steve med. Vi valgte at tage på Sanam, hvor jeg også var sammen med Mor, Sanne, Anna og Lea. Rigtig god mad igen. Damn jeg elsker The Curry Mile. Efter denne omgang valgte vi at tage hjem og gense en røvfuld Angoraafsnit før fredagens strabadser. Vi havde aftalt, at vi skulle prøve noget af dersens lavkultur. Vi ville på museum.

Fredag startede meget stille og roligt. Faktisk så roligt, at vi først kom af sted klokken 14:00, hvor vi tog direkte på Dutch Pancake House. En pandekage, der hedder ?Meat Feast?, kan man altså ikke gå uden om. Det skal dertil siges, at den også var så overdænget med ost, at selv Flemming og jeg måtte glippe lidt med øjnene og sige ?der er vist vel meget ost på?. Derefter gik vi en lille tur ind på Central Library og derefter på The Museum of Science and Industry. Museet var meget stort, så på grund af den fremskredne tid gik vi ret hurtigt igennem flere af sektionerne. Det var dog ikke den dummeste idé nogensinde. Især den første af de fem bygninger var super-kedelig. Vi nåede aldrig til den sidste bygning, som Lene siden har fortalt er den mest spændende. Fedt.

Turen gik derefter gennem Deansgate til Manchester Cathedral og derefter til The Peter Saville Show i Urbis. Peter Saville er manden bag Factory Records? design og har stået for mangen et pladecover gennem tiderne ? blandt andet for Suede, Pulp, Joy Division & New Order.

Efter sådan en omgang kultur var det også på tide at slå sig på flasken igen, så vi fortsatte vores city-tour på Old Wellington Inn, som ikke bare er Manchesters ældste pub, men byens ældste bygning. Se det er da den bedste blanding af lav- og højkultur verden hidtil har set. Desværre skulle det vise sig, at et anseeligt antal piger brugte stedet til at varme op til Pink-koncert! En af dem var endda så venlig at begynde at fortælle Flemming og mig om sin musiksmag. Hun kunne ikke helt huske, hvem hun bedst kunne lide af U2 og Robbie Williams, og navnet på hendes yndlingskunstner over dem alle, Prince, var ikke sådan lige at huske. Stive kællinger teenagepiger! Tsk. For at det ikke skal være løgn, var vi nu også selv i gang med opvarmningen til koncert ? dog var vi på vej til koncert med Roni Size og slæng på The Academy – og ikke Pink. Turen derhen gik dog forbi to af mine yndlingspubs ? Corbiéres og Mr Thomas’s Chop House. Førstnævnte er en pub for unge, der, lige som The Temple, ligger under jorden og ligger inde med en af byens bedste jukebokses. Vores forsøg på at sætte et nummer på mislykkedes dog på grund af manglende evner. Sidstnævnte er en af de ældste og mest stilfulde pubs, man kan finde, og en enkelt Landlord eller to fik ben at gå på der.

På vejen til koncert fik vi et lille glimt af Manchester Town Hall, men blev forstyrret af fire fyre, der skulle finde en bestemt pub. Vi skulle heldigvis samme vej, så der var ikke noget super-koldt vand på det stykke kvæg.

Vi kom for sent til at kunne efterlade vores jakker i garderoben, fordi den var fyldt. Det undrede os mildest talt lidt, for de burde da være vant til at fok gerne ville af med jakken når de skal til koncert. Men sådan måtte det være. Vi kom dog på det helt perfekte tidspunkt i koncerten. Før koncerten var det kun Roni Size, der var blevet promoveret, men det viste sig, at det var det meste af Full Cycle Crew der var troppet op. Ekstra-kewl. Efter den rigtig rigtig gode koncert satte vi os ned i baren, hvor Dynamite MC, MC Tali og flere af de andre også befandt sig.

Da studenterhuset lukkede, gik vi videre på Jabez Clegg, hvor vi befandt os til ud på de lyse time. Det vil sige, vi gik selvfølgelig da de lukkede klokken 3:00, men hvis de havde haft åbent længere, ville vi ganske givet være blevet.

Lørdag mødtes vi med Daniel og Peter for at få en pint før kickoff på City of Manchester Stadium. Sæderne til kampen mellem City og Fulham var overraskende gode. Det var Fulham ikke. De blev fuldstændigt udspillet i første halvleg, men som forventet formåede City ikke at score. Det var der i det hele taget ingen af klubberne der gjorde i hele kampen og en søvndyssende anden halvleg blev ikke mere interessant af den tiltagende regn og kulde.

Efterfølgende tog vi til The Curry Mile, hvor vi hentede take-away hos ?The Happy Persian?, som Peter og Daniel kaldte ham. Han var også usandsynlig glad og vittig. Ja, det var nærmest for meget lige efter en 0-0 kamp. Vi tog de enorme retter med til Peters lejlighed, hvor den stod på rugby i fjerneren. Efter en spændende rugbylandskamp (det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle sige) tog vi på en sprit-ny bar kaldet Varsity. Varsity er en studenterkæde lige som Screambaren (Phoenix), som vi var på onsdag, … men klart klart federe. Peter og Daniel tog hjem klokken 23:00 da Varsity lukkede, men vi valgte at gå videre til klubben Deluxe i Contact Theatre. Et ikke specielt kendt sted, men det var dejlig tæt på, hvor vi oprindelig var, og det er vistnok måske kan godt være et af de steder, der er på vej til at blive stort og kendt. Jeg var dog ikke voldsomt imponeret. Vi var ved at være matte, men blev alligevel på stedet til alt for sent.

Søndag var svær at komme op til, men ude i horisonten var storkampen mellem Arsenal-United. Vi tog ned på den lokale sportspub, Hennigan?s Sports Bar, som var totalt stoppet med mennesker (eller hvad de så end hedder, dem der holder med United). Lene kom med flyet på et så ugennemtænkt tidspunkt, at jeg måtte forlade etablissementet tyve minutter inde i anden halvleg. Arrr, ok, det er måske ikke hele sandheden. Jeg mente, at hendes fly skulle lande så ubelejligt, men jeg fik så lov at vente i lufthavnen i halvanden time. Tak til mig selv for den. På grund af de til tider overordentligt ineffektive britiske offentlige transportmidler tog det os godt to timer at komme hjem fra lufthavnen selv om det normalt kun skulle tage ca. 45 minutter. Der var derfor ikke meget tilbage af aftenen da vi returnerede til Levenshulme, og vi valgte derfor at glo lidt computer-tv.

Mandag ville vi, denne gang assisteret af Lene, igen forsøge at tage på Manchester Museum. Endnu engang kom vi dog ret sent af sted, og vi nåede derfor kun at se noget lignende en tusindedel af museet. Men det er gratis. Vi blev enige om at tage i China Town for at spise, og slog på vejen lige et smut ned forbi Temple Bar. Denne gang fik jeg følgeskab af en ganske venlig spanier ved navn Cruzcampo. Vi valgte en kinesisk restaurant, hvor der så tilpas pænt ud til at vi gad være der i længere tid. Det lavede den ubeskriveligt ubehøvlede tjener dog om på efterhånden som hun havde været ved vores bord nogle gange. Selv om maden var rigtig god, havde vi ikke den store lyst til at kaste alt for mange penge efter dem. Sur og tvær var hvad hun var. Så blev vi det også.

Efter et (trods alt) godt måltid var tiden kommet til at se Pugilist Specialist på Contact Theatre. Det viste sig at være en rigtig god oplevelse. Skuespillerne spillede sindssygt godt og stykket var meget godt skruet sammen. Lidt amerikansk anti-krigspropaganda kan man jo altid bruge. Vi snuppede en enkelt øl på Big Hands på vej til bussen, hvorefter den stod på søvn.

Tirsdag ville vi nemlig i Trafford Centre, så Flemming kunne nå at se det, før han skulle af sted senere på dagen. Der var ingen af os, der havde nogle penge at bruge, så vi valgte i stedet at spise og drikke de få mønter op, der lå i vore lommer. Da vi skulle skifte bus på universitetsområdet på vej hjem nåede vi lige en ekstra kop kaffe og et stykke chokoladekage på Kro2. ét stykke kage var så klamt (positivt), at der var nok til os alle tre. Så kan man tale om chokoladekage :-p.

Herefter gik den over stok og sten for at vi kunne nå at sende Flemming med flyet med kurs Kbh., men jeg regner sådan set med, at han nåede det. Jeg nåede lige nøjagtig hjem til at crashe på sofaen.