Amerikanerne kaster med masser af mudder i disse dage. President Obama får tæv af republikanerne og en del af sine egne demokrater, hver gang han vil have noget gennem kongressen. Det må ikke koste penge og skatterne må ikke stige. Samtidig skal der selvfølgelig skabes en masse jobs og der skal skabes vækst, vækst, vækst! Det betyder, at De Store Ord fra hans valgkampagne om forandringer og et bedre USA har mødt den politiske pragmatismes iboende enerverende inerti.
Eller sagt på en anden måde: Mange demokrater synes ikke, at der er sket en skid.
Og hvem er “mange demokrater” så? Hvem havde ikke blot håbet på, men regnet med og forventet, at der ville ske en helt masse mere? Hvor republikanerne har deres ulidelige Tea Party-bevægelse til at skabe røre og kræve forholdsvis ekstreme politiske løsninger, så har demokraterne selvfølgelig også en venstrefløj, der ikke synes om politisk opportunisme og studehandler med republikanerne. Deres krav er selvfølgelig nogle gange fjollet urealistiske – som det er tilfældet med Tea Party-folkenes – men de er alle forenet i noget helt andet end Tea Party-idéerne: De vil et mere lige samfund, ikke et mere ulige.
Vi ser det samme i Danmark. I USA kalder de nedladende disse venstrefløjsaktivister for EmoProgs (Emo Progressives). Det er dem, der ikke vil gå på kompromis for kompromisets skyld. Alle andre end dem selv kalder dem irrationelle, ekstreme ideologer og selvfølgelig tudeprinse og brokrøve. Tidligere havde både Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti det prædikat, men store dele af de danske politikere og medier har efterhånden droppet SF i den udregning. Af gode grunde. SF har gennem længere tid ført seriøsitetshungrende, populistisk, midtersøgende, semi-socialdemokratisk politik, altimens Socialdemokraterne valgte en midtersøgende statsministerkandidat og krammede nogle af de borgerliges tilgange til både skat og “udlændinge”.
SF er nu gået med Socialdemokraterne hele vejen mod magten. SF har taget Obamas standpunkt – et standpunkt Radikale har haft i mange år – som betyder, at det er bedre at have magten og forandre i det små via kompromiser end ikke at have magten. Det er ikke noget dumt standpunkt som sådan. Jeg tror dog ikke på, at det rykker specielt meget ved deres muligheder ved det kommende valg. Den siddende regering har ført os i flere krige, har udsultet kommunerne, har givet skattelettelser til de rigeste og gjort det forbandet svært for alle, der ikke sværger til hvid mor, hvid far og to hvide børn. Vi trænger til noget helt andet!
S+SF ville have stået lige så stærkt, hvis de ikke var hoppet med på den kontraktpolitiske vogn og kæmpet for 24-årsreglen, pointsystemer og diverse udgaver af skattestop. Nu har de i stedet det samme problem som ved sidste valg, hvor det kunne spinnes som om, oppositionen ikke var et reelt alternativ, men blot andre ansigter til at føre den samme politik. Det er selvfølgelig ikke tilfældet, men med kompromiser, som ikke engang er taget ved forhandlingsbordet (hvor blå blok sjældent har været interesserede i at lave aftaler med S og SF), men gennem egne kongresser og daglig politikudvikling, er det svært ikke at føle, at de bevidst har tilsidesat en stor del af baglandets uændrede solidariske holdninger for i stedet at være lige som Anders Fogh Rasmussen: En Stærk Mand. Stærke mænd kan nemlig føre stolte skibe gennem faaaarligt vand.
Problemet er bare, at venstrefløjen generelt ikke leder efter stærke mænd, men efter solidarisk og inkluderende politik. De ønsker ikke at være om bord de borgerliges stolte Mærsk-skibe med stææærke kamptajner kaptajner, men efter et hav hvor der også er plads til små joller, der sejler i vidt forskellige retninger. De vil have en statsminister, der giver plads til alle. Det får de også i langt højere grad med en S+SF-regering, men det bliver nemt for de borgerlige og deres medier at spinne det anderledes, når det hele handler om præsidentkampe og at være stærke og forenede i kampe mod noget. Retorikken lægger op til, at vi kun vil have stærke mænd, og når den kandidat, der er mindst stærk mand, går med på samme politisk-retoriske mediestunt, har vi alle tabt. Stærke mænd er ikke de eneste, der kan lede et land!
Derfor er det, man kunne kalde Den Danske EmoProg-bevægelse også stærk i denne valgkamp. Enhedslisten ser ud til at få en fantastisk valg. Selvfølgelig blandt andet fordi de har en af dansk politiks sejeste politikere i Johanne Schmidt-Nielsen, men dybest set er det nok fordi, S og SF ikke længere er tro mod deres bagland. Jeg meldte mig selv ud af SF da de formastede sig til at tale for pointsystemet. Nu vil de gerne lige udsætte det der med at forhøje ulandsbistanden. Så er det klart, at mange, der tidligere stemte S eller SF, nu er klar til at stemme på Enhedslisten.
EmoProgs kan være stolte af at være EmoProgs (uanset det fjollede og nedværdigende mærkat, som jeg hermed også trodsigt benytter). De er tro mod deres holdninger og vil ikke sovses ind i al for meget parlamentarisk fnidder. De forventer blot det bedste af de kandidater, de stemmer på. S og SF kan også være stolte af deres stærke samarbejde. Jeg tror på, at Helle Thorning-Schmidt (og manden bag samarbejdet, Bjarne Corydon) har gjort det helt rigtige med det tætte samarbejde med SF. Det skulle gerne fastholde mange af De Sande Socialdemokrater (lad os bare stadig kalde dem Auken-fløjen) og for Villy Søvndal og SF’s vedkommende er det et stykke godt realpolitik, som ikke nødvendigvis styrker dem hverken ift. mandater eller bagland, men ikke desto mindre får SF med i regering i stedet for Radikale.
Men det kan jo ikke være godt for alle! Jo. Så længe S og SF har det fint med, at alle danske EmoProgs stemmer Enhedslisten og dermed styrker den del af deres potentielle parlamentariske grundlag, der ikke ønsker og ikke behøver føre midterpolitik, så er alle vindere. S og SF vinder magten og har et stærkt Enhedslisten til at tvinge dem til og give dem mulighed for at lave Ordentlig Socialistisk Politik nu og da. Og Enhedslisten, tja, deres sejr er åbenlys.
Hvad jeg stemmer ved det kommede valg, hvis jeg da får lov? Det samme som altid. A, F eller Ø. Som alle de andre KreaProgs 🙂
Billede: Wen Chuan Tan
