Fængslings sociale slagside

·

·

Sociologiprofessor Bruce Western fra Harvard University skriver på reason.com om de mange dårlige ting ved fængsling. Som de fleste vil vide, er der en meget positiv ting ved fængsling: De kriminelle er ikke “ude i samfundet” og kan derfor som hovedregel ikke begå ny kriminalitet (jeg vil ikke her gå ind i en diskusion af fængslerne som en del af samfundet, men dybest set er deres funktion netop at lade som om, de ikke er en del af samfundet, som vi kender det. Og det er selvfølgelig noget vrøvl).

Han skriver en masse gode ting, som jeg er helt enig i. For en kløgtig mand, det er han så absolut. Han skriver selvfølgelig om en amerikansk kontekst, som er væsentlig anderledes end den danske, men hovedpointerne holder også i Danmark (og ganske givet så godt som alle stater i verden).

Tegning af mand bag tremmer
Billede taget af Carsten ten Brink

Han nævner tre væsentlige forhold, som gør fænglser til en negativ størrelse (nedenstående er en sammenblanding af hans pointer og mine fortolkninger og kommentarer af og til samme):

  1. Tidligere fængslede har sværere ved at få job og tjener færre penge, når de har et job.
  2. Fænglsedes familier mangler en far og mand under fængslingen og har efterfølgende en mand og far, som ikke tjener penge og tilskrives lav social status, hvilket især går ud over børnene – og især drengene (“fængslede” generaliseres her til “mænd”, da langt størstedelen af fængslede er mænd. Derfor er de fleste statistiske kriminologiske resultater udelukkende mulige at konkludere på, hvis man kun kigger på mænd. I Danmark er ca. 95 % af de personer, der modtager en ubetinget fængselsdom, mænd (kilde (pdf))).
  3. I områder/miljøer med mange kriminelle er der ikke så stor skamfølelse og stigmatisering ved plettede straffeattester og fængsling, hvilket gør (yderligere) kriminel adfærd (og velsagtens risikoadfærd generelt) mere normalt. I følge Bruce Western er chancen for, at beboerne i disse områder stoler på politiet, også mindre end i resten af samfundet. Derfor anmeldes færre lovovertrædelser til politiet, hvilket igen gør kriminel adfærd mindre risikofyldt.

Punkt nummer 1 og 2 viser åbenlyse sociale problemer for den kriminelle og hans familie, mens punkt 3 selvfølgelig er et større samfundsproblem, som i amerikansk kontekst af gode grunde fylder væsentlig mere end i Danmark. Men det er også et problem i Danmark. Derfor er Bruce Westerns afsluttende tirade selvfølgelig også væsentlig hos os:

Because of the mounting social costs of incarceration [fængsling], the benefits of prison have reached a point of diminishing returns. Sixty percent of state inmates are re-arrested within three years of being released from prison. Recidivism rates [andelen af kriminelle, der igen begår kriminalitet] have not fallen despite a fourfold increase in incarceration rates since the 1970s.

We may care little about the job prospects of ex-cons. We may not even care much about their children or neighborhoods. But if the social costs of imprisonment grow without limit along with the prison population, mass incarceration becomes a self-defeating strategy for crime control.

Reducing these social costs is an urgent priority. Successful programs now offer transitional jobs to released prisoners, support the children of incarcerated parents, cultivate police-community relations, and send fewer people to prison in the first place. Measures like these reduce the social damage of mass incarceration and promise a sustainable public safety.

Til det kan jeg blot tilføje, at et par undersøgelser, jeg har været med til at lave (“Skejby-modellen – et socialt eksperiment om udtynding af kriminelle” (pdf) og “Alkoholistbehandling. En effektevaluering.” (pdf)), begge viste, at dømte kriminelles uddannelsesniveauer forbedres signifikant, hvis de ikke indgår i den klassiske fængselskontekst. Og uddannelse, familie og job har alle en nedsættende effekt på kriminalitet.

Og så er der selvfølgelig stadig den mest åbenlyse kriminalitetsbekæmpelse: Forebyggelse. Forebyggelse har mange ansigter, men hvis vi lige nu ser bort fra sociale faktorer (det er svært at tvinge mænd i arbejde, til at finde en kone og til at få sig en længere uddannelse), så lader det til, at “hot spot policing” virker. Jeg har ikke det store kendskab til literaturen på området, men det, jeg har læst, tyder på, at ekstra tilstedeværelse af politiet på de mest udsatte steder virker. Det behøver ikke betyde øget politistyrke, men en mere geografisk koncentreret indsats. Herunder eksempelvis færre betjente, der triller rundt i politibiler i gaderne og ser efter, om du har lys på cyklen. De kan bruges bedre på strøget i nattetimerne til at nedbringe andelen af voldstilfælde (rapport om netop den indsats (pdf)).

Og før du finder Nationen-tastaturet frem, så lad mig lige gøre det klart, at jeg ønsker ikke en afskaffelse af fængslerne, men rimelighed (sic!) i længden og andelen af fængselsstraffe. I stedet for blot mere, mere, mere.

Mere, mere, mere er det samme som flere, flere, flere udgifter til fængslerne (det koster ca. 40.000 kr. at have 1 person i fængsel i 1 måned – (kilde)); flere, flere, flere personer på overførselsindkomst; flere, flere, flere ødelagte familier og ikke mindst mere, mere, mere kriminalitet. Lyt til kriminologerne og ikke politikernes retsfølelse (også kendt som fejlagtige mavefornemmelser).

De eneste, der i dansk kontekst vinder på strengere straffe, er de politikere, der bliver valgt på det.