Jeg er til Internet Research 9.0 i øjeblikket (IR9.0 is proudly sponsered by Advice Digital – derfor). Der er ikke meget web2.0-smartness og lækkert design over folkene her. Det er mere som en klassisk akademisk konference med dårligt klædte midaldrende mænd med pibegule skæg – og tak for det! Og selvfølgelig en lang række af foredragsholdere, som ikke interesserer sig det mindste for formidling.
Det er ærgerligt, for der er hjerner for flere millioner kroner samlet her, som indeholder mange gode indsigter og idéer. Faktisk er der en del af dem, som er så rasende kloge, at jeg lidt føler, at jeg er en børnehaveklasseknægt, som har forvildet sig ind til Foucaults forlæsning om Heideggers analyse af Nietzsche.
Men formidling. For fanden. Vi er, som mit seneste indlæg også mere end antyder, mange, der ikke kan finde ud af det. Men jeg vil pokkers gerne. Det er jeg bange for, at mange af disse verdensklasseakademikere er fuldstændig bedøvende ligeglade med. Det provokerer mig, at nogle mennesker, som har brugt årevis på forskning, og som nu bruger timevis af andre kløgtige menneskers tid, ikke interesserer sig en tøddel (ja, tøddel!) for at have et klart budskab.
Jeg har allerede hørt fire præsentationer uden start og slut. Bare en opremsning af, hvad folkene har lavet. Ikke hvad de har fundet ud af. Meget mærkelig formidlingsstrategi, når man kun har et kvarter til at fortælle. Gid jeg havde hørt Timme i stedet. Jeg er sikker på, at han var superstruktureret som altid. Host. Heldigvis har der også været nogle gode oplæg imellem – især den første af 3 keynotes, Mimi Ito.
Om jeg er blevet klogere? Ja, meget. Men jeg skal kæmpe for det (mellem kaffen, rundstykkerne, colaerne og pindemadderne, bevares). Og kæmpe burde jeg ikke. Jeg burde blive blæst bagover.
Og så har jeg fået en taske.