Jeg er 70 % optisk udfordret

Jeg var hos optiker i går. Efter i nogle år (10-12 stykker?) at have irriteret mig en kende når andre kunne se ting langt væk (dvs. over fire-fem meter), gik jeg i dag til optikeren. Jeg ville snuppe mig en synstest – bare lige for at vide hvor slemt det var.

Hun virkede ret uforstående, da jeg fortalte, at jeg hverken brugte briller eller kontaktlinser. “Aldrig?” var svaret. Og spørgsmålet, fremgår det ret tydeligt. Men nope. Aldrig. Det syntes hun, at jeg skulle begynde med. Nu da mit syn var et eller andet med 30 % på højre øje og 40 % på venstre og “normale unge mennesker har et syn på 100 %” (ergo: Jeg er ung. Yay. Og unormal, bevares).

Der skulle ikke stor styrke til, men forbedringen ved at påføre sig et stykke iskoldt jernudrustning med synsaggregatorer af glas var ganske overvældende. Nu overvejer jeg så, om jeg burde investere. Blot for at kunne se ting, der ikke er lige ved siden af mig. Skarpt, vel at mærke. Jeg kan jo godt se tingene. På en måde. En udtværet måde, skal siges.

Næste år.

24 thoughts on “Jeg er 70 % optisk udfordret”

  1. Haha. Åhh ja, gode gamle Aase.

    Men du har selvfølgelig ret. “Jeg er op mod 70 % optisk udfordret” ville have været den rette titel. Eller måske “Jeg er i gennemsnit 65 % optisk udfordret”.

    Pokkers. Jeg skal nok løbe nøgen over Rådhuspladsen og kramme indianerne til de stopper med at spille.

  2. Jeg har altid ønsket at videofilme en, der un-plugger deres generator og løber alt, hvad han kan. Klapsalver, slagsmål, pusterørspile i ryggen?

  3. Hele dynen, åbenlyst. Jeg kender kun folk, der ville klappe, men en eller anden turist ville helt sikkert anse det som racisme og undertrykkelse af et forfulgt folkefærd og give vedkommende (dvs. mig i dette tilfælde) en runde brændenælder og motorcykler. Og ja, pile i ryggen er vel uundgåelige.

    Det største nederlag ville dog være at få tæv med en panfløjte.

  4. Jeg vil helt klart anbefale dig at smide penge efter endags-linser. Det er meget behageligt at bruge og du slipper for at få formindsket dit synsfelt betragteligt, som man gør med briller.

    Inden du beslutter dig, så er et godt råd at prøve en anden optiker. Jeg har været ude for at de fremkommer med hver deres resultat..

  5. Det er altså meget sjovere at kunne se end ikke se. F.eks. skilte på den anden side af gaden. Hvor mange minutter der er til toget kører. Og naturen ser også bedre ud i skarp.

  6. @Ulrich: Jeg regner også med at kigge forbi en anden optiker, men damn hvor er det kedeligt at gennemgå sådan en omgang. 45 minutters synsbedrag er kedeligere end det lyder. Og mht. linser, så tror jeg det ikke. Hellere ligne en klovn med briller (I know I do) end at skulle stikke noget ind i øjnene på mig selv.

    @Claus: Det er lige præcis det der med skilte, togtider og busdestinationer, der irriterer mig. Og ja, naturen er helt sikkert også cool, når den er skarp.

  7. Åh, jeg er færdig af grin over visionen af en panfløjtespillende peruvianer lige hurtigt konverterer instrumentet til et pusterør og -pffffffft!

    Men ud over det, skal du da bare have fikset synest, brille eller linser. Din verden ville jo blive op mod 70% større! ;P

  8. @Rasmus: Fy for satan! Jeg synes der er rigeligt verden allerede. Men jeg burde måske alligevel få gjort noget ved det snæversyn.

    @Mark: Ja, hun var faktisk rimelig ren.

  9. Jamen velkommen i klubben. Jeg kan kun sige, at kontaktlinser er kommet for at blive. Når først du har stukket dem i øjnene en gang, er der ingen vej tilbage. Tøsedreng. Og Louis har dem til 160,-/mnd (eller sådan noget).

  10. Hey René.
    Jeg var jo selv igennem den samme trummerum i efteråret. Jeg fik at vide af den første optiker at mit “syn var reduceret til 60%”! Den krævede jo lige en uddybning, for jeg mente nu nok at jeg stadig kan se farver og bogstaver. Det kan katte (vistnok) ikke og deres syn er halvt så godt som menneskets.
    Anyway, Optiker-Ole mente ved nærmere konsultation at hvad andre kan læse på 100 meters afstand skulle jeg ind på 60 meter for at læse. Pyyh, jeg var sgu da lige blevet bange. Jeg var nu rimelig betænkelig ved hans måde at rådgive på, så jeg løb i Thiele og fik ganske udemærket service. De er relativt billige og har ikke alt for grimme brillestel (det har Louis Poulsen, som ellers er hamrende billig).
    Dette indlæg skulle omhandle glæden ved briller: selvsamme aften som jeg fik mine glassögön var jeg til Jenny Wilson (du var der da selv, eller så jeg dig ikke? He!) og kunne for første gang i 6-7 år SE ansigterne på dem, der var på scenen. (Unægteligt rejser der sig et spørgsmål om hvorvidt der har været stand-in’s til tidligere koncerter? Jeg tror/mener det ikke..). I hvert fald blev jeg meget glad for at jeg kunne se Jenny W, for hende har jeg altid været meget glad for at se på. Morale: det er totalt sejt at være brilleabe i min verden!

  11. Det var satans. Så jeg skal rent faktisk ind på 30-40 meters afstand for at se hvad I andre kan se på 100? Fårk asier!

    Kan I så læse undertekster på en 14″?

  12. Yes! Kan alt!
    Blev også frarådet at køre bil uden briller. Fik faktisk at vide at jeg ihf ikke kunne bestå kravene til kørekort! Jeg brød mig nu heller ikke om at køre på motorvejene, thi jeg kunne ikke nå at læse afkørselsskiltene ind jeg var halvvejs forbi afkørslen..

  13. Jeg skal helst også ned omkring 80 i timen på motorvejene, når jeg kan skimte skilte. Ellers bliver det hurtigt Faaborg i stedet for Flensborg (antaget at jeg kommer fra nord).

    Jeg vil helst til Flensborg.

  14. Jeg synes ikke den der optiker-måde at udregne procenter på virker helt troværdig. Jeg er totalt muldvarp uden linser, og skal vel være rundt regnet ½ meter fra for at kunne se det samme som en normalt seende kan se på 100 meters afstand, men det betyder vel ikke, at mit syn er nedsat med 99,5 %… Til gengæld står der intet i mit kørekort om, at jeg ikke må køre bil uden briller eller linser. Det er måske også en anelse overflødigt, da jeg næppe ville kunne finde bilen eller nøglehullet – og jeg kan da slet ikke se ned til speedometret, eller hen til forruden…

  15. Nå okay så. Tror du så jeg kan få noget støtte et eller andet sted fra? Eller eventuelt blive medlem af Dansk Blindesamfund? Måske kunne jeg faktisk have en chance i en eller anden sportsdisciplin, hvis de bare ville anderkende, at jeg faktisk er handicappet… Jeg ser nye perspektiver.

  16. Nu er jeg virkelig forvirret. Kan du se, eller kan du ikke se? Perspektiver ligger ALTID i horisonten, så hvis du kan se dem…

  17. Perspektiverne ligger her lige for – altså mindre end en halv meter væk, derfor kan jeg se dem… Det er altså et kortsigtet perspektiv – eller noget. Nu har jeg forvirret mig selv. Mellem os så er det faktisk her linser eller briller er vildt smarte, med dem kan selv en muldvarp nemlig se perspektiverne helt ude i horisonten.

  18. Det forklarer vel dit tennisspil, som jeg var yderst heldig med at være vidne til i julen… Din far (red: over 60 år) havde dig helt nede i sækken, og jeg tænkte. Den René har altså ikke det, der skal til for at klare sig i den kyniske verden, professionel tennis nu er. Nuvel, det viser sig så, at du ikke kan se noget… Eller, du ser bolden noget (red: meget)senere end os andre unge mennesker. Vil det så sige, at du bliver 30-40% bedre til tennis, når/hvis du får briller?? Er det tilfældet, tror jeg din far er godt og grundig på spanden… Og pludselig er vejen til professionel tennis ikke så utopisk, som den tidligere har været.

    Hilsen Søren – 100% syn på begge, og kan stadig ikke slå min egen far i tennis!

  19. Christian Løth

    Hmm…
    Så første indlæg om organdonation og tænkte: Sådan et godt menneske!

    Ser så dette indlæg og tænker: Hva’ fanden bilder han sig ind? Skal en eller anden uskyldig nu påduttes hans elendige syn?!?

    😉

  20. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår (omend jeg har set din 😉 ).

    Lad os være ærlige og lige ud af posen nu. Du vil have flere patter? 😉

Comments are closed.

Scroll to Top