Kære hr. Indbrudstyv

Jeg skriver til dig for at forklare dig, at du har påført mig ganske betydelig weltschmertz. Jeg skriver ikke for at fortælle dig, at du er en smålig satan af en gemen fæces som burde udryddes fra jordens overflade via en veltilrettelagt og pinselsfuld torturrutine som kun de forenede kræfter fra SS, Gestapo, KGB og FBI ville kunne sammensætte.

Ej heller skiver jeg til dig, for at fortælle dig om den skræk du jager mig i livet og de søvnløse nætter, du med rette ville kunne påføre mig. Jeg skal skam nok falde i søvn igen i nat. Og jeg skal nok lade være med at være angst for, at jeg næste gang kommer hjem til en lejlighed, hvori en yderst aggressiv og herointrængende junkie stolper rundt med en rusten kniv. Sådan er jeg heldigvis ikke bygget. Hell, om nogle få dage har jeg sikkert glemt, at jeg har været udsat for indbrud (min lejlighed, ikke mig, heldigvis).

Jeg skriver heller ikke for at gøre dig til et bedre menneske en mindre pinsel mod vores stolte lands kultuarv og selvforståelse. Jeg har ikke de store forhåbninger på hverken dine eller vort lands kulturarv og selvforståelses vegne. Du må endelig ikke tro, at jeg føler mig som et bedre menneske end dig. Bevares, jeg kan sikkert nogle ting, du ikke kan. Men jeg er imponeret over dig. Du kan brække et vindue op med en planteskovl – nærmest uden at lave mærker (jeg er ikke fagmand, men jeg synes i hvert fald, at det er imponerende). Måske er du også kunstner? I hvert fald var det ret arty-farty den måde du havde kastet et par velbrugte boxershorts og en undertrøje henover omtalte planteskovl. Og den akvavitkyllingflaske, du havde smidt, vidner også om et kunstnerisk sind. Eller et alkoholisk. Tomato/Potato som man siger.

Næææ nej, jeg skriver til dig, fordi jeg er ENORMT irriteret over, at din grådighed fik dig til at stjæle min eksterne harddisk. Enhver, der tager den store risiko at bryde ind i et andet menneskes hjem, tænder lyset selv om der er mørkt udenfor, og derefter gennemroder ALT, har næsten fortjent en spritny MacBook Pro og en lidt ældre Zepto Znote 6515WD. Og for mit eget vedkommende: Hvad betyder for 33.000 kroner arbejdsværktøj for en mand, der ikke har en indboforsikring? Ikke en døjt. De penge er betalt tilbage om mindre end 5 år uden ferie (jeg sætter pris på ferie, hvad med dig? Holder du den slags? Med et så stressende job skal du passe på dit helbred, så husk at slappe lidt af en gang i mellem). Selvfølgelig går der derefter et års tid eller to, før jeg har råd til en ny computer af samme kaliber, men lad os ikke blive nøjeregnende. Lad os bare holde os til de 5 år.

Men den eksterne harddisk med backups, gode mand! Hvorfor så smålig? Mine data! Har du nogen som helst idé om, hvor lang tid det tager at opbygge det iTunes-bibliotek? Mange smådovne tølpere derude tagger ikke deres musik særlig godt. Det har jeg brugt megen tid på. Mangen et gennemsnitligt individ (ofte de samme som før) er ikke så perfidt analt, at det insisterer på, at alle numre har samme komprimering. Det gør jeg. Mange tilføjer ikke albumarts til albums, hvor iTunes ikke umiddelbart kan finde det. Det gør jeg. Nogle køber al deres musik på cd og har derfor al deres musik et andet sted også. Sådan er jeg ikke længere. Det, jeg siger er: Er du klar over hvor mange hundrede timer du skylder mig?

Nå ja, og er du klar over, hvor intimiderende det er at få stjålet alle de billeder, jeg har taget siden 1999? Der er altså nogle stykker imellem, det ikke var meningen, at andre skulle se. Tak. Men værre endnu: Du har alle de kopier, jeg ejede af billederne. Er du også klar over, hvor irriterende det er, at alt, hvad jeg har skrevet på universitetet, nu er forduftet? Og har du nogen som helst anelse om, hvor deprimerende det er at tænke på, at mit eneste forsøg nogensinde på at være en kende krea, mine indtil i går 3 år gamle indledende 70 sider til en elendig skodroman, nu også er væk. Det er som at tage min stil fra 9. klasse (du ved, fristilen hvor jeg fik 11) fra mig. Jeg ejer ikke fantasi, og når jeg så endelig forsøger at lege med det, stjæler du lortet! Grrr.

Hvorom alting er, så synes jeg, at vi skal lave en deal. Jeg giver dig 2.000 kroner for den eksterne harddisk, som højst kan indbringe dig 300 krøllede og blodstænkede kroner på gaden (husk på, at strafudmålingen afregnes i forhold til værdien af det stjålne, så hvis du går med til det, sparer du både en dag i fængsel, når du bliver snuppet (igen?), og tjener 1.700 kroner). Hvad siger du? Vi kan mødes i vores gård – jeg ved at du kan komme derind.

Alternativt kan jeg lægge pengene på skrivebordet (der hvor du stillede den sorte kasse) – så kan du hente pengene og aflevere harddisken en aften, jeg ikke er hjemme. Fredag mellem 19 og 23 kunne være et godt tidspunkt – brug gerne det samme vindue som sidst, men bank lige skoene af før du sætter fra i vindueskarmen. Tak.

P.S.: Som du ved, er der masser af øl i køleskabet – nap du bare et par stykker og føl dig hjemme. Men rod gerne lidt mindre; jeg har svært ved at bo med mennesker, der roder meget. Det, du lavede i aftes, overskred mildest talt mine grænser. Det var ikke ok. Venner?

27 thoughts on “Kære hr. Indbrudstyv”

  1. Av min arm. Det minder mig om, at jeg da vistnok skal begynde at få anskaffet mig nogle backup metoder, for det er jo et helt liv, der er forsvundet der…

    Og skal vi lige gå i forældre-modus et øjeblik? Ingen indboforsikring? Hvad fa**** i hel**** tænker du på? Det er ikke pænt med en “så kan du lære det” lige nu, men det er lige før du skulle have sådan en i fjæset.

  2. Wauw. jeg får også pludselig lyst til at finde ud af noget back up-noget i en fart.

    Det er fandme en sur historie…. Jeg tror også, at den ting, jeg nødigst ville have stjålet var min computer med mine data – netop fordi den indeholder ALT – musik, gamle billeder, gamle dokumenter og andre ting, man ikke har liggende online (endnu).

    Jeg føler med dig!

  3. Puha, det gav mig helt mavepine at læse. Ikke fordi jeg har dårlig samvittighed (det var ikke mig, jeg sværger!), men fordi det du beskriver nok er enhvert digitalt menneskes værste mareridt. Jeg er superærgelig på dine vegne. Måske skulle du sætte en hjælp-rené-med-at-købe-en-ny-computer fond op? Jeg ville da gerne donere en skilling.

  4. For satan René – goddamn for en lortedag for dig….Jeg forstår til fulde dit raseri, selvom jeg aldrig har været udsat for et sådant overgreb på mit privatliv og indgreb i min ejendele. Føj.
    Jeg føler med dig, selvom intet kan siges, der kan trøste dig.

  5. …hvis han/hun læser med, og du får kontakt, kan du så ikke høre – om han stadig har den Compaq Presario, han neglede tidligere på året fra et lille hjem på Vesterbro….han kan beholde det hele, men der er vel omkr. 500-800MB, jeg gerne vil have igen.

  6. … og måske har han også en Rød Centurion Cykel. Det er ikke fordi jeg savner den, bare meget rart at vide, at jeg ikke har glemt den et sted.

  7. @Ricco: Hvad adskiller det, du skriver her, fra en reel så-kan-du-lære-det? 😉 Men bare rolig real life papa har været der. Og så kan jeg fortælle, at det er fordi jeg havde en indboforsikring gennem min fagforening, men den udløb automagisk da jeg blev kandidat. Af en eller anden grund havde Codan ikke lyst til at informere mig om det eller forsøge at sælge mig noget nyt. Men jeg vidste det jo sådan set også godt.

    @Grann: Online-backup, whatever the cost, kan hermed klart anbefales 🙂

    @Rasmus: Det vil vist blive som at pisse i havet. I stedet for at skrabe 500 kroner ind på den måde, vil jeg hellere slippe for at stå i evig gæld (ikke så meget økonomisk som moralsk) gæld til de personer, der måtte bidrage.

    @Kim: Du må endelig ikke tro, at det udmønter sig i egentligt raseri. Bare en stille og rolig “ååhh-for-fanden-da-osse!”. Men nøj, hvor er det irriterende.

    @Claus: Selvfølgelig stueetagen. Jeg er langt fra den første eller sidste det sker for. Min nabo havde indbrud så sent som for et halvt år siden og to opgange længere nede havde for et par måneder siden. Oehlenschlægersgade/Sønder Boulevard.

    @Psj: Jeg får ham bare lige til at smide din “Dokumenter”-mappe ind på min eksterne harddisk. Jeg skal kun bruge de 60GB ud af 200GB.

    @Martin: Jeg sætter mine tilbageværende ejendele på, at du har glemt den ved Vesterport Station i en god fredagsølskoger.

  8. Hvis man nu alligevel skal pisse, kan man vel lige så godt gøre det i havet. Der er jo ingen der siger, at det skal være imens man selv står i det.

  9. Det er jeg sgu ked af at høre Geez

    Jeg hører lige på jobbet, om nogle af gutterne skulle kende noget til det 😉

  10. @Rasmus: Det er fandeme både poesi og filosofi på højt plan. Men du har jo selvfølgelig ret 🙂

    @Flemming: Jeg havde helt glemt, at jeg havde en fængselsinsider. Punk dem lige for nogle info. Sig til dem, at får lov til at lære om Hellenernes erobring af Babylon eller noget, hvis ikke de hoster op med oplysninger.

    @Tigerstriben: Hæh 😀

  11. Damn! Det er jeg sgu’ ked af at høre, René. Det er virkeligt noget pis 🙁 Jeg giver en trøsteøl snarest muligt – i aften på Vega?

  12. For at bruge et udtryk der er passende for din situation, må det vel være: Træls!
    Har faktisk lige selv tegnet en indboforsikring efter pres fra faderen (Der så er assurandør;-))
    Men hvor er indbrudstyve et træls (læg igen mærke til det stærke ord) folkefærd! Synes endda du takler det meget flot, for flot endda! Var det mig der skulle krænge mine følelser ud om dette hændte forløb, ville der nok snige sig en lille trussel ind om et par friske ørefigener, ja, manden skulle en tur over knæet!

  13. Så er jeg ved at være igennem min feedreader.

    Damn, hvor en lortesituation. Men så er der i det mindste clean slate, tabula rasa og utroligt stille i din lejlighed…

    Jeg tror jeg køber et blueraydrev, graver en pose skiver ned på amager fælled og tegner et skattekort.

  14. Æjjj. Hvorfor er dine idéer altid bedst? Skattekort er jo online totalt overlegen.

    Mht. rolig lejlighed, så kan jeg kun sige et rungende JA (alt for rungende). Jeg havde lige omlagt mit liv til ikke at indeholde kabel-tv, men i stedet lade internettet klare mine ganske få tv-tilbøjeligheder.

    Men for lissom at opveje stilheden har jeg nu fundet mit mini-anlæg og cd’erne frem. Selv om “anlægget” kun spiller marginalt højere end musestille, så er der dog nu anden lyd end sider, der bladres, og min rumlende mave. Det er vi glade for.

  15. Poul Bonke Justesen

    Ja, der er sgu noget møg, René. Håber du er ved at være ok geninstalleret.

    Ikke for at jokke yderligere i det, men kan du eller andre venlige sjæle give mig et tip til, hvordan jeg nemmest og bedst får lavet back up på alt i min bærbare pc. Skal til Indien og er lidt bange for at mit iTunes musikbibliotek med Juncker og Beach Boys står i høj kurs på gademarkedet. Får næsten kuldegysninger ved tanken om ikke at kunne høre “Good vibrations” på rejsen…

  16. Haha. Lige en gedigen og for så vidt syngende lussing med slet skjult hentydning til min nærmest vokaliserede kritik af de to omtalte bands andetsteds.

    Men jo, en ualmindelig billig ($5/md.) og til tider ret stabil online backupløsning skulle efter sigende være Mozy. Der skal jeg helt sikkert gemme mit skidt, når jeg engang får opbygget noget spas igen.

  17. Jeg sidder virkelig og har ondt af dig. Jeg var selv ude for en lignende oplevelse for 2 år siden, hvor jeg kom hjem efter en julefrokost, og fandt et hus der var gennemrodet af en eller anden idiot der havde sparket en kælderdør ind. Stort set alt hvad der blev taget kunne erstattes, lige bortset fra den eksterne harddisk som lå oven på computeren, fordi jeg lige præcis en uge tidligere havde overført billeder, musik og andet som er godt at gemme… Jeg kan stadig komme i tanke om en dejlig ferieoplevelse og så tænke på at de billeder der blev taget dengang, højst sandsynligt er slettet for alt evighed, fordi en eller anden junkie skulle tjene 200 kroner på min harddisk.

Comments are closed.

Scroll to Top