Den der aften med det vanvittige frådseri

Tjaa. Den skal vel lige rundes. Fabelagtig hygge med familie. Ungerne var fantastiske. Fik dem lært hvad det vil betyde at være i hopla. Det var de så. Dagen efter hygge med endnu mere familie. Fik Mathilde lært hvem jeg er. Der er derfor nu igen en af ungerne, der kalder mig [Onkl Né]. Det er altså heller ikke nemt. Jeppe er gået skridtet videre til [Rarné]. Slet ikke dumt.

Gaverne. Jo jo, de var der skam også. Jeg fandt ud af, at jeg stinker, har en ulækker seng og ikke læser nok. Nå ja, og at jeg mangler lidt for at være rigtig god til at sofahygge. Med andre ord lige hvad jeg ønskede mig.

Udover en masse gode timer med familien fik jeg også stukket ansigtet sammen med en god del af the boys (og et par girls, bevares). Selv om Klods Hans nu hedder Dampmøllen (oks. Bambusfyldt Havannahelvede) og Rio Bravo nu hedder El’rigo (oks. Say what?) – og at et sted kaldet Ølhanen (oks. Byens Eneste Ærlige Bodega) nu er kommet til, er musikken stadig den samme. Det er jo et perfekt samtaleemne for vi hjemvendte. Tak for tilsviningssupport, Flemming. Og ikke tak til danceversionen af “Jul i nisseland”. Det er ikke et stykke musik, der havde behøvet at se dagens lys – og da slet ikke et stykke musik, voksne mennesker burde lægge ører til (nogle af os var rent faktisk temmelig voksne).

Nu, hjemme. Takket være lift med Jeannie og Jako. Tak også til jer for at lade mig ræse gennem det danske motorvejsnet på rundt regnet ingen tid (og så dog en kende mere).

Nå ja, og så er jeg ret mæt.