Lad os blive lidt ved det højpandede (jeg har, indrømmet, svært ved andet. Tak gener).
En anden af mine yndlingsblogs, History and Reconciliation, skriver i dag et indlæg med titlen “U.S.-Iraqi Reconciliation: Go Big, Go Long, or Ask Forgiveness?“. Og ja, noget af det eneste amerikanerne (dvs. de afstumpede højreradikale med magten) ikke kunne drømme om, er selvfølgelig at bede om tilgivelse, sige undskyld og sÃ¥ videre. De har jo bare hjulpet Irak helt utroligt meget ved selv at slÃ¥ folk ihjel i stedet for at lade Saddam Hussein om den slags ubehageligheder. Saddams folk kunne jo fx ogsÃ¥ finde pÃ¥ at torturere folk. Meget modsat moralens vogter fra Guds Land. Pff.
Well. Historien er, at den nyeste udgave af The New York Times Magazine har en artikel, der ser pÃ¥ “Long After We Withdraw“. Her skriver David Rieff blandt andet om det fantastisk dejlige forhold USA har fÃ¥et med Vietnam:
America is now Vietnams leading trading partner, and Intel has just announced the expansion of its factory near Ho Chi Minh City. While Congress dealt a temporary setback to President Bushs efforts to promote trade with Vietnam, few doubt that such efforts will succeed. As Stephen Hadley, the national security adviser, has put it, Vietnam is reforming and booming. (Of course, he might have added that it is hardly a paragon of human rights.)
Sjovt nok er venskab i denne kontekst lig med menneskerettighedsunderminerende handel, men han har da ret. Det er bedre end at være fjender. I hvert fald hvis det er det land, der tidligere er blevet sønderbombet, der fÃ¥r øget velstand ud af det. Det skriver han til gengæld ikke noget om. Men ellers er han en helt stand up guy, ham Rieff, for han kommer ogsÃ¥ senere ind pÃ¥ “… peacetime matters like trade, tourism and the environment”.
NÃ¥, men det er først nu, du skal hænge i. Nogle gode folk ved navnene George S. McGovern (FN-ambassadør og tidligere demokratisk præsidentkandidat, som fik prygl af Richard Watergate Nixon) og William R. Polk (historieprofessor) har offentliggjort en artikel i det ganske fremragende tidsskrift Harper’s, “The Way Out of War“, som snart er en bog. AltsÃ¥ artiklen. Eller. Artiklen er en del af bogen. NÃ¥. De regner lidt pÃ¥, hvad det koster at blive i Irak og hvad det koster at lade irakerne genopbygge Irak med amerikanske midler (det her er den korte udgave). Sidstnævnte er selvfølgelig klart billigst. Det mest moralsk forsvarlige og alt det der, vi godt ved (alt for mange Ã¥rs forfejlede enerÃ¥dighedtendenser og koloniseringsholdninger i u-landspolitikken har jo heldigvis gjort os klogere).
De vil meget gerne hive tropperne ud af Irak af ganske klare årsager:
A nation afflicted with a failing and costly policy is not well served by those calling for more of the same, and it is a poor idea to think that we can accomplish in the future what we are failing to accomplish in the present. We are as powerless to prevent the turmoil that will ensue when we withdraw as we have been to stop the insurgency. But we will have removed a major cause of the insurgency once we have withdrawn
Derudover nævner de selvfølgelig også, at der er mange penge at spare. Historien skal jo også sælges til folk, der ikke hører til på den eftergivende venstrefløj. Og med besparinger på noget lignende 97 % (McGovern og Polks tal) giver det jo god mening. På den måde er det desuden også andre landes (FN-)soldater, der vil blive dræbt. Win-win.
Derefter skriver de om alle de hæsligheder, der sikkert vil foregÃ¥, men som allerede foregÃ¥r. Irak er ikke noget godt sted og bliver værre og værre for hver dag der gÃ¥r. Langt hen ad vejen sikkert takket været USA’s, Englands og Danmarks tilstedeværelse (de nævner ikke Danmark, men nÃ¥r man har talt om amerikansk udenrigspolitik, har man jo ogsÃ¥ automatisk talt om den danske).
Væsentligst er dog, at de taler stolpe op og stolpe ned om de gode ting, der skal ske. USA (samt England og Danmark, tak) skal betale for al genopbyggelse, kompensation for overtrædelser af Genevekonventionen (totur), for dræbte civile (op mod 100.000!), alle kontrakter (som sjovt nok gerne gik til smÃ¥korrumperede amerikanske selskaber) skal rives i tusinde stumper og irakerne skal selv have lov til at indgÃ¥ kontrakter. Derudover skal de amerikanske soldater (og de 2.600 dræbte soldaters familier) have kompensationer. Det er kun fair. Humanitær hjælp m.m. skal komme fra forskellige FN-organisationer, Røde Kors osv. – ikke fra besættelsesstyrkernes militærlejre, lige som en lang række læger skal oplæres i Europa og USA – blandt andet af Læger uden Grænser.
Og til sidst det allervæsentligste:
That said, we should find a way to express our condolences for the large number of Iraqis incarcerated, tortured, incapacitated, or killed in recent years. This may seem a difficult gesture to many Americans. It may strike them as weak, or as a slur on our patriotism. Americans do not like to admit that they have done wrong. We take comfort in the notion that whatever the mistakes of the war and occupation, we have done Iraq a great service by ridding it of Saddam Husseins dictatorship. Perhaps we have, but in the process many peoples lives have been disrupted, damaged, or senselessly ended. A simple gesture of conciliation would go a long way toward shifting our relationship with Iraq from one of occupation to one of friendship. It would be a gesture without cost but of immense and everlasting valueand would do more to assuage the sense of hurt in the world than all of the actions above.
Nice idea, but not gonna happen…