Min skepsis overfor Nyhedsavisens blogsatsning startede for så vidt i en gigantbrandert på alle barers fader, alle gode tankers ophavssted og udklækker, Riesen. Jeg faldt (bogstaveligt, på det nærmeste) i snak med en journalistpige fra omtalte snartkommende gratisavis og måtte jo fluks overbevise hende om mit enorme kendskab til nyhedsmedier, personalepleje, blogs og alt andet, der lige måtte komme op. Man er vel en verdensmand. Og stiv.
Jeg fik fremstammet to hovedanker mod denne fremragende, imponerende, modige og ganske enkelt revolutionerende idé, som blev konstrueret on-the-fly (et stykke hen ad vejen for at holde samtalen i gang, for det var lige så hyggeligt). De blev ikke synderlig godt modtaget, men min argumentation var måske også lidt dogmatisk på daværende tidspunkt, så de to kritikpunkter fik i modtagerens øjne forrang over min entusiasme og glæde over nyhedsmediernes – og i særdeleshed Nyhedsavisens – store varme blogkram. Dog må jeg sige, at den ene anke allerede er udfoldet i fuldt flor.
Min første pointe var som stampet op ad jorden hos den rødeste fløj af fagbevægelsen (det vil sige folk, jeg selv identificerer mig med, så det var måske ikke så overraskende). Det er en unødvendig byrde at lægge på journalisterne. Jeg mener ikke, at det personlige forhold til den enkelte journalist afhænger af, at vedkommende har sin helt egen blog. Emneopdelte gruppeblogs kunne være en langt bedre løsning. Eksempelvis som det sker hos Information.
At hver journalist har sin egen blog, som skal holdes i live, er en stor byrde. Journalister er gode til at skrive. Journalister er gode til at vinkle historier. Journalister osv. Men det betyder ikke, at en journalist er en god blogger, og det betyder ikke, at en journalist får den nødvendige tid til at skrive på bloggen. Og det betyder SLET ikke, at læseren får et overblik. Med så mange blogs bliver det i stedet bare temmelig uoverskueligt.
Altså: Emneblog i stedet for personlige blogs
Anden hovedanke var ikke helt så hoved som den første. Men i hvert fald en væsentlig anke, som hænger sammen med første hovedanke. Med andre ord har vi måske at gøre med en halsanke? Hvis hver journalist selv skal moderere kommentarstrømmen, bliver der plads til alle idioterne. Det er så min lidet flatterende dogmatik slog igennem. Men der er altså idioter derude, og hvis man skal tage en blog seriøst (jeg ved godt, at en stor del af grunden til at have dem hos et nyhedsmedie, netop er, at hive journalisten ned på et vi-kunne-være-venner-hvis-det-var plan) skal kommentarerne – og dermed læserne – også med ind i bedømmelsen. Som journalist med mange andre gøremål end netop blogging (læg igen mærke til koblingen med anke 1), så er det svært at skulle være kommentator på sin egen blog også. Og kommentere på læsernes blogs. Og på kollegernes blogs for udadtil at vise en åh så dejlig kollegial samhørighed. Når så idioterne, eller hvis vi er politisk korrekte, de ureflekterede, usaglige og intetsigende kommentatorer, kigger forbi, kræver det en del gef�hl at tage sig af deres temmeligt tåbelige kommentarer. Eller et stort mod at stå op mod åbenheden på denne nyskabende avis og blokere kommentaren.
Et godt eksempel på en af de nuværende Nyhedsavisblogs er Morten Runge Olesens ganske geniale indlæg “Sex og semikolon“. Indlægget er lige nøjagtig alt det, jeg som læser gerne vil se fra en journalist. Det er nede på jorden, grænsende til det selvudleverende uden at blive kvalmt og så er det så let-på-tå, at selv morskabsforladte personligheder burde kunne se det sjove i det. Men det kan de ikke.
Indlægget er et hyggeligt lille tankeeksperiment, som går ud på, at semikolonet bliver brugt alt for lidt, men at det er nyttigt. Især hvis man kunne benytte det under den seksuelle akt (sæt gerne i flertal, hvis du har et mere imponerende sexliv end undertegnede). Han skriver eksempelvis:
Men man kunne også drillende holde en lille pause, så ville hun tænke, hvad sker der mon nu, var det et punktum, og så kunne man råbe, “nej, det er semikolon”, og så gå i gang igen og rulle hele det her “særlige tilhørsforhold” ud.
Se, det er humor. Eftertænksom humor endda, selv om det er plat. Det er alt for sjældent, at nogen rammer humor så godt. Det er den slags, vi har journalistblogs til. Men kommentarerne? Nogle er positive, andre er tåbelige. Der er ikke andre muligheder til et indlæg som dette. Det er ikke videnskab – han kan ikke modsiges. Hvis man ikke synes, at det er sjovt, så kan man flette næbet og sætte Linie 3 på sin udtrådte VHS. Enhver, der kritiserer et humorisktisk indlæg for ikke at være sjovt, bliver per definition til en indspist, mavesur kælling. Sådan virker logik (det er ren filosofi, det her – selv om det ikke skinnede specielt tydeligt igennem hin aften på Riesen).
Et par smagsprøver (som taget fra Ekstra Bladets læserbrevkasse):
Hold kæft, hvor er det indspist og kedeligt. Prøv lige at løfte kvaliteten af din blog op på et rimeligt niveau i stedet for at fluekneppet tegnsætning.
Man kunne fristes til at fortælle Manuel, at der ikke skal “t” på “at fluekneppe”, men det er nok ikke den rigtige løsning. Morten valgte da også at lade være.
Det er pirrende, det er personligt, det er pissefrækt skriver du. Nej, Morten, det er noget studentikost sludder, som du ikke kan bruge til at tænde en kvinde med. Kan du i det hele taget det? Duer du til noget? Har du noget godt, du kan lære de andre mænd og noget som kan få smilet frem hos os kvinder? Det håber jeg, Morten. Ellers skriv om kommaer. Ikke om sex.
Må jeg tilføje, at lige nøjagtig dén kommentar på ingen måde pirrer mig (jeg er rent faktisk mand, red.)?
Røvsygt og påtaget Kloge-åge. Trist og bedrevidende. Skriv dog for helvede om sex, hvis du vil det i stedet for at pakke det ind i påtaget “saglig” grammatik-kontekst…
Eller bare sjovt og skævt og totalt uforståeligt for alle, der kun er i stand til at tage Det Skrevne Ord for gode varer? Jeg fandt det sjovt. Det samme gjorde mange andre. Ergo har indlægget sin eksistensberettigelse og uenige behøver ikke udstille egen mangel på denne form for humor.
Men pointen er: Hvad skal alle journalisterne på Nyhedsavisen gøre? Kommentarer som disse skal også besvares, for at journalisten netop ikke falder i arrogancefælden. Det eneste vedkommende kan gøre, er at forsøge at forklare det morsomme i indlægget – og så er fanden først for alvor løs (og tro mig, jeg har lidt for tit set mine kommentarer falde på gulvet, fordi de skulle forklares). Med andre ord, så kan journalisten nemt komme til at fremstå som arrogant eller småretarderet, når der kommer tåbelige kommentatorer forbi. Og det er ikke meningen med medarbejderblogs. Men med én person pr. blog bliver det nemt uoverskueligt at holde amøberne stangen!
Altså: Du bliver også kaldt for en idiot, når du skriver noget godt. Så regn ikke med, at det nødvendigvis er et sidssvagt godt udstillingsvindue, som fremmer opfattelsen af dit journalistiske virke. Tværtimod. Vi andre synes nemlig, at du er cool i forvejen.
Hvordan reagerede hende journalistpigen på dine dogmatiske hovedtanker?
Som skrevet var hun absolut ikke enig, og jeg må da indrømme, at vi ikke talte meget sammen, efter mine idéer var fremlagt. Men det havde vist ikke noget med det at gøre. Så vidt jeg kan huske, hyggede vi os med det, men hvem ved. Aftenen står ikke så tydeligt i min hukommelse… 🙂
He, he. Måske har du fået den forsmåde kvinde op i hende 😉
æhhh. Den forsmåde kvinde? Det tror jeg ikke.
Hvorom alting er, så tog jeg jo netop hendes parti, og sagde, at jeg syntes, at hendes chef lagde en svær opgave på hendes (og hendes kollegers) skuldre, men hun forstod det vist som et frontalangreb på hendes arbejdsplads. Og det var jo ikke ligefrem meningen. Jeg synes, at blog-idéen hos nyhedsmedierne er det eneste rigtige, men at journalistblogs er at overdrive en god idé.
Desuden vil jeg gerne, at du lægger mærke til, at jeg ikke taler om hovedtanker, men hovedanker (dvs. uden t). Jeg har sjældent hovedtanker i den slags situationer 🙂
Mange tak for den konstruktive kritik!
Her på Nyhedsavisen opfatter flertallet ikke mig bekendt vores blogs som en byrde. Tværtimod. Det er en både sjov og givende måde at være i kontakt med læsere og andre blogbrugere. Og da konceptet er, at bloggen er ligeså meget en del af arbejdet som at skrive artikler til avisen og nettet, så er det ikke overarbejde – blot en opgave på linje med de andre.
Når det er sagt, skal det da også siges, at vi ikke er forpligtede til at poste indlæg dagligt. Den enkelte afstemmer selv sin opdateringsfrekvens.
Din anden pointe er straks mere kompliceret at svare på. Problematikken står alle, der blogger, vel med. Når Morten Runge Olesens humoristiske indlæg opfattes som studentikost gas, så er det jo nogens opfattelse, og det må man tage seriøst.
Ligesom, når man har skrevet en artikel, som man selv synes, er fremragende, men som nogle læsere misforstår eller ikke kan lide.
– Per Thiemann
Blog: http://avisen.dk/peth
He, he. Godt ord igen 😉
@Per: Angående første anke, så er det selvfølgelig godt at høre, at det er en del af arbejdsdagens byrde. Men jeg mener jo netop bare, at det sagtens kan gå hen og blive en byrde. Jeg fik og at vide den dag, at det var ganske friviligt, men samtidig proklamerer Nyhedsavisen (skal nok lade være med at sige I), at alle deres medarbejdere får en blog. Desuden er det ikke sikkert, at det lige er i arbejdstiden, at journalisten kommer på den gode idé til et blogindlæg – og så kan det hurtigt gå hen og være lige så smart lige at grifle det ned med det samme. Igen: Jeg synes, at det er en fantastisk god idé, men der er stor risiko for, at det kan blive en byrde for den enkelte journalist, at skulle holde live i en blog. En blog er ikke levende, hvis der ikke sker noget særlig ofte.
Hvor lang tid afsættes der fra ledelsens side til hver medarbejder (af arbejdstiden) på at blogge? Og kan man bytte papirartikler ud med blogging? Det vil sige, skal de, der ikke blogger, lave en ekstra artikel til papiravisen i stedet? Det kan sagtens vise sig at være meget bestemmende for den opdateringsfrekvens, der som udgangspunkt er helt frivillig.
Jeg tror stadig, at det kun er nyhedsværdien, der holder de mange blogs i live i starten. Det er fedt at blogge – især for folk som jer, der kan noget med sproget. Om et år (hvis Nyhedsavisen overlever så længe, 7-9-13) tror jeg kun der er nogle få meget læste blogs tilbage. Nok især blandt I først startende. Den halvtredsende (hvor hedder det dog det nu om dage!) blogger fra Nyhedsavisen skal være MEGET original, hvis vedkommende skal have mange læsere inden for jeres målgruppe, som jo netop ikke er venner og familie, men avisens læsere.
Andet punkt er rigtig nok et problem for ale bloggere, der tillader kommentarer. Forskellen er blot, at jeg her på stedet kun skal tænke på mig selv. Det er ikke en del af mit arbejde, og jeg benytter ikke min arbejdsplads’ domæne. Det er en meget vigtig forskel når der skal væges mellem at blokere en kommentar eller lade sig svine til. Begge dele er svært når det handler om en professionel blog. Det er sjældent synderligt vigtigt for vi andre.
Og med hensyn de de geniale artikler, som ikke modtages godt af alle, så er der netop ansat folk til at lave en screeningsproces, før et surt læserbrev finder vej til offentligheden – det er ikke den enkelte journalist, der skal tage den beslutning. “Vi har jo ikke plads til alle læserbreve i avisen” holder desuden ikke i et digitalt medie.