Den ultimative altruisme

·

·

Den irske sociolog Kieran Healy har lige udgivet bogen “Last Best Gifts“. Bogen er med det samme kommet ind i toppen af min liste over fagbøger, jeg skal have købt … når det lige passer ind i mine planer.

Bogen er en gave-/byttesociologisk analyse af organdonation. Det er med andre ord en bog, der dykker direkte ned i en af mine kæpheste. Rip dog mit elendige korpus for alt, der overhovedet kan bruges, når den dag kommer! Det er netop ikke nogen udgift for mig. Jeg har ikke det helt store at bruge min lever, mine nyrer, mit hjerte osv. til når jeg er død. Hvis andre skulle kunne bruge noget af det – og dermed enten overleve eller få et bedre helbred – så er det da bare om at komme i gang.

Kieran Healys vigtigste pointe i artiklen “Altruism as an Organizational Problem: The Case of Organ Procurement” (hvor Marcel Mauss, forfriskende nok, ikke nævnes) er, at altruisme ikke udelukkende er en individuel godhed, men i stedet er noget, der oftest skal opfordres til af organisationer m.m. for at materialiseres. Og hvor har han dog ret. Uden Donorregistrets kampagner havde jeg personligt aldrig taget mig sammen til at tænke den tanke, at jeg ville give mig selv til andre.

Altruisme er også en del af undertitlen til “Last Best Gifts”. “Altruism and the Market for Human Blood and Organs” henviser til, at organdonation kunne være et udtryk for den ultimative altruisme, men også for en egentlig handel. Hans konklusion er – ikke overraskende – dog, at det ikke er så sort/hvidt. I stedet fortæller smudsomslaget, at han kommer frem til, at det i stedet er den gode gamle noget-for-noget-tankegang, der er herskende. Det forstår jeg for så vidt ikke, men det må være idéen om, at nogle andre ville kunne hjælpe én selv (eller nære venner eller familiemedlemmer), der gør det til et nul-spil.

Jeg håber også , at det er det, der i forbindelse med en kampagne for 5-6 år siden fik mig til at give fuld tillladelse til René-ripning i Donorregistret. Det ville være ubærligt at få påduttet at være den ultimative altruist. Det er jeg overhovedet ikke berettiget til. På den anden side vil jeg heller ikke, at det andet scenarie – økonomisk gevinst ved donation – nogensinde skulle påduttes mig. Hellere være en altruistisk hippie end få at vide, at jeg hjælper andre for egen gevinst.

Beviserne på, at jeg ikke er den ultimative altruist (de, der kender mig, ved det jo nok i forvejen 😉 ), er, at jeg med glæde ville give en nyre til et familiemedlem eller en god ven, hvis det henholdsvis kom på tale og blev lovligt. På den anden side har jeg ikke tænkt mig at donere en nyre til hvem som helst (dvs. til en stor anonym pulje). Så vil jeg egentlig gerne have den i reserve til dårligere tider. Dette nærhedsprincip, som jeg er arg modstander af, når det kommer til økonomiske donationer (vi er ligeglade med, at 30 kr. om dagen kan redde en hel flok børn i 3. verdenslande, hvis bare vores egne unger har en is i kæften, så de ikke vræler), gælder altså ikke, når jeg pludselig skal give noget af mig selv. Desuden nægter jeg stadig at være bloddonor, bare fordi jeg bliver skidtmas så snart jeg ser en nål. Øv, hvor er jeg nogle gange selvcentreret.

Så lang tid jeg lever, vil jeg gerne beholde mine organer. Eneste alternativ er at give til de mennesker, som er tættest på mig. Noget, som er ret paradoksalt, da min største frygt ville være, at de skulle gå rundt med en følelse af, at de står i evig gæld til mig. Her er jeg nok lidt af en hippiealtruist, for jeg nægter at få noget til gengæld. Igen: Healys konklusion er forhåbentlig, at den bytterationalitet, der skulle ligge bag, er rent hypotetisk. At det, organdonoren vil have tilbage, er tanken om, at det kunne være ham eller hende, der var i modtagerrollen. Vi er nogle afstumpede og selviske fjols, hvis vi vil have økonomisk kompensation eller evig taknemmelighed for at hjælpe andre mennesker. Uden udgifter for os selv.

Jeg bliver nødt til at læse den bog.


Læs mere:
Kieran Healy (2004): “Altruism as an Organizational Problem: The Case of Organ Procurement“, American Sociological Review, vol. 69: 387-404.
Kieran Healy (2000): “Embedded Altruism: Blood Collection Regimes and the European Union’s Donor Population“, American Journal of Sociology, vol. 105, no. 6: 1633-57.
Nancy Scheper-Hughes (2000): “The Global Traffic in Human Organs“, Current Anthropology, vol. 41, no. 2: 191-224.