Rebound

·

·

Dette indlæg har været undervejs i en uges tid, men jeg kan ikke finde ud af, hvad det skal indeholde. Eller … det ved jeg jo godt, men jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg skal formulere mit budskab. Men det er godt. Rigtig godt. Undtagen når jeg spolerer det hele, hvilket jeg gør. Men i det store hele er det rigtig rigtig godt. I hvert fald i nogle dage endnu. En uges tid, såmænd.

Jeg kan desuden tilføje, at passagen i “Rockilde revisited“, hvor jeg skrev “Nå ja, og desuden var jeg ikke synderlig populær hos dem jeg allerede havde vist mig utilstrækkelig hos i forvejen…”, i det hele taget er blevet formasteligt skudt i jorden. I en kommentar skrev jeg da også: “Charmørniveau og tøsenederen er måske en kende overdrevet i indlægget. De synes vist ok om mig, de velkendte tøsitas” . Men det er bedre endnu. Jeg ved, at de rent faktisk er lidt pjattede med mig. På forskellig vis, bevares, men jeg er slet ikke uønsket selskab. Tværtimod. Det er da lidt af en sejr.

Nå ja, og så har jeg talt med en tømrer, der var i byen for at slå på tæven. Han gav en G&T. Derefter gik jeg.

UPDATE: Jeg har ad mindre offentlig kanal fået at vide, at nærværende indlæg overtræder klynkegrænsen – også selv om det læses med min indbyggede understatede humor in mente. Det vil jeg hermed gerne dementere, for jeg vil helst ikke kaldes en klynkemis alt for ofte (en eller to gange om ugen er rigeligt). Jeg er glad. Jeg er meget glad. Verden er dejlig og fuglene synger. Solen skinner på mig. Skal vi ikke bare allesammen være nøgne?