Rockilde revisited

·

·

En festival med alt hvad der skulle til af fornøjelser, fordøjelser, forkyndelser og fornedrelser er overstÃ¥et. Sidstnævnte heldigvis i sÃ¥ smÃ¥ mængder, at det ikke overskygger førstnævnte. Endsige kommer i nærheden (i hvert fald ifølge min hukommelse, og det er jo det vigtigste). Resten gik ogsÃ¥ over al forventning. Perfectamente, mÃ¥ være det rette ord…

Musikken

Musikken har selvfølgelig førsteprioritet. Og hold da hole up, der var et godt udvalg i år. Og jeg nåede endda det meste af det, jeg havde håbet på. I kronologisk rækkefølge:

  • Torsdag: WhoMadeWho, Jenny Wilson, Radiosoulwax, Clap Your Hands Say Yeah, Track 72
  • Fredag: Gogol Bordello, Kaizers Orchestra, Morrissey, Happy Mondays, The Streets, Scissor Sisters, [muligvis Looptroop]
  • Lørdag: Why?, Planet Pendulum, Free Hole Negro, Primal Scream, Phoenix, [muligvis Pato eller Amplifier?]
  • Søndag: Figurines (ogsÃ¥ kendt som Wolfconteurs i en gedigen bag-/nybrandert), Arctic Monkeys, The Strokes, Coldcut, Franz Ferdinand, Roger Waters

Det betyder selvfølgelig ogsÃ¥, at en helt masse af det, jeg gerne ville have hørt, røg ud til en side til fordel for enten lejrhygge eller nogle af de ovennævnte navne. De vigtigste pÃ¥ tabslisten: Editors, Sigur Rós, Birdy Nam Nam, Matisyahu, Lady Sovereign, Dälek, Koop, Kieran Hebden & Steve Reid, DJ Grazzhoppa’s DJ Bigband, Two Gallants, Under Byen, George Clinton, Pato, Wolfmother, Placebo, The Raconteurs, Kaiser Chiefs og Infadels.

Det giver en succesrate på 23 ud af 41 og dermed en fuldførelsesprocent på 56. Meget godt taget i betragtning af, at nogle af koncerterne var plastret oven i hinanden. Ok, mange var det. Jeg kunne højst have klemt 5-6 koncerter mere ind. Vi er glade.

Det bedste: Happy Mondays (med CYHSY og The Streets lige i nummeren).
Det dårligste: Coldcut (med Jenny Wilson som contender).

Det sociale

Den mere udadvente (ekstroverte, for de lingvistiske feinschmeckere) del af festivalen gik faktisk også ganske godt. Jeg havde på forhånd håbet på at møde nogle flere af de velkendte ansigter på pladsen, men på den anden side boede jeg i en fantastisk god lejr, hvor jeg i stedet lærte en god flok nye mennesker at kende (hvis jeg skal være helt ærlig, så er de faktisk ikke nyere end jeg selv er, men jeg kendte dem i hvert fald ikke).

Hang en del ud med Poul og Sigurd, nÃ¥r en af os ikke blev væk. Det skete ganske ofte, og selv om Poul (ogsÃ¥ kendt som Houdini) helt klart ligger inde med væk-rekorden, sÃ¥ skal jeg da ikke holde mig for fin til at sige, at jeg heller ikke altid var, hvor jeg troede. Og da slet ikke hvor andre troede. Undskyld…

Sigurd var lidt af en joker, som jeg ikke vidste ville komme. Men det gjorde han heldigvis. Desuden mødtes jeg med Niels, Søren og et par piger (jeg mÃ¥ altsÃ¥ snart stoppe med at omgÃ¥s alle de x-et-eller-andet, det kan ikke være et sundhedstegn). Jeg fik derimod ikke hilst pÃ¥ Jacob, Mads, Jes, Lauge, Ditte, Cecilie, Sigurd (den logisk tænkende læser har fattet, at det ikke er den ovennævnte Sigurd), Kristian og Per. Gad vide hvem jeg har glemt at nævne? Sikkert en eller anden for mig helt vildt vigtig person, som jeg før festivalen havde lovet at kontakte. Whatever, det var Roskilde. Det kan vel ikke forventes, at jeg kan huske ret meget…

Her spørger den indsigtsfulde af jer sÃ¥ nok: “Jamen din det-andet-køn-desperation mÃ¥ da have gjort noget for dig?”. Her mÃ¥ jeg sÃ¥ sige, at det eneste nye bekendtskab af den art pÃ¥ aften nummer to kunne fortælle, at hun havde en kæreste. Hun var selvfølgelig ualmindelig sød og flot og alt det der, som piger med kærester er (men specielt hende her, selvfølgelig). SÃ¥dan er mit held nu engang skruet sammen. Men hvorom alting er, sÃ¥ er et kindkys vel egentlig ogsÃ¥ en slags intimt forhold? I hvert fald i min verden. PÃ¥ sin vis. Hvis man insisterer. Jeg insisterer… NÃ¥ ja, og desuden var jeg ikke synderlig populær hos dem jeg allerede havde vist mig utilstrækkelig hos i forvejen, sÃ¥ mit chamørniveau har ganske givet ogsÃ¥ vist sig at være under Roskildegennemsnittet. Et faktum, som især i retrospekt virker ganske skræmmende. Lur mig om ikke ogsÃ¥ jeg har været lidt af en pestilens for det meste af vores lejr. Hell, det er Roskilde.

Det bedste: Lejren.
Det dårligste: Them girls (og at jeg ikke fik set så mange af de kendte fjæs).

Det overordnede indtryk

Super fantastique. Legendarisk. Uovertruffen. Selv maden var ganske spiselig, især kan det anbefales at få ekstra ost på sine nachos, hvis man har en god guffer på. Hvis man bare har lyst til nachos, kan det derimod ikke anbefales. Det er faktisk lidt klamt med et flere centimeter tykt lag fed, smeltet ost. Kun en enkelt gang fik jeg noget direkte uspiseligt. Du ved, en af de gange, hvor jeg ønskede at jeg havde medbragt rugbrød-makrel-kombien.

Badesøen var ganske givet også et hit, selv om jeg aldrig selv nåede de 50 meter fra lejren derned. Det ville jo også betyde, at jeg skulle finde badeshortsene frem, og så er det altså mere overskueligt at hygge-mundhugges om, hvilken cd vi skal høre (her må jeg igen være imponeret over vores lejr. Damn, en fantastisk musikkendskab og -smag, de havde. Admirabelt!).

Med et sÃ¥ imponerende musikprogram og med sÃ¥ eminent vejr, skulle man i det hele taget være et skarn, hvis man ikke havde en af de bedste festivaler nogensinde. Og, mÃ¥ jeg tilføje, du skal ikke komme her og kalde mig “man”!

Rock on, baby!

Hmm. Well. Jeg har ikke power eller hukommelse nok til at skrive noget, der enten er udtømmende, indsigtsfuldt eller velskrevet, så efter denne ligegyldige selvhukommelsesbehjælpelige namedropping er der vist kun én ting tilbage at gøre. Jeg vil for sådan ca. gang nummer 3.299 inden for den sidste uge finde satanisttegnene frem og råbe med lungernes fulde kraft: Rock on, baby!