Forpremierer

·

·

Om ikke forfærdeligt mange minutter tager Lene og jeg ind til Grand for at se forpremieren på “Hotel Rwanda“. Lene har fået billetterne på sit arbejde, som selvsagt har fået billetterne for deres store arbejde i forbindelse med folkemordet i Rwanda i 1994. Det er jo nu engang det, filmen handler om. Jeg har meget store forventninger til filmen, som nok skal gå hen og sætte sig tungt på mine meget knappe film-huske-resurser. Den europæisk (især belgisk) skabte splid mellem Hutuerne og Tutsierne er et af de mest fortællende vidnesbyrd om den fejlslagne kolonialisme – og om den inkompetence, der herskede især ved tilbagetrækningen i de belgiske kolonier. Efterdønningerne af det belgisk skabte apartheidregime vil nok leve i mange år endnu. Om en uge skal vi til endnu en forpremiere, denne gang på den danske film “Kinamand” i Empire Bio. Min fagforening inviterer af en eller anden årsag – sikkert bare for at være flinke. Og det er de da også. Jeg regner ikke med, at det er en film, der vil indprinte sig på nethinden i mange minutter, men lidt letbenet underholdning må man jo ikke kimse ad 🙂