Vi var i gÃ¥r en flok, der tog ind for at se “Der Untergang“. Det var sÃ¥ absolut ikke den dummeste idé, vi nogensinde er kommet pÃ¥, og jeg kan stærkt anbefale alle at tage ind at se den. De 2½ time er mere end godt givet ud, for denne flok tyske skuespillere kan altsÃ¥ et stykke hÃ¥ndværk, som mange skuespillere i Hollywood mÃ¥ være meget misundelige over. Flere gange i filmen er kynismen sÃ¥ hÃ¥rd, at det gør helt ondt i maven. Desuden er det meget forløsende, at vi her har at gøre med en krigsfilm, som er meget mere end det. Og som ikke er fyldt med helte. Hitler bliver portrætteret som den uligevægtige og psykotiske mand, han nu engang var – især i hans sidste dage, som netop er skildret i denne film. Men det er netop uligevægten og uberegneligheden, der gør ham sÃ¥ fantastisk ubehagelig. Det ene minut kunne man fristes til at kalde ham flink (mÃ¥ske endda sympatisk) mens man det næste knapt tør tro, at en sÃ¥dan mand nogensinde kunne herske i noget land. At Bruno Ganz formÃ¥r at spille rollen sÃ¥ perfekt er simpelthen utroligt. Selv om du mÃ¥ske ikke interesserer dig synderligt om Hitlers sidste dage, bør du se filmen pga. det flotte skuespil. Samtidig vil jeg dog sige, at alle burde interessere sig for Hitlers sidste dage, da de viser et (tror jeg) meget godt billede af den sindssyge støtte han fik fra sine officerer, selv da hans vanvid var størst. En del officerer forlod selvfølgelig den synkende skude, men at sÃ¥ mange trods alt blev tilbage, ser jeg som noget af det mest fortællende om Hitlers magt.
6 thoughts on “Nedtur”
Comments are closed.
Jeg glæder mig utroligt meget til, at jeg skal ind og se filmen onsdag i næste uge. Tyskerne kan det med, at lave film. Tænk blot på klassikerne “Das Boot” og ikke mindst stordramaet “Stalingrad”. De tyske krigsfilm går lige ind til benet og viser, hvilke påvirkninger krigens oplevelser har for det enkelte menneske. De har heller ikke nogen romantiske helte, som man ser det i amerikanske krigsfilm, der ofte også, er meget sort og hvide. I de tyske krigsfilm, er alle parter både gode og onde på en og samme tid.
“I de tyske krigsfilm, er alle parter både gode og onde på en og samme tid”
Ja, og det er meget mere realistisk – og meget mere skræmmende.
Jeg får helt lyst til at gense “Das Boot” og “Stalingrad” nu du nævner dem. Note to self: Se ovenstående kommentar 🙂
Så den i onsdags. Kanonfilm!
Fint, at der er kommet endnu en dimension til den ellers ensidige fremstillingen af Hiter, så han nu fremstilles som en psykotisk person med menneskelige træk, hvilket nok er tættere på sandheden…
Filmen placerer sig faktisk i den internationale, og efterhånden nationale, forskning, hvor man nu er begyndt at fokusere på personerne bag Holocaust, med ret overraskende resultater til følge. Se eks. Christopher Brownings “Ordinary men” og på dansk Torben Jørgensens “Stiftelsen”.
Det vil jeg da gøre, så. Begge bøger er nu bestilt. “Stiftelsen” får jeg vist i morgen, mens der er ret lang ventetid på “Ordinary Men”, som jeg dog har haft mine fedtede fingre i på et tidspunkt mens jeg var i Manchester. Måske jeg burde have læst den på det tidspunkt. Det skal blive hyggelig sommerlæsning, skal det 😉
Så er “Stiftelsen” læst. Spændende læsning, må jeg sige, selv om jeg ikke er helt enig i alle Torben Jørgensens argumenter. Eksempelvis skriver han flere gange, at de ‘civile i uniformer’ rent faktisk havde et råderum, og at de vidste det selv, fordi en enkelt eller to havde haft held med at nægte de mest bestialske ting. Så lang tid der står en af førerens fordrukne betroede med en lang pisk og en pistol og siger, at man skal tage sig sammen og dræbe en tilfældig jøde med nakkeskud, så synes jeg, at råderummet er begrænset. Bevares, TJ kommer da med nogle glædelige historier, men de skyldes næsten alle forbindelser til højerestående partiofficerer eller stærk svækkelse pga sygdom.
Men alt i alt meget god bog – og ufatteligt imponerende, at den er en omskrivning af et speciale. Kan I så komme i gang, Flemming, og få skrevet noget endnu bedre i jeres speciale. Så vil jeg forsøge at gøre mit så spændende, at jeg selv gider læse det 🙂
Jep du har ret i, at råderummet nok er ret begrænset 🙂
Men jeg synes, at det er interessant, hvad han siger om deres udgangspunkt..
Hvis du får tid, så kan du jo også læse Goldhagen: HitlersÌ? willing executioners – der vil du nok være en del mere uenig 😉