Hva’ satan, ska’ du provokere?

·

·

Klokken 17:00 hentede jeg Lene i centrum, da hun fik fri fra arbejde. Vi gik på Norwegian Blue for at få noget at spise. Rygterne var rigtige. De har god mad, og det er rent faktisk muligt at blive betjent her midt på dagen. I weekenderne forvandler stedet sig til et yderst poppet r’n’b-kødmarked, hvor der står 16-17 årige i kø i baren hele aftenen for at købe billige shots. Det er sådan, vi vil have det. Da vi var færdige med at spise var det endelig ved at være bold-tid, så vi gik de få meter tilbage til Exchange Square, hvor BBC har opsat en storskærm. Permanent. Så kan man sidde der og følge med i Eastenders, og hvad der ellers kommer af populære programmer fra BBC. Vigtigst af alt kan man dog også se EM, og fra i dag bliver Exchange Square også omdannet til Manchester Henman Hill når “The Henmania” bliver skudt i gang med Tim Henmans kamp mod Ruben Ramirez Hidalgo. De er skøre. “Det kan nemt blive hans år i år”. Nå ja, og Spanien bliver europames … nåååh, nej. Nogle mere eller mindre oplagte ting sker bare aldrig. Basta. Efter den velspillede kamp, hvor

England

Wayne Rooney nedsablede Kroatien satte vi os som altid ind i bus 192 mod Longsight, Levenshulme, Stockport. Det betyder, at man kommer ind i en bus, hvor hvide mennesker udgør 10-15 procent af passagererne da Longsight er området hvor de fleste farvede holder til – og et sted hvor gadekriminalitet er reglen i stedet for undtagelsen. Bliv væk når der er mørkt. At køre med sådan en bus er ikke noget problem, med mindre man er en racistisk hvid idiot, der ikke har fået en posefuld grå celler i fødselsgave. Sådan en havde valgt at tage med samme bus som os. Han begyndte hurtigt at provokere en pakistansk knægt på 15-16 år, og sagde til ham at han skulle gå ud af bussen. Behøver jeg sige, at det ikke blev sagt pænt og at ordet “Paki” indgik i hans formulering? Det fik selvfølgelig en del af bussen – især en ældre hvid dame – til at ytre, at det nok var Idioten, der skulle forlade bussen. Men i stedet valgte han at blive ved med at opfordre knægten til at stå af bussen. Knægten kunne fortælle Idioten, at han skulle af i Longsight og at han havde tænkt sig at blive på bussen til de kom dertil. Han fortalte endvidere Idioten, at han skulle være mere end velkommen til at stå af bussen sammen med ham, for hvis han så gerne ville uddele perkerpryl, skulle han være velkommen til at forsøge sig midt i Longsight. Det valgte Idioten så idiotisk nok at gøre. Hvad sker der så? Tjaaa, Idioten fik så mange slag og spark, der kunne blive plads til på hans sørgelige krop, og i dag er han sikkert endnu et tilfælde af “Forbipasserende far til to overfaldet af pakistansk bande”. Idiot.