Pyyyyh

Corsaen poserer for kameraet et sted i Chorlton, Manchester

Den sidste tid har været ret begivenhedsrig, men her kommer den korte udgave, som nok er den eneste spiselige for den gennemsnitlige, travle og stressede dansker.

Besøg
Efter afslutningen af mine essays kom mor og far på besøg, så der blev slappet af i løbet af den uge. Det vil sige, vi slappede af ved at gå ufatteligt meget, men rart det var det. Vi var blandt andet i Peak District, hvor vi gik en meget lang og usandsynligt flot tur fra Bakewell til den meget lille og meget hyggelige by Edensor. I denne by var posthuset også kiosk, café og offentlig toilet, hvilket selvfølgelig gav anledning til at tage et hvil med en kop kaffe. Den klassiske røde telefonboks udenfor blev brugt af Lene til at ringe angående et job, som hun rent faktisk fik. Mere om det længere nede. Fra Edensor [Enzor] gik vi til Chatsworth House og derfra videre til Baslow, hvorfra vi tog en bus tilbage til Buxton for at tage med toget tilbage til Manchester. Vi missede toget med halvandet minut selv om buschaufføren gjorde sit til at vi skulle nå det. Han kørte fx fra busstationen før han skulle og kørte direkte op til banegården selv om han slet ikke skulle den vej! Gode dyr var rådne, men vi fandt desværre en bus, der skulle samme vej. Vi blev derfor enige om at tage den i stedet for at vente to timer på næste tog … det gik ud over mit ønske om at gå på pub for at se Champions League finale. Hrrmf.

Nyt job og ny bil
Næste dag fik Lene endegyldigt at vide, at hun havde fået det førnævnte job og at hun skulle starte tirsdagen efter – og at det var påkrævet at hun havde en bil. Så måtte vi jo skaffe sådan en. Selv om vi fik overtalt de gamle til at tage med på bilkig fandt vi først den vi ville have om lørdagen. Den kan ses ovenfor. For de bilukyndige (som mig) kan jeg oplyse, at det er en rød tredørs Opel Vauxhall Corsa 1.5 TD Hatchback fra 1994. Vi måtte slippe £880 for den, så den har bare af at holde længere end My gjorde.

Søndag formiddag gik med at skaffe en bilforsikring så vi rent faktisk måtte køre i bilen. Da den var klaret klokken 15:00 gik den ellers over stok og sten i venstre side af vejen (for det meste). Vejret var lækkert, så det var jo rart at sidde i en lummer bil i stedet for at drikke kolde bajere på en fortovscafé!

Ny bolig
Lene startede på arbejdet tirsdag mens jeg gik på boligjagt. Universitetsfiløjsen, som jeg havde snakket med, da jeg lejede huset vi bor i nu, havde sagt, at vi kunne have huset til midt i september, men det kan vi ikke. Vi fik for et par uger siden et brev om, at vi skulle være ude d. 30. juni klokken 12:00, for ejeren ville selv flytte ind. Fedt. Jeg har siden brugt alle døgnets lyse timer på at finde et sted at bo, der både passer til vores tegnebog og ikke er så faldefærdigt at selv termitter ikke tør opholde sig der. Efter at have set 9-10 elendige lejligheder tog Lene og jeg søndag ud for at se to lejligheder, vi have lidt tiltro til, skulle være gode. Den ene havde vi ikke råd til, men vi ville gerne vide, hvor meget ekstra man kunne få for ca. 500 kr. ekstra om måneden. Man kunne få en del. Den dyre lejlighed var dybest set at sammenligne med en dansk lejlighed. Samme standard, samme indretning. Dvs. ingen metertykke gulvtæpper, ikke overdrevet mange blomster i forskellige farver på tapetet – og den blev vedligeholdt. Lejligheden ligger desuden i Chorlton, som er et af de steder vi helst vil flytte til, fordi der er ret pænt – og der er hyggelige caféer en masse. Når man ikke har penge nok, har man desværre ikke penge nok, så vi kørte videre mod den anden lejlighed, vi skulle se, som ligger i et område der grænser op til Chorlton, men lidt tættere på centrum af Manchester. Da døren blev åbnet ind til lejligheden sagde vi med det samme til udlejerinden, at vi gerne ville have den. Det blev vi så ved med at sige, mens vi fik rundvisning. Og igen da vi var færdige. Og på vej ud. Og til hinanden på vej hjem.

Den 25. juni flytter vi derfor til (rrrkkkkk pføj) Old Trafford, som desværre også er et ret fedt sted. Selv om der kun er 5-10 minutters gang til Manchester Uniteds stadion, kan vi heldigvis ikke se det fra lejligheden. I stedet er der frit udsyn ud til vores nye have (som vi har adgang til både fra det enormt store køkken og fra soveværelset) og fra den smagfuldt indrettede stue kan vi praktisk taget kun se en kirke.

Lejligheden er sprit-ny, så vi er de første, der skal bo i den. ALT er nyt. Alle møbler, alle døre, alle vægge, toilet, bad, køkken, vaskemaskine osv. – alt er nyt. Trægulvene er ikke nye, men er nyslebne og nylakerede. Det er sådan vi vil have det. Vi har hele stueetagen (og kælderen) mens ejeren bor ovenpå. Hun er vistnok ca. på vores alder, så det er super-fjong. Damn, det bliver fedt.

Vi har kontrakt året ud, men vi ved ikke hvor længe vi bliver her. Vi aftalte at skrive en kontrakt på 6 måneder fordi det ville give os mulighed for at daffe og give hende mulighed for at smide os ud, hvis hun ikke synes om os til den tid. Det tror jeg nu hun gør. Derefter regner jeg med at vi skriver en kontrakt, som vi kender dem i Danmark – uden nogen bestemt slutdato.

Jeg tror, jeg er ved at have kontaktet alle de institutioner, der skal vide, at vi flytter. Min nuværende internetudbyder har desværre ikke kobber på den nye adresse, så jeg bliver nødt til at skifte. Det er lidt ærgerligt, for de havde så meget rod i deres databaser, at jeg slet ikke har betalt for det. Øv. Vi får også nyt telefonnummer, men dem, der skal bruge det til noget, skal nok få kastet en mail efter sig snart.

I eftermiddag skal der brevstemmes til Europaparlamentsvalget – hvis jeg vel at mærke kan finde Det Danske Konsulat. Jeg tror, jeg ved, hvem jeg vil stemme på, men jeg må nok hellere sætte krydset før jeg offentliggør noget. Med min tiltagende vægelsindethed kan jeg ikke udelukke, at jeg ombestemmer mig i sidste øjeblik. Hvem vil du stemme på? For du vil da stemme. Det vil du da. Selvfølgelig vil du det – det er da din pligt. Og nej, der foregår ikke noget “nede i EU”. Danmark er en del af EU, og derfor vedkommer det også dig, hvem der bliver valgt ind. Godt så.

9 thoughts on “Pyyyyh”

  1. Så er der stemt 🙂 15 min før ambassadens stemmeperiode lukkede fik jeg sat min kryds, det føles sgu alligvel godt. Bjeg Bvil Bikke Bsige Bhvem Bjeg Bstemte Bpå, Bmen Bhan Bvar Bspids Bkanditat Bfor Bsit Bparti.

  2. Al den snak om skred til højre får mig til at tænke på The Undefeated af Irvine Welsh. Og det lover altså ikke godt… 🙂

  3. Hehe. Jeg starter heldigvis ikke samme sted som personerne i The Undefeated – og regner ikke med at slutte samme sted 🙂

  4. Jakob: Hehe. Jeg tror, jeg har en fjern idé om, hvilken liste, du stemte på (og dermed hvem du stemte på) 🙂

    Lene: Mmmmm hmmm.

  5. Bil, villa & vovse???? – betyder det nu at I ligger jeres stemmer til højre for midten 🙂

    Spøg til side – det lyder sgu ret blæret med jer to. Vi glæder os til at få en tur i den “bette” røde

  6. Jeg gætter på, at trods den seneste tids udvikling, er I ikke blevet mere borgerlige 🙂
    Det er super fedt for jer begge, og vi glæder os på jeres vegne.

  7. Jakob: Vi glæder os også til at give jer turen. Håber det bliver snart.

    Thomas: Tak tak.

    Begge: Nej, I skal nok ikke regne med de store blå armbevægelser herfra. Lene har dog jakkesæt på nogle gange når hun tager på arbejde, så det går nok så småt den vej 😉

    Jeg fik ikke stemt i går, men er (vistnok) på vej derind nu. Det skal blive spændende at se, om jeg får nogle borgerlige brændstof-er-godt-nok-overordentligt-dyrt-nu-om-dage-spasmer når krydset skal sættes. Jeg ville dog ikke sætte mine penge på det (dem skal man jo passe på og investere i fast ejendom).

    Har I fået stemt, eller tager I ikke jeres demokratiske pligt alvorligt (kan man se min glorie)?

Comments are closed.

Scroll to Top