United against fitness

Jeg har tænkt over noget i længere tid, og igen i dag dukkede det op. Lene har hele tiden sagt, at det er noget jeg bilder mig ind, og at jeg har blå briller på (og for meget skæg). Men det er altså rigtigt. Det passer. Børn, der er United-fans, er federe end City-fans. Den er god nok, du kan selv komme og se. Når børnene spæner rundt på gaden og spiller bold har de City-trøjer på. Når børnene går rundt på gaden og spiller bold har de United-trøjer på. Jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvordan det kausale forhold er, eller om der eventuelt er tale om et spuriøst forhold1. Uniteds store popularitet er jo ret åbenlys, men om det skyldes voksende fedme, eller om fedmeepidemien skyldes United, er svært at sige. Scenarierne er hermed: 1. Fedme avler United-support. 2. Hvis man er United-fan bliver man fed. 3. Noget tredje er skyld i begge farer. ad.1: De rige børn bliver forkælet, og er vant til at få det hele serveret, så de bliver fans af United, som helt automatisk er succesrige (sådan da … hehe). Arbejderklassebørnene får ikke serveret et par poser chips foran tv’et, men bliver sendt ud på gaden, fordi der ikke plads til at de kan spille PS2 indenfor. De føler sig derfor tættere knyttede til de evige under-achievers, Manchester City. ad.2: Som United-fan er man en del af det rige slæng – en del af en af de få klubber i verden, der kan finde ud af at lave penge. Det er derfor nødvendigt at vise, at man er et overflodsmenneske ved at æde uhæmmede mængder hot dogs og andet godt. City-fans derimod, har indset, at man skal arbejde hårdt for overhovdet at holde sig over vandskorpen, så børnene løber til , i og fra skole. Desuden skal de jo forsøge at stikke af fra øretæver fra United-drengene i skolegården (selv om de selvfølgelig ville vinde, hvis de ville nedværdige sig til at slå igen). ad.3: Rigdom skaber dovenskab. Rigdom skaber United-support. Som sagt ved jeg ikke helt, hvilken model jeg hælder mest til, så hjælp er ønskeligt. Finde et svar på dilemmaet skal jeg. ————————————– 1En sammenhæng, der opstår, når to variable (i dette tilfælde fedme og United-support) i virkeligheden er afhængige af en helt tredje (usynlig) variabel, der fremkalder ændringerne i de to andre. Hvis du sadig ikke fatter, hvad jeg mener, bør du ikke bryde din hjerne mere med det. Så vigtigt er det heller ikke.

9 thoughts on “United against fitness”

  1. Det var da et vældigt projekt at kaste sig ud i, men jeg tager da hatten af for din beslutning.

    Tror du har fat i noget af det rigtige, som denne undersøgelser viser – http://www.dadlnet.dk/ufl/ufl0121/v_p/34816.htm:

    “En af hovedårsagerne til fedme hos børn og unge er et nedsat fysisk aktivitetsniveau, som medfører et nedsat energiforbrug”

    Hvis det forholder sig sådan som du siger, har du vel ret i, at scum-ungerne bevæger sig for lidt.

    Må dog alligevel gøre opmærksom på, at nogle undersøgelser(laver lige en lomborg her, uden bevis:-)) peger på, at børn fra ringere stillede kår, har en tendens til overvægt, da de ikke opdrages ordenlige kostvaner. – men igen – stereotyper, stereotyper, stereotyper…………..

  2. 🙂 Jeg er jo en tyk galáctico. Men det kalder de jo også Ronaldo, så det er vel ikke helt dårligt. Dog har søerne på Flagey, så sent som igår, været vidne til en prustende dansker med fedtet hår i roligt trav rundt – Kodak Moment 🙂

  3. Hvad er du egentlig? Reglen eller undtagelsen? Det er da ikke så tit jeg har set dig spæne op og ned ad gaden i din city-trøje. Daffe ned på pubben derimod….. 😉

  4. Lene: Hehehe. Godt ord igen. Min teori har selvfølgelig taget højde for sådanne ubarmhjertige kommentarer. Teorien gælder kun for børn – ellers ville 80 % af alle mænd over 20 år blive mere og mere pjattede med United jo flere år der går. Et sådant scenarie støtter empirien ikke.
    Jeg er ikke et barn. Da jeg var barn var jeg tynd, ergo var jeg City-tilhænger allerede som barn (det vidste jeg selvfølgelig ikke, men det siger logikken). Desuden har vi ikke råd til PS2, så jeg er faktisk tvunget til at spille bold nede i parken når jeg med lange intervaller går over i barndomsstadie igen.

    Jakob: Gid jeg gjorde det samme. Jeg har været ude at løbe et par gange, men her i eksamensperioden bliver det ikke rigtig til noget (helst ingen kommentarer om at det da rigtignok er en lang eksamensperiode) 😉

  5. Sorry Jakob, joken var sigtet mod René, som jeg netop har set på pub flere gange end i løbesko. Jeg ville aldrig drømme om at fornærme en mand på din størrelse 😉

  6. Hehe. Nej, der er nok mange derude, der kan skrive under på, at de følte sig lidt ramt.
    Desuden kan jeg vi jo bare kyle den tilbage i ansigtet af ejermanden, for jeg tror faktisk at vi, i Lenes tilfælde, snakker størrelsesforholdet 17-0 i pubbens favør. Hos mig er det nok nærmere 112-4 … men læg venligst mærke til “4” 😉

  7. Næææææ! Du er jo også sådan ca. voksen, så du er ikke en del af min teori.
    Desuden er du jo Cityfan (igåss???), så du er automatisk (og HELT retfærdigt) tynd, hvis du helst vil tælles med som barn 🙂

Comments are closed.

Scroll to Top