Stille på Anfield

I går tog jeg med Luke og et par af hans mates med til Liverpool for at se Liverpool spille mod Fulham på Anfield Road. Det var selvfølgelig en stor oplevelse at være på Anfield, men det var en lidt trist kamp, som endte 0-0. Stemningen var derefter. Jeg havde en idé om, at The Kop sang ustandseligt i kampens 90+ minutter, men sådan var det slet ikke. Stemningen var faktisk ikke bedre end da Flemming og jeg så Citys kamp mod Fulham, og Liverpool spillede endnu værre end City gjorde. Fulham var igen latterligt dårlige. Især Cheyrou og Kewell burde blive sat på en bananbåd med retning mod Det Indiske Ocean. Gerrard brændte et straffespark (det er ved at være en vane for Liverpool at gøre det) og de blev muligvis snydt for endnu et straffespark eller to. Det sagde de i hvert fald … dem der sad ved siden af mig 😉 Men øllene var gode, både før og efter kampen, og den klamme engelske hot dog i pausen var også bedre end kampen. Tilskuerne sang kun “You’ll Never Walk Alone” en enkelt gang (før kampen startede), men det fik jeg da i det mindste på video (5,58 MB – højreklik, gem som). Det var en stor oplevelse at høre dem brøle løs, og jeg ville ønske at de havde gjort det noget mere. Det må dog være svært at hive sig op, når man gennem en hel sæson har set middelmådig fodbold, og når vejret er så engelsk som det nu engang kan være med småregn og gråvejr. Alt i alt var det dog en stor oplevelse at være på et af de mest kendte og traditionsrige stadions i verden. At det nok snart skal udskiftes med et nyt og større, forstår jeg dog godt, for det er simpelthen ikke stort og flot nok til en klub af Liverpools størrelse. Det har masser af sjæl, men så er det vist også sagt.