Store forventninger

·

·

For et par dage siden stod den på lidt letbenet underholdning med Shaghai Noon, mens aftenen i går stod på et gensyn med super-filmen Swordfish. I aften regner jeg dog med, at der er endnu bedre underholdning på tapetet. Jeg har lige været forbi Royal Exchange Theatre for at købe billetter til Charles Dickens‘ “Great Expectations” (omtale & nogle anmeldelser). Selv om jeg aldrig selv har læst den lange bog, glæder jeg mig til at se det opført som skuespil. Det bliver dog en lang aften, for stykket varer 3½ time, så jeg håber, at vi har fået tilnærmelsesvis gode pladser. Jeg købte ikke de bedste pladser, for efter Lene fyldte 26 (og ikke er studerende som mig) skal vi lige pludselig betale fuld pris for hendes billet. Det skal nok blive svært at vænne sig til. Som studerende og/eller under 26 får man billetterne til halv pris, hvilket er meget almindeligt herovre – både i teatre og biografer. Det er det de unge vil have! UPDATE: De store forventninger til “Great Expectations” blev, meget a propos, ikke helt indfriet. Stykket var flot sat op og alt det der, men der manglede et eller andet. Jeg tror egentlig hellere jeg vil gense filmen fra 1998. Desuden satte det ikke gang i de mange tanker, som “Pugilist Specialist” gjorde i sidste uge. Godt, men så heller ikke bedre.