I går da jeg skulle hjem fra universitetet og stod og ventede på en bus kom en ung fyr hen til stoppestedet. Jeg ignorerede ham alt hvad jeg kunne, men han gav sig alligevel til at snakke – både med mig og den skumle mand, der sad på bænken. Han ville høre om 197’eren havde været der og alt muligt andet nonsens. Hvorfor spørger folk om sådan noget? Lige nøjagtig den rute kører hvert kvarter på det tidspunkt af døgnet, som den eneste bus i den retning. Det vil sige, at lige meget hvad svaret er, så kommer der snart en ny og der er ikke andre muligheder. Ti stille og vent Mester! Jeg var selvfølgelig flink ved ham, bare rolig. Det er kun her jeg lufter min vrede. Han spurgte mig om jeg var herfra eller måske lidt længere nordpå? Min svar var af gode grunde “Denmark, mate”. Det skulle han lige have gentaget.Efter at have sagt det en gang mere fattede han det endelig. “Ahhh, Peter Schmeichel” (hvorfor tror de alle sammen, at vi synes om ham?). Han ville have at vide, hvor jeg havde opsnappet min accent og om jeg havde boet her i lang tid. “Naaaaah, I only moved here this September”. Det ville han ikke tro på (jeg smurte også tykt på med accenten, det skal jeg have), hvorfor han spurgte om jeg havde lært det i Danmark. Jeg lærte engelsk i Danmark, ja, men ikke ligefrem en nordvestengelsk en af slagsen. Da jeg fortalte ham at min engelsklærer i gymnasiet (den navnkundige Steen Stenbæk) faktisk nærmere havde amerikansk accent, kom han med dagens dummeste kommentar: “Yeah, I reckon it’s an American accent you’ve got there. At first I thought that you were American”.
Æhhhh, nu bliver jeg vist nødt til at fortælle at jeg måske ikke lyder som fyr fra Manchester, men det er nu alligevel første gang, jeg har fået at vide, at jeg lød som om jeg var amerikaner. Det undrede mig lidt, men af en eller anden grund gik han i gang med en tyve minutter lang udredning om sit arbejde. Det var ikke engang spændende. Men det var trods alt en forklaring på, hvorfor han synes jeg var den mest coooooole fyr i hele verden, der var så god til engelsk at jeg både kunne være indfødt Mancunian eller fra Guds Eget Land.
Han var sælger. Han var endda en spritny sælger med masser af gå-på-mod og den slags (pføj). Desværre for ham var det den slags sælger, hvor man går rundt og banker på døre og spørger om ikke de kunne tænke sig et godt tilbud på noget strøm og lidt gas. Han var på vej til at tjene en formue, hvis det stod til ham selv. Endnu en klovn havde hoppet på pyramide-tricket og han fortalte vidt og bredt om, at han bare skulle overbevise 20 om ugen til at skifte el-selskab og hvordan han bare lige skulle have fundet seks mand til at være i hans team, og hver af dem skulle bare lige finde seks mand, som bare lige … [bla bla bla] … så kunne han bare sidde derhjemme og skovle penge ind uden at lave en skid. Mmmmh, helt sikkert!
Ærgerligt at han traskede rundt i sorte joggingbukser med tilhørende sort skjorte og sort slips og rød skoletaske på ryggen. Ikke just en type jeg ville købe noget af, selv om han var blid som et lam. For at spare penge tog han røven på buschaufføren, så han kunne slippe med at betale 40 pence i stedet for 90. Nogle folk er altså en tand for stupide, men det er vel ikke politisk korrekt at sige. Hvis han er på vej til at blive rigmand kunne han vel godt bruge en ekstra femmer på et skræntende offentligt transportsystem.
Han ville have at vide hvor jeg boede og om jeg manglede et job. Hehe. Klovn. “Naah, if I wanted a job, I would choose a proper one. See ya mate”.