England-Danmark

I går var Sanne og jeg på Old Trafford for at se landskamp. Som de indviede sikkert er klar over, vandt Danmark ret fortjent 3-2. Turen på Old Trafford var slutningen på et begivenhedsrigt familiebesøg. Sanne, Mor, Anna & Lea har været på besøg i næsten en uge, og vi nåede vidt omkring. Vi var eksempelvis ude i det store indkøbscenter, Trafford Centre, hvor også David Beckham (mere eller mindre kendt fordboldspiller) & Victoria (hans kone som er en mindre eller endnu mindre velsyngende sangerinde) var ude. Vi så dem desværre ikke, for de gik rundt i en butik, vi ikke gad ind i, fordi den var for dyr! Vi var også på karrykilometeren (The Curry Mile) for at spise indiske eller pakistanske karryretter. Nu sidder der sikkert en eller anden pedantisk læser og tænker: “Det er nok ikke helt lige meget om det var indisk eller pakistansk – slet ikke hvis du spørger dem”. Og det er jo fuldstændig korrekt, men det hjælper altså stadig ikke på min hukommelse. Samme læser tænker nok også: “Du kan da ikke bare oversætte mile til kilometer, nar”. Igen må jeg forsvare mig og sige: “Jo”. Faktum er, at The Curry Mile ikke er en mil, men nærmere kun en halv. Det betyder samtidig at den faktisk er tættere på at være en kilometer end en mil. Alt i alt betyder det, at oversættelsen gør betegnelsen for denne imponerende række af karryrestauranter mere præcis og jeg vinder og du taber og du er en taber og du bør ikke drille én der er så meget større end dig selv. Kultur? Nååh ja, dét! Vi var bl.a også inde at se Manchester Cathedral, Rådhuset og Biblioteket.

4 thoughts on “England-Danmark”

  1. vi var 8 afsted herfra.

    Vi leder efter nogle flere billeder end dem vi har, fik i muligvis taget nogle?

  2. Ja, men de er så dårlige at jeg hellere end gerne vil have nogle andre. Vi sad ret dårligt (ikke i den danske zone) så billederne er ikke specielt informative. Du må hellere end gerne få dem jeg har, så vi kunne evt. bytte.

    Kast evt. en mail efter mig eller skriv her igen, hvis du er interesseret, så mailer jeg dig.

Comments are closed.

Scroll to Top